Uge 9 - Graviditetsleksikon
Af Lene Skou JensenGravid - de 42 uger
Udgivet af Udgivet af Politikens Forlag, Vestergade 26, DK-1456 København K, politikensforlag.dk
Kvinden
Selv om du har kvalme, kan du opleve en stor lyst til at spise meget og måske specielle ting. Måske spiser du madvarer, som du ikke kunne lide før – og helst hele tiden. At have en sådan speciel spiselyst kaldes pica, som er det latinske ord for fuglen skade. Skaden er kendt for at indsamle specielle ting til sin rede, fx skinnende genstande som sølvpapir og skeer.
Ingen ved helt, hvorfor denne specielle lyst opstår. Der findes teorier om, at kvinden får lyst til at spise det, hendes krop mangler, men det er svært at forklare, hvorfor den pludselig skulle have behov for salmiaklakridser eller syltede asier både dag og nat. De ændrede spisevaner skyldes nok snarere, at hormonerne har forandret niveau, og det påvirker smags- og lugtesansen.
Måske føler du ikke trang til at spise specielle ting, men har til gengæld lyst til at spise hele tiden. Det er ikke altid lige nemt.
I det hele taget kan det være svært at finde overskud – også til sexlivet. Mange kvinder har mindre lyst til sex i denne periode. Psykisk kan usikkerheden over for det nye betyde, at kvinden har mere brug for ømhed og omsorg, for at blive holdt om og bekræftet i, at hun er elsket. Bare rolig – lysten kommer igen, når den værste træthed og kvalme er overstået. Men forandringerne kan kræve megen indlevelse, tålmodighed og overbærenhed af jer begge. Tal og lyt til hinanden. Sæt jer ind i hinandens følelser og situation. Jo længere tid I tier, jo mere tabubelagt bliver emnet.

BARNETS STØRRELSE
I løbet af uge 9 vil barnet vokse til 23 mm målt fra hoved til hale.
Barnet er her vist i ca. hel størrelse.
BarnetNu kan man se barnets øjenlåg, næsetip og anlæg til brystvorter. Allerede nu begynder udviklingen af brystet som små strenge, der senere bliver til mælkegangene.
Forbeningen af knoglerne begynder i uge 9. Armenes udformning er nu tydelig. Benene er stadig luffeaftige, da de bliver udviklet lidt langsommere end armene. Hjertet er færdigdannet med både skillevægge og de fire hjertekamre.
I løbet af denne uge begynder de anlæg, der viser, om barnet er en dreng eller en pige, dvs. æggestokkene og testiklerne, at udvikle sig.
Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Lene Skou Jensen
- Titel:
- Gravid - de 42 uger