Navlestreng

Fødslens stadier - Fødslen

De tiltagende veer får livmoderhalsen til langsomt at blive udslettet, og livmodermunden åbner sig. Det er en helt naturlig og nødvendig forberedelse, hvor kroppen gør sig parat til at føde barnet. Prøv derfor at se veerne som noget positivt. Hvis fosterhinderne ikke allerede er bristet, vil de briste på et tidspunkt. Jordemoderen vil måske mærke efter for at se, hvordan fødslen skrider frem.

Velkommen til verden! Sikke en omgang. Mor er på samme tid lettet og overvældet. Barnet får afklemt navlestrengen, mens det ligger på mors mave og bryst.

I udvidelsesfasen må du meget gerne gå omkring; det fremmer også fødslen.
Lyt til din krop, og læg, sæt eller stil dig i den stilling, som virker mest rigtig. Find også nogle hvilestillinger, som passer dig bedst. Tag eventuelt et varmt bad, som kan virke lindrende og afslappende.

 

Pressefasen

Mange kvinder oplever pressefasen som fødslens bedste tidspunkt. Endelig kan du gøre noget aktivt: presse barnet ud.
Når barnet er trængt langt nok ned, og hovedet står på bækkenbunden, er det tid til at presse. Pressetrangen kommer af sig selv, det kan føles som stærk trang til at presse afføring ud, eller det kan føles som en mindre specifik ændring i vesmerterne. Når jordemoderen siger, du skal presse, skal du presse, alt hvad du kan. Tag en god dyb indånding, og pres. Slap godt af mellem presseveerne, og træk vejret roligt. Det kan være en hjælp selv at mærke efter, om du kan mærke barnets hårtop. Samtidig får du en idé om, i hvilken retning du skal presse.

 

Barnet dukker frem

Vejen gennem fødselskanalen er en lidt barsk måde for barnet at møde dagens lys på, men samtidig giver fødselskanalen barnet en ret hårdhændet massage, som både presser fostervandet ud af barnets lunger og stimulerer blodomløbet. Barnet har den sidste tid af graviditeten også langsomt vænnet sig til trange pladsforhold. Så snart barnet kommer ud, begynder det at trække vejret. Jordemoderen vil suge det i mund og næse og derved fjerne slim og fostervand fra luftvejene. Barnet bliver umiddelbart vurderet, og hvis alt er, som det skal være, kan barnet straks
lægges op på morens mave.

 

Apgarscore

Alle nyfødte vurderes efter den såkaldte apgarscore, hvor man bedømmer barnets livstegn med et pointsystem. Så snart barnet er født til navlen, starter man et stopur, hvorefter man
laver en grundig undersøgelse af barnet præcis 1 og 5 minutter efter. I enkelte tilfælde undersøger man barnet igen efter 10 minutter. Apgarscore blev oprindelig opfundet af en amerikansk kvindelig læge, Virginia Apgar, og bruges nu verden over.
Apgarscore giver, sammen med navlesnors-pH, som er en blodprøve, der tages fra det nyfødte barns navlesnor, et meget fint billede af, hvordan barnet har det, og hvor livskraftigt det er.
Disse tal afgør også, om barnet uden problemer kan blive lagt op til moren, eller om barnet skal hjælpes.

 

Navlesnors-pH

De fleste steder tager man en blodprøve fra navlesnoren, straks efter at barnet er født. Ud fra denne blodprøve kan man se, om der er sket en ophobning af kulsyre i barnets blod, hvilket er tegn på, at barnet lider af iltmangel. I givet fald vil blodets surhedsgrad, pH, være lav. PH over 7,20 er udmærket, men den må dog gerne være lidt højere. Hvis pH derimod er mindre end 7,20, er det tegn på, at barnet lider af iltmangel, og der skal gøres noget for at hjælpe det.

 

Navlesnors-pH og apgarscore samtidig

Hvis kvinden har fået smertestillende midler under fødslen, eller narkose, som også påvirker barnet, kan en apgarscore alene give et forvrænget billede af barnets tilstand, fordi barnet også er blevet påvirket af disse midler. Det afhjælper navlesnors-pH-blodprøven, idet den kan vise, om barnet blot er sløvt på grund af medicinen eller virkelig lider af iltmangel.
Således er den første undersøgelse af barnet på samme tid meget simpel og afgørende for vurderingen af det nyfødte barn og dets tilstand.

 

Navlen

Når barnet er født, fortsætter navlesnoren med at pulsere et lille stykke tid. Det er det sidste blod, som flyder fra moren til barnet. Når navlesnoren er holdt op med at pulsere, bliver den afklemt og klippet over. Det kan ikke mærkes, hverken af mor eller barn. Ud over at måle navlesnors-pH tager man mange steder en blodprøve for at bestemme barnets blodtype og allergirisiko, hvilket man kan få et fingerpeg om, hvis barnet har allergiantistoffer i blodet. Navlesnoren er helt uden følesans, og barnet mærker derfor heller ikke noget i forbindelse med navlesnorsprøver.
I blodprøven måler man såkaldt IgE, som er en bestemt type immunglobulin. Hvis indholdet i blodet af IgE er forhøjet, er risikoen for at udvikle allergi også forhøjet. IgE kan ligesom andre immunglobuliner genkende fremmede proteinstoffer og danne målrettede antistoffer. De fleste immunglobulinantistoffer er hensigtsmæssige, men allergiantistoffer er ikke hensigtsmæssige, og når de først er dannet, bliver de i organismen.

 

Efterbyrdsperioden

I løbet af det første kvarter efter barnets fødsel trækker livmoderen sig fortsat sammen, hvilket frigør og til sidst skubber moderkagen ud. På de fleste fødesteder får moren en indsprøjtning med medicin, som virker stimulerende på livmoderens sammentrækninger, lige så snart barnet er født. Dermed bliver moderkagen født hurtigere, og blødningen begrænses. Moderkagen skal presses ud ligesom barnet. Hvis barnet straks lægges til brystet og sutter, fremmes moderkagens fødsel også.
Det er vigtigt, at hele moderkagen kommer ud. I modsat fald vil kvinden bløde meget, og der er stor risiko for infektion. Der er dog slet ikke samme smerter forbundet med at føde moderkagen, som da barnet skulle presses ud. I visse tilfælde løsner moderkagen sig ikke lige efter fødslen. Hvis det ikke bløder meget fra livmoderen, vil man normalt vente en time. Hvis den endnu ikke er kommet ud, eller det begynder at bløde meget, bliver man nødt til at bedøve kvinden og fjerne moderkagen ved håndkraft.

• Print