Forstoppelse - Ammeleksikon

Af Benedikte Hertel
Politikens Babybog
Udgivet af Politikens Forlag


Børn, der udelukkende ernæres med modermælk, får sjældent forstoppelse, mens børn, der får de almindelige modermælks-erstatninger, ofte har lidt problemer med hård mave. Barnet bliver uroligt og har svært ved at komme af med afføringen.
En sådan forstoppelse kan afhjælpes ved, at barnet får lidt laktulosesaft hver dag. Børn må de første fire måneder få op til seks ml dagligt, og børn over fire måneder må få op til ti ml dagligt. Dosis kan gives på en gang, men kan også deles over flere måltider. Laktulosen er naturligt mælkesukker og kan købes i håndkøb på apoteket.
Sukkervand, med en teskefuld sukker pr. 100 ml kogt, nedkølet vand, kan også virke let afførende, hvorimod kamillete virker stoppende og kan derfor ikke anbefales til børn med forstoppelse. Rigtige afføringsmidler bør ikke gives til spædbarnet uden lægens anbefaling.


Mavemassage

Mavemassage kan lindre smerterne ved forstoppelse og være med til at hjælpe tarmene i gang. Massér med flad hånd rundt om barnets navle i urets retning i fem minutter, og hold derefter barnets ben samlede og bøjede, og pres dem ned mod barnets mave. Gentag dette flere gange om dagen, og gerne mens barnet ligger på puslebordet uden ble på.

Forstoppelse i overgangs-perioden til mos

Den hyppigste årsag til forstoppelse i overgangsperioden fra modermælk til mos skyldes væskemangel. Tarmene skal vænne sig til den fastere føde, og barnet får ikke den mængde væske, det plejer. Det er vigtigt at forebygge dette ved hyppigt at give barnet lidt vand af kop eller på flaske i denne periode. Går maven helt i stå, kan man give barnet lidt laktulosesaft.

Forstoppelse hos børn over et år

Hos større børn kan forstoppelse ud over væskemangel også skyldes, at kosten ikke er grov nok. Får barnet for ”fin” kost, har tarmene ikke nok at arbejde med, derfor bliver tarmbevægelserne utilstrækkelige.
For at afhjælpe en sådan forstoppelse skal barnet have grovere kost, som for eksempel rå grøntsager, grovkornet brød og frugt, lige med undtagelse af bananer, der kan virke stoppende. Ud over dette skal barnet have rigeligt at drikke, og det vil også lette fordøjelsen, hvis barnet er fysisk aktiv. Hvis forstoppelsen varer ved, kan man give barnet svedsker eller tørrede abrikoser enten på grøden eller som sund slik, da de vil sætte gang i tarmbevægelserne.

 

Vil du vide mere?

Så spørg på vores forum om:  
  • Print
Ammeleksikon sponsores af:
Forfatter:
Benedikte Hertel
Titel:
Politikens Babybog