Diarré - Ammeleksikon
Af Benedikte HertelPolitikens Babybog
Udgivet af Politikens Forlag
Diarré hos små børn giver vandige og ildelugtende afføringer flere gange om dagen. Ud over dette bliver de fleste børn urolige på grund af mavesmerter og mister appetitten og lysten til at drikke. Huden på numsen bliver rød og irriteret, og der går eventuelt hul på den.
Når det lille barn har diarré, er der stor risiko for, at det kommer i væskeunderskud. Derfor er det vigtigt at få barnet til at drikke og holde øje med, hvor meget det tisser. Bliver urinen mørkegul og er bleerne tit tørre, er det tegn på væskemangel. Det gør ikke så meget, at barnet ikke spiser noget, da børn hurtigt indhenter et eventuelt vægttab, når de bliver raske.
Behandling
Barnet under seks måneder med diarré har bedst af udelukkende at få modermælk eller modermælkserstatning, da dette er det letteste at fordøje. Lidt større børn må få, hvad de har lyst til, dog skal barnet ikke have komælksprodukter, før diarréen er aftagende.
Rå, revne æbler og havresuppe med saft hjælper på diarréerne, så afføringerne bliver en smule sjældnere og fastere, men barnet bliver ikke tidligere raskt af den grund. Råkost og rugbrød med kerner forværrer diarréerne. Når barnet starter med mælkeprodukterne igen, er det godt at begynde med surmælksprodukter som A38 og Cultura, da de er med til at genskabe den naturlige bakte-rieflora i tarmen.
Ved kraftig diarré over tre til fire dage, bør man kontakte lægen, uanset om barnet har feber eller ej. Langvarig, kraftig diarré bevirker, at barnet mister så mange salte, at det påvirker salt- og væskebalancen i betænkelig grad.
Ved mindre kraftig diarré kan man købe Revolyt på apoteket i håndkøb. Det er en væske tilsat salt og sukker, som både kan gives på flaske og i kop. Revolyt virker ved at stabilisere barnets salt- og væskebalance.
Får det lille barn for meget frugt eller for grov kost, kan det få diarré alene af denne grund. Denne form for tynd mave lugter ikke så slemt som diarré i forbindelse med en maveinfektion. Giver man barnet lidt mildere kost og mindre frugt, bliver afføringerne atter normale.
Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Benedikte Hertel
- Titel:
- Politikens Babybog