Bøvsning - Ammeleksikon
Af Benedikte HertelPolitikens Babybog
Udgivet af Politikens Forlag
Det er forskelligt, hvor meget et lille barn har behov for at bøvse. Barnets sutteteknik spiller en væsentlig rolle.
Når barnet tager fat med munden omkring brystvorten eller sutten på sutteflasken, suger det luften fra mundhulen ned i maven for at opnå undertryk. Holdes undertrykket under resten af måltidet, vil denne luft være den eneste, barnet har behov for at bøvse op. Slipper barnet brystvorten eller sutteflasken mange gange under måltidet, vil det sluge lidt luft, hver gang det tager fat igen. Et barn med sådan en sutteteknik har væsentlig større behov for at bøvse.
I starten af måltidet sutter barnet kraftigst, så det meste luft bliver suget ind på dette tidspunkt. Derfor er den første bøvsepause vigtigst og skal måske allerede holdes efter fem minutter. I slutningen af måltidet vil barnet ligge og hyggesutte, og får ikke særlig meget luft ned i maven. Derfor er det ikke altid, man får en bøvs at slutte måltidet af med.
Børn, der får mælken på sutteflaske, sluger ofte mere luft end børn der ammes, da det er lidt sværere at holde undertrykket med gummisutten i munden. Disse børn behøver lidt flere bøvsepauser.

Den bedste bøvse-stilling. Hold eventuelt om barnets højre arm med din venstre hånd, så du har helt styr på barnet. Gode bøvsestillinger
Da luft er lettere end mælk, vil bøvsen lettest kunne komme op, hvis barnet holdes opret. Kroppen skal være udstrakt, og der må ikke være noget, der trykker på maven. I denne stilling vil der være fri passage for luften.
For at hjælpe bøvsen lidt på vej, kan man banke barnet let på ryggen med flad hånd, nedefra og op mod nakken.
Hvis den luft, barnet sluger i starten af måltidet, bliver nede i maven, vil den fylde, så barnet føler sig mæt, før det egentlig har fået mad nok. Barnet vil hurtigt blive sultent igen og kræve mere mad.
Hvis der stadig er en del luft i maven, når måltidet er ovre, og bøvsepausen er slut, vil den kunne genere i en sådan grad, at barnet har svært ved at falde til ro.
Det er godt at have lidt tålmodighed, når man hjælper et barn med at få en bøvs op. Det er ikke usædvanligt, at det kan tage både ti og tyve minutter. Det vigtigste er at lære sit barns bøvsebehov at kende, så man ved, hvornår man ikke kan forvente flere bøvser og med sindsro kan lægge barnet fra sig.
Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Benedikte Hertel
- Titel:
- Politikens Babybog