Navlestreng

lyt til barnet - Udfordring til forældrene

Alderen mellem et og tre år er opdragelsesmæssigt den vigtigste periode i livet. Det er nu, at mange af barnets livsvaner for alvor grundlægges. Det er den alder, hvor barnet begynder at markere sin personlighed og sin specielle rolle i familien og samfundet. Barnet bliver eller begynder at blive renligt, lærer at klæde sig af og på og får ikke mindst grundlagt sine sovevaner.

Opdragelsen skal være en hjælp til barnet, hvor det lærer at færdes blandt andre og tilpasse sig socialt. Hvilke spilleregler der gælder mellem mennesker i forskellige situationer, når man spiser, taler osv. Barnet afprøver hele tiden grænser, og der skal være en voksen, som både vil, kan og tør hjælpe barnet med at træffe de rette valg. Barnet aflæser de voksnes reaktioner som en pejling på, hvordan det skal eller kan opføre sig. Hvor langt kan det gå, før mors eller fars ansigt krakelerer?
Forældrenes modspil skal være kærligt, indlevet og fast og kunne guide barnet bedst muligt gennem de første leveår uden at give for store ar i sjælen. De krav, som løbende stilles til barnet, skal selvfølgelig passe til det enkelte barns alder, evner og personlighed. Derfor findes der heller ikke noget fast regelsæt.
Forældrene skal helst være enige om opdragelsen. Hvis man ikke er helt enige, må man diskutere opdragelsen på et senere tidspunkt, når barnet er uden for høreafstand. Barnet må ikke kunne spille forældrene ud mod hinanden. Jo mere konsekvent man er, jo nemmere bliver forløbet. Hvis nogle regler gælder i dag og andre i morgen, kan det skabe forvirring, og barnet vil måske prøve, om forældrene nu mener, hvad de lige har sagt. Det skaber tryghed med faste rammer og regler, der ikke skifter fra dag til dag. Men at sætte grænser må aldrig blive blind magtudøvelse over for barnet. Grænsesætning er faktisk et uheldigt udtryk, da det i langt større grad handler om landet bag grænserne. Det handler om indholdet i det daglige samvær. Om at lære barnet spillereglerne. Der skal være rimelighed og sund fornuft i de regler, man opsætter. Børnene har ikke brug for lange diskussioner om enhver beslutning, forældrene tager, men det er ofte på sin plads med en kort forklaring på, hvorfor barnet ikke må lege i vindueskarmen
eller røre i den varme grød. I andre situationer er handling bedre end ord, og forældrene viser med deres eget eksempel, hvad der er rigtigt og forkert. Samtidig er det vigtigt, at barnet
hele tiden ved, hvem der er den voksne! Nemlig forældrene. Det er dem, som overordnet skal og bør udstikke rammerne.
I øvrigt er det en god idé at lægge mærke til, hvor mange forbud og advarsler man udsender i det daglige samvær med barnet. Er det kun: “Nej, det må du ikke”, eller siger man også tit: “Det må du gerne, det ser spændende ud”? Der skal helst være flere ja’er end nej’er, når man er sammen med dem, man elsker.

Lyt til barnet

Samvær og opdragelse af det lille barn kræver i høj grad, at man kan lytte, være nærværende og leve sig ind i barnets univers. Lyt til, hvad barnet siger og spørger om, og tag ikke noget for givet på forhånd. Barnet tænker ikke lige så hurtigt og ofte i helt andre baner, end man selv gør. Hvis barnet stiller et spørgsmål, som man måske i første omgang undrer sig over, skal man ikke omgående kaste sig ud i et svar, men få barnet til at uddybe spørgsmålet, så man til sidst forstår, hvad barnet egentlig spørger om. Man kan også lære meget af at lytte til samtaler mellem to børn uden hele tiden selv at blande sig.

Barnets valg

Det er ikke rimeligt at inddrage barnet i uafgrænsede valg, f.eks. “Hvad skal vi spise?” Disse valg kan barnet hverken overskue mulighederne i eller konsekvenserne af. Til gengæld kan man med stor fordel give barnet nogle få valgmuligheder: “Hvad skal vi lave i aften – pizza eller lasagne?” Barnet får derved en indflydelse, som signalerer, at man tager dets mening alvorligt.
Hvis barnet stædigt vil et eller andet, som det ikke må, kan man forsøge at aflede barnet. “Se”, siger man, og barnet kigger sig straks omkring med store nysgerrige øjne. Det kræver, at man lynhurtigt finder et eller andet, som overhovedet er værd at se på. Ellers falder manøvren til jorden, og barnet lader sig ikke aflede alt for mange gange på denne måde.

Ros

Ros barnet, hver gang der er en anledning, og når barnet har gjort sig umage. Som når det stolt forsøger at løbe, har fået skoen på eller sejrsstolt kravler op ad nogle trapper. Barnet vil også selv gennem tale, blik og kropssprog søge denne anerkendelse. Men at rose er ikke det samme som at skamrose. Man skal ikke ukritisk strø om sig med en masse ros, for så har de til sidst ingen mening. Når barnet møjsommeligt har lavet en tegning, skal man rose den, mens man ikke nødvendigvis skal falde i svime over tre tilfældige streger, som barnet har kradset ned i en fart. At skamrose er i virkeligheden en undervurdering af barnet, og man risikerer samtidig at gøre barnet afhængigt af ens ros frem for af sine egne oplevelser.

Ris og konflikter

Konflikter kan ikke undgås i ny og næ. Barnet har sine helt egne behov og ønsker. Resten af familien har også behov og ønsker, og nogle gange tørner man sammen. Hvis og når man skal irettesætte et lille barn, skal det være kort og præcist og følge lige efter den udløsende handling. Man kan ikke gemme en irettesættelse til senere, og den må hverken være ydmygende eller truende. Bagefter må man så sætte sig sammen med barnet, tage det på skødet og fortælle, hvad der skete, og hvad det var, man skældte ud over.
Som voksen har man utrolig stor magt over barnet, og det kan nogle gange være fristende at bruge denne magt for hårdnakket til at trumfe noget igennem. Men det er urimeligt over for barnet og styrker ikke dets selvtillid. Magtkampe har sjældent nogen vinder. Også når man skælder ud, er indlevelse nødvendig, og man skal sikre sig, at barnet forstår hensigten. Gennem konflikter kan man lære meget om forskelligheder, og konflikten er løst på en god måde, når begge har lært noget, og begge dermed bliver vindere. Uanset om barnet har gjort noget, som forældrene ikke bifalder, må det aldrig være i tvivl om, at forældrenes kærlighed er urokkelig, og at man elsker det, blot fordi det er til. Der bør altid være et par trygge arme at søge hen i.

Værd at elske

Hjælp barnet til elsk-værdighed, altså til at blive værd at elske for andre. Jo mere omgængeligt barnet er (uden dermed at være usynlig), jo mere positiv respons vil det opnå fra andre. Det gælder alt fra at kunne dele sit slik med andre, låne sit legetøj ud, dele sol og vind med andre. Det er en ret grundliggende social tilpasning, som vi skal hjælpe barnet med – og ikke imod. Er barnet god til at rumme andre børn, deres glæder og sorger, vil det også i langt større grad kunne rummes af andre på samme vis. I elsk-værdighed ligger også gemt omsorg for andre, herunder en vis grad af høflighed og stor grad af venlighed. Elsk-værdighed handler også om at ville og kunne spise andres mad. Som når man er på besøg hos ens venner, familie og omgangskreds. I den sammenhæng er et kræsent barn ikke elsk-værdigt, da værten eller værtinden vil føle sig afvist, ved at det kræsne barn ikke vil spise deres mad. En helt unødvendig barriere for barnet.

• Print