Navlestreng

når du mister besindelsen - Udfordring til forældrene

Der vil komme tidspunkter, hvor man som forældre bliver hylet helt ud af den, og hvor man mest af alt får lyst til at slå i bordet, i væggen eller på barnet. Slå i bordet eller væggen, men aldrig på barnet. Det velkendte råd at tælle til ti (eller hundrede) er nogle gange den eneste måde at falde ned på jorden igen. Man bør gå lidt væk, mens man falder til ro, og den anden forælder kan eventuelt tage over.

Brug aldrig barnets værelse som sted, hvor barnet skal straffes eller “køle ned”. Et værelse kan ikke på samme tid skulle være et sted, hvor det er hyggeligt at opholde sig, lege og sove – og så til andre tider fungere som “fængsel” og straf. Sengen endnu mindre. Så bortvisning og stuearrest bør ikke indgå i en moderne opdragelse.
At slå eller ryste barnet er et klart overgreb, hvor man som voksen misbruger sin helt overlegne magt – endda med stor fare for at skade barnet fysisk og psykisk. Det er også ulovligt. Hvis man en gang har slået sit barn, kan det desuden blive et mønster i opdragelsen. Søg derfor hjælp, hvis du af en eller anden grund ikke magter situationen og begynder at slå barnet. Flere kommuner har familierådgivninger, hvor man kan henvende sig anonymt.

Hold en aftale

Gennem opdragelsen kræver man som forældre meget af barnet. Det kan være småting, men i perioder ligger der næsten en formaning eller et råd i hver eneste sætning, man siger. Samtidig skal man som forældre forholde sig til helt nye ting. Hvad mener man egentlig selv, og hvilke værdier eller holdninger vil man gerne give videre til barnet? Hvad er værdifuldt? Som forældre giver man sine egne moralske normer videre. Men ord er ikke nok, de skal også meget gerne svare til ens handlinger.
Helt afgørende for tilliden mellem barn og voksen er, at man holder sit ord. Har man lovet barnet et eller andet, måske et æble, at læse en historie, at tage til stranden eller lignende, skal løftet indfries. Hvis man på forhånd ved, at man måske ikke kan holde sit løfte, skal man helt lade være med at love noget. Skuffede forventninger kan være et hårdt slag for barnet og et unødvendigt tillidsbrud.

Eget rum

Vi har alle brug for lidt plads omkring os, ikke kun i fysisk forstand, men også psykisk. Det samme gælder det lille barn, som fylder mere og mere. Af samme grund har barnet brug for lidt plads – sit private “rum” eller albueplads. Det har brug for et sted, hvor det kan have sine ting i fred; et sted, som er dets eget. Det behøver ikke at være et værelse, men måske blot et område af stuen eller et andet sted, som er i nærheden af resten af familien. Har man haft en madras eller lignende, som har fungeret som alternativ til en kravlegård, kan den f.eks. fortsætte med at være barnets egen plads.

Straf

Er forældrene i deres opdragelse meget klare, hvad angår omsorg, nærvær, ansvar, aftaler samt tidvis passende afledninger, bør straf kun forekomme uhyre sjældent. Om nogensinde. Straf som sådan bør ikke have en særlig fremtrædende rolle i opdragelsen, da den reelt bør være unødvendig.
Det betyder også, at hus- og værelsesarrest kan synes overflødig. Alligevel bruger mange forældre det fortsat, og sjældent med den ønskede virkning. Tværtimod er straf ofte medvirkende til at bringe parterne længere fra hinanden end nærmere. Bruges værelset samtidig som et sted, hvor barnet sendes hen i ny og næ, kan det samtidig være medvirkende til, at barnets følelser for værelset bliver ambivalente – herunder også sengelægningen. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis forældrene ligefrem sender barnet i seng, når de er sure på det.
Straf vil altid være en afmagtshandling, men som nævnt overflødig, såfremt man konsekvent holder sig for øje, hvem der er den voksne, er nærværende i samværet med barnet og løbende holder øje med og løser småkonflikter og udfordringer samt gør brug af aftaler. Oftest vil forskellige former for straf tages i brug, hvor forældrene er “nede på tælling” og reelt sure og fortvivlede over helt andre forhold – f.eks. arbejde, ægteskab, helbred eller økonomi. Det bør ikke gå unødvendigt ud over børnene.

Spar på forbud

Gem forbud til vigtige ting. Lad være med hele tiden at fortælle barnet om alt det, som det
ikke må. Derved får reelle forbud, f.eks. mod at lege med stikkontakter, større gennemslagskraft, når man tydeligt markerer et sådant
forbud over for barnet. Barnet lærer at skelne mellem forbud, formaninger og råd. Hvis man råber vagt i gevær hele tiden, ender det ligesom i historien Peter og ulven, barnet hører til sidst ikke længere efter og kan ikke skelne vigtigt fra uvigtigt.
"

• Print