Uge 39 - Graviditetsleksikon

Af Lene Skou Jensen
Gravid - de 42 uger
Udgivet af Udgivet af Politikens Forlag, Vestergade 26, DK-1456 København K, politikensforlag.dk


Kvinden

Det er forskelligt fra fødested til fødested, om du skal til jordemoderundersøgelse hver eller hver anden uge i den sidste tid af din graviditet.
Du er måske på vej ind i "det grå land". En tid, hvor du ikke bare er almindeligt gravid, men heller ikke rigtigt i fødsel endnu. Plukkeveerne tager til, og gang på gang tænker du, om det mon er nu? Du vågner mange gange om natten, og tankerne arbejder. Du har ikke lyst til at tage for langt væk hjemmefra. Ventetiden kan nu føles som et stort vakuum, og ingen kan svare på, hvor længe du skal vente.
Selv om du har hørt fra mange sider, at sandsynligheden for at gå over tiden er stor, især hvis du er førstegangsfødende, så kunne det jo være, at det ikke gjaldt for dig. Nogen skal jo føde til tiden …
Måske mærker du intet, du har faktisk aldrig haft det bedre og føler, at du kunne gå rundt og være gravid i måneder endnu. Hvis det er tilfældet, så nyd, at du har det godt!
Så er der alle mulighederne midtimellem. Under alle omstændigheder må du bare vente og se, hvad der sker.
Jordemoderen vil i langt de fleste tilfælde holde fast i, at uanset hvad du siger, er det normalt! Og så længe du mærker dit barn bevæge sig flere gange hver dag, er der ingen grund til hastværk.

Barnet

Bevægelserne er nu glidende eller rullende og langsommere og kraftigere end i starten. Pladsen er trang. Selv om hovedet har sat sig fast i bækkenet, kan det godt bevæge sig lidt og dermed trykke ned i skeden på nerver og muskler. Det kan føles som jag eller stik ned i skeden.
Moderkagen arbejder for fuldt tryk. Barnet er stort og har brug for megen næring. I alt er der omkring 1,5-2 dl blod i moderkagen, og det bliver udskiftet ca. hvert 20. sekund.
Lanugohårene, det tætte hårlag, som barnet har været dækket af, vil hos de fleste børn være næsten forsvundet. Dog fødes nogle børn med et dunet hårlag, fx på ryggen og kinderne.


Plukkeveerne tager nu til, og livmoderen kan føles stram og hård. Ofte skal der kun lidt til, før den provokeres og trækker sig sammen igen.
 

Vil du vide mere?

Så spørg på vores forum om:  
  • Print
Graviditetsleksikon sponsores af:
Forfatter:
Lene Skou Jensen
Titel:
Gravid - de 42 uger