Navlestreng

Selvstændighedsfasen - Psykisk og social udvikling

En toårig kan det hele og mere til. I hvert fald hvis barnet selv skal sige det. Ingen forhindringer er for store, og der er ikke ret meget, som ikke skal undersøges nøje. Det er fortsat barnets ubændige nysgerrighed, som driver det fremad.

Barnet øver sig i stigende grad på at være selvstændigt, og samtidig bliver det i stand til at være renligt, holde og give slip på afføringen. Et udviklingstrin, som Freud lagde stor vægt på. Man kan godt overføre det at kunne styre sin afføring til at kunne styre sig selv i bredere forstand. Barnet kan i stadig højere grad styre, beherske og kontrollere sig selv. Det oplever fortsat sig selv som verdens centrum og kan endnu ikke leve sig ind i andres følelser.
Barnet oplever verden som noget, der er meget spændende, men som også kan virke skræmmende. Barnet kan derfor skifte mellem at være udfarende og klæbende, en ambivalens, som kan forvirre forældrene. Det er vigtigt at forstå dette forhold og kunne rumme de modstridende følelser hos barnet.

Selvstændighedsfasen

Barnet er nu kommet i selvstændighedsfasen, som nogle lidt misvisende kalder trodsalderen, hvilket har en negativ klang.
Selvstændighedsfasen er en uhyre vigtig del af barnets udvikling og modning som menneske. Trods sættes i forhold til os voksne, hvor barnet trodser os. Men for barnet er det et forsøg på at få placeret sig selv i forhold til omverdenen og få opbygget sin rolle i familien og institutionen. Barnets trods er en del af dette vigtige samspil. Et barn, som trodser, kan man ikke bare overlade til sig selv.
Det er en kraftfuld alder, hvor barnet tit vil protestere med alle sine kræfter. Det kaster sig på gulvet, skubber sig ud af favnen og skriger, så det skærer i ørerne. “Hvorfor opfører du dig sådan?” spørger man barnet. Men i virkeligheden er det barnet, der stiller omgivelserne et spørgsmål. Forsøg selv at svare på dit eget spørgsmål. Hvad vil mit barn sige mig gennem denne handling? Hvilke reaktioner og følelser oplever jeg hos mig selv – barnet i mig selv? Hvem er vi i forhold til hinanden? Hvordan er vi ens eller forskellige?
Selvstændighedsfasen kommer eller slutter ikke på en fast dato. Hos nogle børn overstås de forskellige faser uden større sværdslag, mens det hos andre børn kan blive en lang
fase. Mange forældre til voksne børn vil nok hævde, at deres barn fortsat er trodsigt.

Egen logik

Barnet har endnu ikke en logisk sans, men danner sin egen logik ud fra, hvordan tingene umiddelbart ser ud eller virker. Handlinger og ting tages for, hvordan de opleves. Barnets fantasi tager til og får bl.a. betydning i legen.

Ude af balance

Nogle børn oplever i toårsalderen så stærke modstridende følelser, ønsker og evner, at de kan få nogle voldsomme vredesudbrud. De opstår måske, i forbindelse med at barnet forsøger at tage jakken på selv uden held, eller at et fristende stykke legetøj forsvinder lige for næsen af barnet. Anfaldet er dog ikke altid lige forudsigeligt eller forståeligt. Barnet kaster sig på gulvet og får et kæmpe raserianfald, hvilket kan virke ret voldsomt på både forældre og andre. Det sker oftest, når forældrene er til stede.
Lad barnet rase færdig, mens du måske trækker dig lidt væk (barnet skal kunne se dig), og tag bagefter barnet på skødet, hold det tæt, og snak om, hvad der skete. Forklar barnet, at du godt forstår, at det blev så hidsigt, men at det f.eks. nok snart vil kunne tage jakken på uden problemer. En anden måde at stoppe et raserianfald på er ved at tage barnet op og holde det tæt ind til sig, mens man vugger det frem og tilbage. Pas på ikke selv at miste besindelsen. Hvis du føler dig provokeret af barnets raseri, er det bedst at gå lidt i enrum, tælle til ti eller lade den anden forælder tage over

Bidning

I overgangsfasen mellem at kunne og ikke kunne tale er der nogle børn, som bider. Faktisk prøver de fleste børn at bide en enkelt gang, men de færreste bliver ved. Barnet bider typisk, hvis det bliver vredt, jaloux eller skal bevogte et stykke kært legetøj. Det er udtryk for magtesløshed og ikke ondskab, og det skyldes, at barnet ikke kan gøre modstand på anden måde. Sproget slår ikke til.
Det barn, som bliver bidt, skal selvfølgelig trøstes og beskyttes, men det samme gælder barnet, der har bidt. Hvis samme barn bider over længere tid, bør man forsøge at hjælpe barnet med at udtrykke sig bedre, samtidig med at barnet selvfølgelig skal have markeret, at det ikke er acceptabelt at bide. Sæt dig ned på hug ved siden af barnet, og forsøg at sætte ord på, hvad barnet ønsker eller ikke vil. Man er som forældre ulykkelige, både hvis ens barn bider og bliver bidt, og i begge tilfælde må man snakke med pædagogerne på institutionen for sammen at få løst problemet. Bidningen kan også være barnets reaktion på et generelt stort pres.
Barnet skal meget klart have at vide, at sådan gør man ikke. Man bør til gengæld ikke sige, at barnet er slemt eller uartigt. Barnet er ikke bevidst uartigt, og det er vigtigt, at det fortsat føler, at det er værdsat.
Giv barnet et knus, lad det føle sig trygt, og hjælp det med at sige undskyld. Bid aldrig igen!
At barnet ikke må bide eller slå, kan måske virke lidt uforståeligt for barnet, hvis det selv bliver slået eller ser en del vold på tv (f.eks. tegnefilm). Ikke at det undskylder volden, men man skal blot være opmærksom på disse dobbelttydige meldinger, som kan være svære at forstå for det lille barn. Barnet må under ingen omstændigheder selv udsættes for vold. Klask over fingrene eller andre hårdhændede afklapsninger hjælper ikke og gør kun ondt værre.

• Print