Kramper, åreknuder og væskeophobning - Graviditetsgener
Af Vibeke MannicheBogen om barnet
Udgivet af Udgivet af Politikens Forlag, Vestergade 26, DK-1456 København K, politikensforlag.dk

Man kan få åreknuder på ben, kønslæber eller omkring endetarmen, såkaldte hæmorider. Det skyldes, at venernes klapper ikke fungerer helt optimalt. Åreknuder i benene undgås bedst ved at lade være med at sidde med korslagte ben og ikke stå op for længe. Læg fødderne op, når det er muligt, og brug eventuelt støttestrømpe. Venepumpeøvelser kan også være en god hjælp.Hæmorider opstår, når barnet trykker ned på endetarmen og hæmmer tilbageløbet for blodet fra venerne omkring endetarmen. Sørg for, at du ikke har forstoppelse, og undgå tunge løft eller langvarig hoste. Lav knibeøvelser med bækkenbunden, og knib altid sammen ved host, nys, grin og tunge løft. Knust is i et rent stykke stof mod åreknuder omkring skamlæberne eller endetarmen kan lindre smerterne.
Sprængninger og stria
De fleste kvinder får enkelte eller flere små marmorfarvede revner i huden på maveskindet, omkring brysterne, hofterne og på lårene. Disse revner kaldes stria og skyldes, at de elastiske fibre i hudlaget løsriver sig fra det underliggende væv. Stria forsvinder aldrig helt igen, men vil blegne med tiden. De skyldes en hormonel påvirkning. De kan måske mindskes ved at smøre maveskindet ind i en fed olie samt ved at bruge en støttende bh. Men der findes desværre ingen effektiv kur.
Blødende tandkød og næseblod
Slimhinderne er mere skrøbelige og blodfyldte under graviditeten. Derfor har du måske en øget tendens til næseblod og tandblødning. Puds næsen forsigtigt, og undgå helst nysen. Blødende tandkød kan være tegn på tandkødsbetændelse, og det er vigtigt, at du holder en ekstra god mundhygiejne. Gå gerne til tandlægen hver tredje måned.
Udflåd og kløe
De fleste gravide får perioder med ekstra udflåd og kløe. Skedens surhedsgrad ændrer sig under graviditeten, og derfor får bl.a. gærsvamp, Candida, også bedre vækstmuligheder. Undgå helst stramtsiddende tøj, brug bomuldstrusser, og vask skeden med vand. Undgå parfumeret sæbe og intimspray. Det kan være nødvendigt, at din mand i en periode bruger kondom ved samleje. Du og din mand må meget gerne spise A-38 hver dag eller anden tilsvarende kost, som indeholder mælkesyrebakterier. Skyldes skedekatar bakterier, skal det behandles via lægen, da det øger risikoen for for tidlig fødsel. Kløe på resten af kroppen, f.eks. maven og håndflader, kan være tegn på, at leveren er lettere påvirket. Kløen kan måske lindres ved brug af creme. Undgå alt for varme karbade. Har du langvarig og svær kløe, bør du opsøge din læge. Det samme gælder for blodigt udflåd eller pletblødning.
Hyppig vandladning og svien
En del gravide føler, at de oftere skal tisse end normalt. Det kan være ganske harmløst. Man skal dog altid ved ændrede tissevaner og/eller svien ved vandladning sikre sig, at det ikke skyldes en infektion. Af samme grund undersøges urinen også ved de forebyggende undersøgelser for eventuelle tegn på bakteriel infektion. En sådan skal nemlig behandles, da den øger risikoen for for tidlig fødsel.
Væskeophobning
Hævede ben og ankler skyldes væskeophobning og kan sjældent undgås helt – specielt i varmt vejr. Fingre og hænder kan også hæve, og nogle får tegn på såkaldt karpaltunnelsyndrom med summen i fingrene og smerte. Knyt og stræk hænderne. Vend håndfladerne opad, og hold dem ind mod hinanden. Følg de samme råd som ved åreknuder. Massage kan hjælpe, og det samme kan venepumpeøvelser. Undgå at stå op for længe ad gangen, og undgå saltholdige fødevarer. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at du ikke har forhøjet blodtryk eller begyndende svangerskabsforgiftning, da væskeophobning kan være symptom på begge sygdomme.
Læs også:
- eller tilmeld dig Danmarks bedste online mødested for mødreVil du vide mere?
- Forfatter:
- Vibeke Manniche
- Titel:
- Bogen om barnet