Uge 18 - Graviditetsleksikon

Af Lene Skou Jensen
Gravid - de 42 uger
Udgivet af Udgivet af Politikens Forlag, Vestergade 26, DK-1456 København K, politikensforlag.dk

Faktaboks

Som flergangsfødende

bliver du hurtigere større på maven.

mærker du liv tidligere.

sætter hovedet sig fast i bækkenet senere.
glemmer du nemt, hvilken uge du er i.

tager du ofte lidt lettere på tingene.

kan du ikke lige snuppe en halv time på sofaen, når du vil, fordi et andet barn har brug for dig.

tænker du måske, at det var nemt at være gravid første gang!



Kvinden

Hvis du har født før, kan du måske allerede mærke barnet bevæge sig på dette tidspunkt. Mange kvinder mærker liv endnu tidligere og andre først inden for de næste par uger. Kroppen husker, hvordan følelsen er, og skelner nemmere mellem luft i maven og barnets bevægelser.
Du kan dog have så travlt i din hverdag, at du glemmer at lægge mærke til det. Det er typisk, at man i sin første graviditet lægger mærke til hver ny forandring og har helt styr på, hvilken uge man er i, og ved, hvad der sker med barnet. Den næste graviditet følges, om end den er lige så ønsket, sjældent helt så detaljeret som den første. Lad være med at have dårlig samvittighed. Det er meget almindeligt. Du er et andet sted i dit liv og har et andet barn eller måske endda flere at tage dig af.
Omvendt kan det være en god ide at gå til fx yoga eller anden form for gymnastik. Både for at få rørt dig – men også for at give dig selv et rum, hvor du er fuldt koncentreret om denne graviditet. Det mindsker ofte den dårlige samvittighed – og sikrer samtidig, at du får lidt tid for dig selv, sammen med det barn du nu venter.


BARNETS STØRRELSE
I slutningen af uge 18 måler barnet ca. 18 cm fra hoved til hæl og vejer omkring 320 gram. Barnets hoved måler ca. fire cm i diameter.

Barnet er her vist i ca. halv størrelse.

Barnet

Ud over at barnets nyrer nu fungerer, er dets tarm også dannet. På fingrene er der tydelige negle og neglebånd. Man kan også se tydelige furer inde i hænderne.
Ved ultralyd kan man se barnets arme vifte rundt i vandet. Indimellem kan det se ud, som om det folder hænderne. Armene er nu lange og tynde og velproportionerede i forhold til resten af kroppen.
Barnet er i gang med at afprøve sine muskler, så det strækker arme og ben. Det "træner" allerede og har da også ideelle forhold: En god, lun étværelses med dæmpet belysning, automatisk varmeregulering, eget bad og mulighed for at sove, hvile og spise efter behov. Ingen skynder på barnet. Det eneste, forældrene ønsker, er, at det foreløbig bliver, hvor det er, og vokser sig større.

 

Vil du vide mere?

Så spørg på vores forum om:  
  • Print
Graviditetsleksikon sponsores af:
Forfatter:
Lene Skou Jensen
Titel:
Gravid - de 42 uger