Navlestreng

Skolemodenhed - Skolestart

Når et barn med en vis sandsynlighed kan leve op til de krav, der stilles i skolen, og er motiveret for at komme i gang – er det skolemodent.

I Danmark var det skolepsykologen S. A. Tordrup, der i 1960´erne skabte grundlag for en ny og bedre forståelse af, hvad skolemodenhed dækker over. Synsvinkelen var den, at modenhed er noget, der især hviler på biologiske og arvemæssige forhold, som træning og undervisning hverken kan gøre til eller fra over for. Som det blev udtrykt: Man kan ikke træne et barn til, at det kommer til at gå før eller bedre. Derfor lægger modenhedstænkningen op til, at det som regel er vigtigere at vente – end at træne. Tordrups forskning var med til at så tvivl om en sådan opfattelse.
Det er imidlertid lige netop på det punkt, at der i de følgende årtier blev skudt med skarpt på selve begrebet modenhed. For, som det hedder: Al psykologisk og social udvikling afhænger af, at der sker en påvirkning. Det gælder også spørgsmålet om at blive parat til skolen. Og det var lige netop begrebet parathed, der kom til at afløse det gamle modenhedsbegreb.
Men alligevel kan modenhedstænkningen bidrage til at afklare nogle ting, nemlig til at forstå, at et barn skal have et vist niveau af psykologisk og social funktion for at klare sig godt i skolen. Er disse forudsætninger ikke til stede, hvad så grunden end er, så skal der sættes ind med en mere gunstig påvirkning.

Udvikling til parathed

Hvis et barn omkring 5-6-års-alderen ikke kan leve op til disse sociale og intellektuelle krav, er det ikke sandsynligt, at skolen bliver en positiv oplevelse. Men skal man så bare sætte sig ned og vente – på at barnet bliver modent?
Svaret er nej. Der skal selvfølgelig ske noget, så barnet kan komme videre i sin udvikling. Og det er præcis, hvad der ligger i udtrykket skoleparat. Ifølge denne tankegang skal forældrene, børnehaven, børnehaveklassen og de første skoleår skabe det sociale og intellektuelle miljø, der gør barnet skoleparat.

Skoleparathed

Men hvad er så parathed? Det er en særlig åbenhed over for nye udfordringer og opgaver og til i det hele taget at fungere godt i et aktivt samspil med omgivelserne. Der er tale om en generel parathed og en mere speciel parathed inden for særlige områder. Skoleparathed vil sige, at barnet er indstillet på at lære – og er i stand til at få noget ud af det.
Ingen forestiller sig, at det arvelige ikke spiller en rolle for et barns parathed. Pointen er, at erfaringer og direkte indlæring antages at spille en meget stor rolle for paratheden. Derfor skal man netop ikke vente med at påvirke. Ikke forstået sådan, at man pacer barnet, men finde balancen for, hvad barnet kan kapere – i forhold til, hvad man synes er sundt og godt for barnets udvikling i almindelighed.

Parathed og undervisning

En af de store forskere inden for denne paratheds-tænkning er amerikaneren Jerome Bruner. Han udtrykte tankegangen om parathed i denne berømte sætning: Børn kan undervises i hvad som helst – når som helst – bare man gør det på en ordentlig måde. Det var ikke, fordi Bruner så mente, at børn skulle udsættes for undervisning i traditionel form tidligt. Langt fra.
Hans synspunkt var og er, at børns hele mentale, sociale og kulturelle udvikling skal støttes i gode samspil med omgivelserne. Han siger endvidere, at der er det specielle ved parathedsbegrebet, at det lægger op til en undervisning, der i sig selv skaber paratheden! Barnet bliver fx parat til matematik ved at blive undervist med henblik på matematik!
Bruners synsvinkel på børns udvikling og parathed har haft store konsekvenser for al pædagogisk tænkning. Han understreger to vigtige forhold. For det første, at børns parathed til at begynde i skolen skabes i et samspil med omgivelserne. For det andet, at børns parathed også er et produkt af vores holdning til børn, til barndom – og til, hvad vi opfatter som et godt liv for børn

• Print