Uge 4 - Graviditetsleksikon
Af Lene Skou JensenGravid - de 42 uger
Udgivet af Udgivet af Politikens Forlag, Vestergade 26, DK-1456 København K, politikensforlag.dk
Faktaboks
Positiv graviditetstest
En graviditetstest kan være positiv allerede samme dag, som din menstruation udebliver. Når kvinden siges at være fulde fire uger henne i graviditeten, er moderkagen reelt kun en uge gammel.
I moderkagen dannes hormonet hCG. Og da de fleste graviditetstester er meget følsomme, kan dette hormon spores i kvindens urin allerede nu. Hvis den første test er negativ, og din menstruation udebliver, kan du gentage testen efter yderligere et par dage. Hos nogle kvinder vil den først være positiv her.
Kvinden
En del kvinder oplever en lille blødning i slutningen af 4. uge. Den kommer fra det sted, hvor det befrugtede æg har sat sig fast og begynder at grave sig ned i slimhinden. Som regel er blødningen meget svagere end en menstruation. Ikke desto mindre kan den forveksles med den ventede menstruation, og kvinden tænker ikke over, at hun måske kan være gravid.
Derfor bør man ikke kun notere sig menstruationens start, men også dens styrke og varighed for at undgå forvirring omkring terminen.
Allerede før menstruationen skal komme, har en del kvinder en fornemmelse af, at de er gravide. Det kan skyldes usædvanligt ømme bryster eller blot en fornemmelse af, at noget er anderledes. Andre kvinder fornemmer intet og får først mistanke, når menstruationen ikke dukker op.

Barnet
Det befrugtede æg er nu begyndt at trænge ned i livmoderens slimhinde. To dage efter begynder hullet over det at lukke sig, og ægget ligger nu helt beskyttet. I løbet af få dage er hullet dækket helt til, og man kan kun se graviditeten som en lille forhøjning i slimhinden.
Allerede mens ægget arbejder sig ned i slimhinden, begynder cellerne at specialisere sig til to formål. Den ene del skal danne barnet, og den anden skal danne moderkagen. Der dannes også et lille hulrum, hvor fostervandet senere skal være.
Endnu er der ikke noget barn at se. Det, der senere bliver til barnet, ligger som to skiver af celler tæt op ad hinanden.
Den mængde celler, der danner barnet, kaldes den embryonale del eller blot embryon. De første 3-10 uger af graviditeten betegnes også som den embryonale periode. Det cellelag, der senere danner moderkagen, kaldes trofoblast-laget. Til sammen kalder man det hele for en blastocyst.
Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Lene Skou Jensen
- Titel:
- Gravid - de 42 uger