Venskaber mellem børn - Psykisk og social udvikling
Af Vibeke MannicheBogen om barnet
Udgivet af Politikens Forlag
Et barn, som bliver hørt og er vant til at høre på andre i familien, hører på andre i institutionen og forventer også selv at blive hørt.

Venskaber mellem børn
Venskaber opstår mellem små børn i samme grad som mellem ældre børn, man har blot i mange år mere eller mindre overset dette aspekt. Men børn knytter bånd til hinanden, selv i alderen nul til tre år. Selv inden børnene egentlig begynder at lege “rigtigt” sammen, holder de nøje øje med hinanden, kopierer hinandens leg, efterligner hinandens kropsbevægelser, tager model af hinanden og udviser omsorg. Man kalder denne form for leg for parallelleg. Større børn tager måske det lille barn med i deres leg, men det lille barn har dog stadig hovedsagelig en betragtende rolle, selv om de også allerede da tager del i hinandens leg. Det kan blot være lidt svært at få øje på for udenforstående.
Langsomt nærmer børnene sig hinanden i stigende grad. Fra omkring treårsalderen opstår egentlige rollelege, hvor børnene f.eks. begynder at lege far, mor og børn. Barnet genspejler de voksnes verden og øver sig på livet. Legen har i det hele taget meget stor betydning, ligesom barnets fantasiverden har det.
Børnene udvælger hinanden, og et eller to børn i institutionen eller nabolaget gøres måske til en nær ven, eller “kæreste”. Disse nære venskaber kan have stor betydning for det lille barn og give barnet en god tryghed i dagligdagen. Voksne hverken kan eller skal erstatte denne form for venskaber mellem to ligeværdige og jævnaldrende børn. Som forældre bør man derfor støtte sådanne venskaber bedst muligt. Men et nært venskab indebærer også, at der kan opstå et savn eller en følelse af tab, hvis den gode ven eller veninde rejser, eller hvis man måske selv rejser eller anbringes på en anden stue i institutionen. Et tab, som man ikke må undervurdere eller negligere. Ved en eventuel fraflytning eller adskillelse skal begge børn orienteres og tage ordentlig afsked med hinanden. Det allerbedste er, hvis de kan holde kontakten, i hvert fald i en overgangsperiode.
Børn vælger og fravælger hinanden, og derfor er det heller ikke sikkert, at de børn, man selv bedst kan lide, har særlig stor appel. Måske er børnene bare ikke på bølgelængde. Man kan heller ikke hos børn forcere et venskab.
Når barnet skal omgås andre, har det stor betydning, at det har lært at dele. Her må man være konsekvent fra starten og sikre sig mod alt for mange dobbeltbudskaber. Når mormor kommer med et stykke chokolade, og barnet stolt rækker hende et stykke, vil hun måske ryste på hovedet og sige: “Nej tak, min skat, tag du bare det hele”. Det er meget almindeligt, og nummeret gentager sig nok mange gange. Når så fætter Bo kommer på besøg, og han også gerne vil have lidt af den sidste småkage, ja, så klamrer barnet sig måske skrigende til kagen og kan simpelthen ikke forstå, at det skal være nødvendigt at dele. Derfor gør man barnet en bjørnetjeneste ved at lade det beholde hele stykket alene fra starten. Samtidig oplever barnet langt hen ad vejen en glæde ved, at man tager imod dets gave og ikke afviser den. At kunne dele med andre og dele ud vil blive påskønnet af barnets omgivelser op gennem hele opvæksten.
Det er ikke ensbetydende med, at barnet skal eller vil dele alt. Barnet har sine egne ting, som det måske vil have for sig selv. Man må respektere, at f.eks. udvalgt legetøj er strengt privat. Derfor må barnet også først give sin tilladelse, hvis gæster eller søskende skal låne det foretrukne legetøj.
Vil du vide mere?
- Forfatter:
- Vibeke Manniche
- Titel:
- Bogen om barnet