Navlestreng

Har lige været på skøn miniferie i sommerhus. Tro mod min natur fes jeg rundt og snakkede om alverdens projekter, som jeg syntes, jeg skulle nå. Desuden skulle hygge, lave og gøre på én gang. Lige indtil min mand rystede på hovedet og sagde, at han ikke skulle nå noget som helst andet end at slappe af i det gode vejr. Pludselig blev jeg så træt af alle de to-do-lister jeg havde skabt for mig selv - igen! Som om jeg ikke vidste bedre. Først da jeg fattede, at jeg igen var hoppet i mit gamle to-do-hul, som jeg ynder at kalde det, kunne jeg slippe og slappe af.

Så blev det en super skøn forlænget weekend - selv om yngstebarnet blev syg, så både senge, gulve og toilet måtte skuret optil flere gange. :-)

Da jeg fik mit første barn følte jeg det, som om jeg aldrig mere ville få tid til gå på "potte" i fred - eller fem minutter. Som om, at det liv med bleer og babyer var det, der nu lå foran mig de næste 40 år.  Og med den tanke i hovedet kunne jeg blive helt desperat for at gøre ting a)med kæresten b)for mig selv c)med veninderne.

Men langsomt gik det opfor mig, at babyer kun er en midlertidig gave. Efter et meget kort besøg er de ikke længere babyer men børn med egne meninger, holdninger og temperamenter.

Jeg holdt op med at have forventninger. Eller jeg så på dem jeg havde og justerede dem til! Løbende!

Hvad har du af forventninger til barslen og livet med baby og børn? Har du nogen sinde sat dig ned og set dem igennem? Om de er positive og støttende? Eller bare får dig til at føle, at du skal løbe hurtigere?

Forsøger at finde ud af at oprette mig som ekspertblogger, mens yngstebarnet jævnligt skal have endnu et god-natkys og en krammer. Hvilket betyder, at jeg hvert 5. minut må løbe fra mit kontor i kælderen til soveværelset på 1. sal, hvor junior sidder og råber "MOAR, mig ha bah (vand)!"

En frustrationspil truer som en sort sky på himlen, men så overgiver jeg mig. Det er jo ikke fordi, han med vilje ikke kan falde i søvn, og det er jo ikke fordi, han bevidst vil forpurre mine intentioner om at arbejde lidt en tirsdag aften, hvor dagen ellers har stået på leg og is. Så i stedet siger jeg til mig selv, at det er gratis motion med de gentagne trappe-turer! Det virker, og jeg flyder med strømmen. For jeg synes i virkeligheden at motion tit koster en bondegård! Og ja, så sover han. Og jeg finder ud af, at selvfølgelig kan også jeg blogge, selv om jeg ikke er født som årgang Y eller X.

Snigende frustration bliver til flow - og jeg kan nyde min familie fuldt ud. Det er denne mulighed, at skabe balance, at kunne nyde nu