TV og computer - Leg og læring
Af Benedikte HertelPolitikens Babybog
Udgivet af Politikens Forlag
Barnet kan ikke koncentrere sig i længere tid ad gangen, så et børneprogram på en halv time er rigeligt. Er man i tvivl om barnets TV-forbrug, kan man som tommelfingerregel sige, at fjernsynet ikke må optage mere af barnets tid end det øvrige legetøj i løbet af en dag.

Se altid tv sammen med barnet, så I er klar over, hvad barnet har set og kan beskytte det imod voldsomme scener, som også kan forekomme i deciderede børneprogrammer. TV tager barnets tid
For megen TV fratager barnet mulighed for at udvikle sig på andre områder: Barnet får ikke øvet sine nylærte motoriske færdigheder, og det er heller ikke sammen med andre i et aktivt, socialt samvær. Begge dele er noget, som har indflydelse på barnets rolle i forhold til de andre børn.

Computerspil
Hvis resten af familien er optaget af computerspil, begynder barnet også at vise interesse for det nu. For barnet er det mest interessant at få lov til at trykke på en tast, så der sker noget på skærmen, hvorimod selve spillet er vanskeligt for barnet at følge med i, med mindre det er meget enkelt. Der findes dog computerspil specielt designede for helt små børn med enkel grafik, simple opgaver og blide børnemotiver og –sange. Det er fint at lade barnet lege med på tastaturet og skærmen, så det lærer computeren at kende, men ligesom med TV, er det en temmelig passiv beskæftigelse, som ikke skal tage barnets tid fra mere aktiv leg.
Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Benedikte Hertel
- Titel:
- Politikens Babybog