Væskemangel - Ammeleksikon
Af Benedikte HertelPolitikens Babybog
Udgivet af Politikens Forlag
Det er vigtigt, at væskebalancen er i orden hos det lille barn, da væskemangel vil gøre barnet sløvt, så det ikke har lyst til at drikke, hvorved situationen hurtigt kan blive kritisk for barnet.
Væskemangel ses, når barnet ikke får nok at drikke, og særligt ved feber, diarré, og når barnet sveder meget i forbindelse med varme.
Tegn på væskemangel
Et sikkert tegn på væskemangel er, at barnet tisser mindre, og urinen bliver mørkere i farven og skarpere i lugten. Hos nyfødte børn kan væskemanglen opdages ved, at barnet tisser ”krystaller”. Det ligner små røde blodklatter i bleen, som forsvinder, så snart barnets får noget mere væske.
Er fontanellen på barnets isse nedsunken, er det også et tegn på væskemangel, dog er det normalt, at den er en smule nedsunken, lige før barnet skal have mad.
Ved alvorlig væskemangel bliver barnets hud og læber tørre. Huden kommer til at se rynket ud, og løfter man op i den, falder den ikke på plads med det samme. Øjnene bliver efterhånden også lidt indsunkne.
Et lille barn skal have fem til seks godt våde bleer dagligt, som tegn på at væskebalancen er i orden.
Når barnet viser tegn på væskemangel, er det vigtigt, at det får noget væske hurtigt. I denne situation må man se bort fra principper om, hvad der er sundest for barnet at drikke. Alle kneb må bruges for at få barnet til at drikke.
Er barnet blevet så påvirket af sin væskemangel, at det er svært at få barnet til at drikke, må en læge straks kontaktes.
Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Benedikte Hertel
- Titel:
- Politikens Babybog