Små søskende på vej - Familieliv

Af Benedikte Hertel
Politikens Babybog
Udgivet af Politikens Forlag
Når I får det næste barn, vil der komme en reaktion fra det større barn, afhængig af barnets alder og udviklingstrin.

Er barnet under to år, vil det næppe føle jalousi. Men barnet vil reagere, fordi det kan mærke, at I ikke har så meget tid til det som før. Barnet kan gå et trin tilbage i udvikling, sådan at det ikke længere er i stand til at gøre ting, det ellers har kunnet. Barnet vil for eksempel ikke længere spise selv eller hjælpe med at tage sit tøj af, eller begynder på at lave ting, det godt ved er forbudt. Formålet er, at barnet får mere opmærksomhed, så det får sit behov dækket, hvilket er en ganske naturlig og sund reaktion. Det er lettest at give barnet den ekstra opmærksomhed, det har brug for, og give barnet lov til at gå tilbage i sin udvikling. Så snart barnet er blevet tryg ved den nye familiesituation, så vil det atter opføre sig alderssvarende.


Barnet kan følge med i graviditeten og se maven vokse, men har ingen idé om, hvad det nye barn kommer til at betyde.
Omkring tre år

Når barnet er omkring tre år, er det i selvstændighedsalderen, og det er nok den sværeste alder at få en lillebror eller –søster. Barnet øver sig i at løsrive sig fra sine forældre, og ønsker dem skiftevis langt væk og tæt på. Vælger I at få et nyt barn på dette tidspunkt, vil det helt naturligt sætte grænser for, hvornår I kan være der for den store, og hvornår I ikke har tid. Den treårige vil med sin stigende vilje gerne selv bestemme, hvornår I skal være tæt på, og hvornår I skal være langt væk, og da det ikke kan lade sig gøre, på grund af det nye barn, reagerer barnet med trods. I må således være forberedt på, at det nye barns komme vil bringe mere trods op i den treårige end sædvanligt. På langt sigt behøver det ikke få nogen betydning, hvis det bliver tacklet ordentligt. For de fleste bliver perioden lidt sværere at komme igennem, men fordi noget er svært, behøver det jo ikke at være dårligt. Det kan også blive lærerigt.

Mere end tre år

Er barnet over tre år, vil det typisk reagere med jalousi, når små søskende kommer ind i familien. De vil kræve ekstra opmærksomhed, som bevis på at I stadig holder af det. Det er ikke til at tage fejl af, hvis barnet er udadreagerende og selv beder om den ekstra opmærksomhed, men det er en god idé at være lidt opmærksom på det store barn, der bliver stille og synes, at den lille ny er evig dejlig. Jalousien i denne situation er en naturlig og sund reaktion, som skal bearbejdes og ikke gemmes væk. Giv det store barn lov til at synes, at den lille er irriterende og tager for meget af jeres tid, og lav nogle aktiviteter med det store barn alene.

 

Vil du vide mere?

Så spørg på vores forum om:  
  • Print
Familieliv sponsores af:
Forfatter:
Benedikte Hertel
Titel:
Politikens Babybog