Fødselsdag - Kost og sundhed
Af Anne Hjernøe, Jette Hjernøe og Pia E. BrownPolitikens bog om barnemad - fra mos til middagsmad
Udgivet af Politikens Forlag
Faktaboks
Pølsepakker
8 store eller ca. 20 små
8 wienerpølser eller ca. 20 cocktailpølser
Dej:
75 g smør
2 1/2 dl vand
50 g gær
1 tsk salt
1 tsk sukker
450 g hvedemel
1 sammenpisket æg til pensling
Smelt smørret. Rør det sammen med vand i en skål og opløs gær heri. Tilsæt salt, sukker og så meget mel, at der kan æltes en blød dej. Ælt den godt igennem og stil den til hævning i 30 minutter. Tænd ovnen.
Skær dejen i det ønskede antal stykker og rul hvert stykke ud til et rektangel, der passer til pølsens størrelse. Pak pølsen godt ind i dejen, sørg for at enderne er lukket helt til, ellers risikerer du, at pølserne sprækker. Placér pølsepakkerne med sammenføjningen nedad på bagepapir og bageplade.
Lad pølserne efterhæve 30 minutter. Pensles med æg og bages 15 minutter ved 200°. Servér tomatketchup til.
Selv om der på denne dag bliver festet og frådset mere end til daglig, behøver fødselsdagsmaden ikke være specielt usund. I kan f.eks. komme kulsyreholdig mineralvand i den hjemmelavede saftevand og på den måde undgå de meget søde sodavand. I kan servere grøntsagsstave med spændende dip og gode hjemmelavede burgere eller sandwich. Bruger I gode råvarer, kan de fleste retter sagtens blive sunde og nærende, uden at være spor kedelige.

Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Anne Hjernøe, Jette Hjernøe og Pia E. Brown
- Titel:
- Politikens bog om barnemad - fra mos til middagsmad