Tegne, male, klistre - Leg og læring

Af Benedikte Hertel
Politikens Babybog
Udgivet af Politikens Forlag

Faktaboks

Legekassens indhold
Tog med togbane til at bygge
Biler med garage
Biler til sandkassen
Dukkevogn med dukker og dukketøj
Legekomfur med potter og pander
Dukkespisestel
Børneværktøj
Musikinstrumenter
Bånd med børnesange
Tykke, kantede farveblyanter
Farvelade
Modellervoks
Børnesaks (skal opbevares et sikkert sted)
Puslespil
Billedlotteri og andre spil til små børn
Klodser der kan sættes sammen og bygges med
Plastikdyr og bamser
Bolde

Barnet begynder at synes, det er sjovt at tegne og male med forskellige farver. Farveblyanter skal være tykke og kantede, så barnet har let ved at holde om dem, og farven, der bruges, skal være giftfri.

For barnet er det ligegyldigt, hvad tegningerne kommer til at forestille, det sjove er at lave dem og give dem væk. Der er derfor ingen idé i at spørge barnet, hvad tegningen forestiller, til gengæld betyder det noget, om I bliver glade for at få dem eller ej. En god måde at værdsætte barnets tegninger på, er ved at hænge dem op et sted, hvor de bliver set, som for eksempel på opslagstavlen eller køleskabet. Skriv dato og navn på dem, og gem dem i stedet for at smide dem ud, når de bliver pillet ned for at gøre plads til nye tegninger.

 

 


Lad barnet holde på blyanten, som det har lyst til. Det rigtige skrivegreb kommer først, når barnet er fem til seks år.
Vandfarver

Barnet kan også lide at lege med vandfarver, hvor farverne flyder sammen på papiret. De flotteste mønstre kan komme frem, og mange af malerierne kan sagtens måle sig med den abstrakte kunst. Giv barnet et stort plastikforklæde på, så det kan udfolde sig, uden I behøver bekymre jer om, at vand og maling sviner.

 

Stoftryk

Stoftryk er en anden god leg: Tag nogle store bagekartofler, halver dem og skær mønster på den flade del. Derefter kan barnet dyppe den flade side af kartoflen i vandbaseret maling, og lave aftryk af den på et stykke papir eller stof. Mange gode julegaver til familien kan laves på denne måde.

Klistre

At klistre ting på et stykke pap er endnu en mulighed for kreativ udfoldelse. Det kan være blade fra naturen eller udklip fra reklamer, som barnet limer fast med en limstift. Små æsker kan også dekoreres ved at blive smurt med lim og hældt over med glimmer i forskellige farver. Efterhånden som håndmotorikken udvikles, kan barnet klippe med en saks, men er endnu ikke i stand til at klippe efter en linie. Barnet klipper vilkårligt i starten, derfor er reklamerne, der kommer ind gratis ad døren, gode til at øve sig på.

Læs også:

- eller tilmeld dig Danmarks bedste online mødested for mødre
 

Vil du vide mere?

Så spørg på vores forum om:  
  • Print
Leg og læring sponsores af:
Forfatter:
Benedikte Hertel
Titel:
Politikens Babybog