Navlestreng

Vi hører så tit nogen sige, at julen er magisk. For mig består magien i at se julen gennem et barns øjne. Jeg synes, det er helt fantastisk stadig at have børn, der tror på både Julemanden, nisser og Tandfeen.
For en uge siden tabte Sylvester på snart 7 sin allerførste tand. Han lagde den med stor forsigtighed under sin hovedpude, og i løbet af natten var Tandfeen så sød at komme og bytte den ud med stor blank 20’er. Den mønt har han vogtet over siden. Når han skifter bukser, passer han meget på, at mønten også kommer med over i lommen på de nye bukser. Men en dag var det gået galt.
Sylvester havde fået besked på at tage rene bukser på, men i skyndingen havde han glemt at få mønten i lommen. Pludselig stod han tårevædet, fordi han ikke kunne finde den 20’er, som tandfeen havde givet ham. Jeg lovede, at jeg nok skulle hjælpe ham med at finde den, men det var ikke helt godt nok.
”Jeg har jo ledt alle steder, mor. I de gamle bukser, og på bordet, og på værelset. Og vi kan ikke vente, til Tandfeen kommer igen, får s
læs resten»

På det seneste har jeg været meget optaget af relationerne i de sammenbragte familier.
Relationen mellem papmor og papbørn. Men også relationen mellem børnene. Og senest har det også fået mig til at tænke over mine egne relationer til alle mine søskende. For sådan har jeg i efterhånden mange år opfattet dem – som søskende. Uanset om vi delte biologi eller ej – eller bare noget af den.
I mit hoved (og hjerte) har jeg tre brødre, selv om jeg kun deler biologi med en af dem (samme far) og to søstre, hvoraf kun den ene er min biologiske søster. Men for mig er der ikke forskel – de er begge mine søstre.
På samme måde kalder mine ene børn deres papsøster for deres ’halvsøster’, hvilket hun jo reelt ikke er, da de ikke deler biologi. Men jeg kommer ikke til at rette dem, da det jo er et udtryk for deres følelser, og at de føler sig beslægtet med hende – noget jeg kun kan se som godt, da de jo bruger meget tid sammen, selv om de ikke bor sammen til hverdag.
Jeg opfatter også alle mine søskendes børn som nevøer og niecer
læs resten»

Jeg har haft en stedmor, siden jeg var 7 år. Sådan kaldte vi det den gang – hvis vi overhovedet skulle kalde det noget. For der var noget meget negativt over netop det ord, så ofte foretrak vi at sige hendes navn med en forklaring om, at hun var fars kæreste – eller kone efter de blev gift. Først langt senere opfandt man ordet ’papmor’ og endnu senere det meget mere positive ’bonusmor’.
Da jeg fik en stedmor, fik jeg samtidig først tre stedsøskende og senere en halvbror. I dag opfatter jeg dem alle som søskende uden hensyntagen til, hvem der har leveret sæd eller lagt livmoder til. De er bare søskende. For jeg har delt en stor del af mit liv med dem. Vi har så meget historie sammen, at der er en samhørighed.
Nå, men første gang jeg mødte min papmor, som jeg i dag foretrækker at kalde hende, var jeg kun godt 7 år. Min biologiske søster var 4, og mine nye ’søskende’ henholdsvis 6, 4 og 2. Forholdet mellem os søskende var egentlig aldrig problematisk, selv om der var masser af forskelsbehandling, som de godt kunne
læs resten»

Det første spørgsmål vil langt de fleste kunne svare på. Jamen, det er da nemt, siger du formentlig – søskende er børn, der deler samme biologiske forældre. Ja, det er de vel, for den er da lidt svær at argumentere imod.
Men hvad så med børn, der ’kun’ deler en biologisk forælder? Familier, hvor moderen fx. er blevet insemineret med sæd fra en sædbank, fordi manden ikke kan få børn, er de så ikke søskende? Eller et lesbisk par, der hver føder et barn med sæd fra forskellige donorer, og alle lever sammen som en familie, er de så heller ikke søskende? Og hvad med de børn, hvor moderen har et barn fra et tidligere forhold, og så får endnu et eller flere børn sammen med en ny mand, hvad er de børn i forhold til hinanden?
Der er jo også børn, der slet ikke deler biologi, men alligevel deler liv og vokser op sammen som fx. adopterede børn fra hver deres biologiske forældrepar, der kommer til at bo og leve sammen i samme familie. Hvad med dem? Kan de kaldes søskende?
Og så er der alle de sammenbragte børn, hvor forældr
læs resten»

Forleden overhørte jeg et brudstykke af en samtale mellem en mindre gruppe kvinder. Samtalen handlede tilsyneladende om et par med barn (eller børn?) – jeg aner det ikke – men det var tydeligt, at essensen af det var det svære i at starte et forhold til en, der allerede har børn i forvejen. For den smule, jeg hørte, var: ’Men han bør jo også sige: ”Det her er også svært for mig, fordi det ikke er mit eget barn. Og jeg kan aldrig have samme følelser for en andens barn, som for mit eget.” Og sådan er det bare. Man kan ikke elske en andens barn lige så meget som, hvis det var ens eget!’
Det var lige præcis det sidste, der kom enormt meget bag på mig. Den helt kategoriske holdning til det. At det var bare en sandhed, der nærmest ikke kunne diskuteres.
Derudover ’ramte’ det mig, fordi jeg selv lever i et forhold med en ny mand, der har måttet tage tre børn ind i sit liv og derefter har fået tre ekstra sammen med mig. Og mit indtryk har altid været, at der på ingen måde var forskel i hans behandling af eller følelser
læs resten»

For nylig hørte jeg udsagnet: ’Folk der ikke har et sexliv, går fra hinanden.’ Selv om det kan lyde meget barskt, er jeg fuldstændig enig.
Selvfølgelig kan der være årsager som sygdom og ulykker, der gør, at det pludselig bliver en umulighed at opretholde et sexliv enten i en periode eller for altid. I disse forhold kan man så bare håbe, at der er et rigt kærlighedsliv på andre måder (kys, kram og kærtegn er jo også en slags sex – eller i hvert fald intimitet), der holder parret sammen alligevel.
Men mange af os, der ikke har været ude for en ulykke eller svær sygdom, har også oplevet, at sexlivet har kørt på lavblus eller helt er forsvundet i forbindelse med graviditet og fødsel.
Efter at have født mit første barn oplevede jeg, at sex pludselig blev utroligt svært. Min normalt meget lille barm voksede i løbet af ganske få dage til langt over Pamela Andersson-størrelse – og den var utrolig flot. Men den var også helt utrolig øm. Brysterne var spændt til bristepunktet, og den mindste berøring fik mig til at fare
læs resten»

Og hvornår siger man stop, når parforholdet ikke fungerer? Især når det ikke er ens eget? Kan man overhovedet tillade sig at sige til en nær veninde eller et familiemedlem, at nu synes man, at hun skulle tage sine ting og gå? Jeg ved det ikke... For jeg synes, den er rigtig svær.
Vi kender alle historierne om par, der ikke fungerer, men alligevel ender med at få et barn sammen og måske købe et hus, alt imens de har skændtes og haft det ad H... til i flere år. Måske når de også at lave en tilbygning, få et barn eller to mere, før de endelig efter en årrække også når til den erkendelse, som har været åbenlys for alle omkring dem – at de bare ikke var et par ’made in heaven’.
Selv har jeg også været en af de historier. På min ældstes 1-års fødselsdag tog jeg til fest med en veninde, efter at alle gæsterne var gået, og dagen efter kom min daværende mands far og hjalp ham med at flytte ud til en god ven. Ikke på grund af  veninde-byturen – vi havde i lang tid begge vidst, at han ville flytte dagen efter fødselsdagen
læs resten»

”Din teenager skal coaches ikke opdrages”. Sådan lød titlen på en bog fra 2007, som den tidligere Guldfire-roer Arne Nielsson var medforfatter på. Og det er et citat, som jægersoldaten Nicolai Moltke-Leth også ynder at hive frem, når han skal fortælle om sine kurser ’Camp True North’, der netop er coaching-kurser for børn og unge i alderen 12-19 år. Her skal de igennem coaching, NLP (neuro linguistic planning), diverse undervisnings- og indlæringsteknikker blandt andet lære at tale for en større forsamling, få bedre og mere selvtillid samt ikke mindst at sætte sig klare mål i livet og følge dem.
Men mente Arne Nielsson ikke, at denne coaching skulle foregå på forældreplan? Bogen var i hvert fald henvendt til forældre, og selv om jeg ikke har læst den, kan jeg ikke et eneste sted finde, at den skulle anbefale, at man som forældre sender sine børn og teenagere på et decideret coaching-kursus.

På gyldendals-boernebogklub.dk kan man læse dette uddrag fra bogen, der handler om "deep listening":

De bedste oplevelser k

læs resten»

Man kan snart ikke gå på nettet uden at støde på en annonce for parterapi – i alverdens former.
Og hvad skal man så bruge det til? Ja, man kan for eksempel bruge det til at blive sammen. Eller også finde ud af, at der bare ikke er mere at give, men så har man i det mindste prøvet...
Uanset hvad, tror jeg, rigtig mange forældre oplever, at det at blive forældre, udover  i langt de fleste tilfælde at være en meget lykkelig begivenhed, også er en kæmpe udfordring for parforholdet. For det er et helt nyt liv med nye udfordringer, opgaver og prioriteter. Og det kan være meget svært at finde tiden og energien til hinanden. Kærestelivet med dejlig og eksperimenterende sex, spontane aftener i byen enten sammen eller hver for sig med venner og de lange søndage i sengen, hvor man bare koncentrerer sig om hinanden afløses af bleskift, natteroderi og skænderier om, hvem der nu skal tage sig af hvad.
En del par holder ikke til det nye liv meget mere end et år. Nogle klarer det første barn og får så et til. Nu er der så bare
læs resten»

I tirsdags var jeg ude at ride igen for første gang i mange år. Det er noget, jeg gerne har villet tage op i lang tid, og også en af grundene til at vi flyttede på landet – så vi kunne få heste på et tidspunkt. Det tidspunkt er så ikke helt kommet endnu – både fordi heste er relativt dyre, og ikke mindst fordi der er forbundet en del arbejde med det, da der skal laves både bokse i stalden til dem og en til flere folde, hvor de kan gå ude. Så det må lige vente lidt, da der er projekter nok pt.
Så i stedet kontaktede en tidligere studiekammerat, Katrine, som har heste, og spurgte, om det måske var en mulighed at ride hos hende. ’Det er da en god ide,’ svarede hun. ’Kom ud og lad os se, om du stadig har det i dig.’
Hesten var super-dejlig, og vi tog det helt stille og roligt med lidt skridt og lidt trav, skridt-trav, skridt-trav. Kunne jeg få den til at bremse op lidt, når det gik for stærkt og ikke mindst kunne jeg også få den til at stoppe helt op? Jeg ville rigtig gerne galoppere lidt, men Katrine fortalte, at
læs resten»

På trods af at dagen startede med en tur til lægevagten kl. 8.15 med et barn under armen med 40,5 i feber og tynd (og meget hyppig!) afføring, blev søndag en af de skønneste dage i lang tid. Sådan en dag, hvor man får lyst til at skråle Gnags’ gamle hit ’Den dejligste morgen i hundrede år’ for fuld kraft ud til hele verden. For det har  været så fantastisk.
På grund af varmen rendte både børn og voksne rundt i haven i Adam og Eva-kostume på grund af varmen. Vi nød solen og vejret, og når det blev alt for varmt, hoppede vi i badebassinet for at køle af eller løb igennem havesprinkleren, som jeg satte op for det sammes skyld (det kan slet ikke svare sig at vande græsplænen, når det er så tørt som nu – der går simpelthen for meget vand til). Vi spillede badminton og stangtennis, hoppede på trampolin og spiste is og is og is...
Hele dagen sluttede vi af med at grille pølser til de hjemmelavede ’hånddogs’, som blev dagens aftensmad. Og det var skønt – for os alle.
Som Jonas sagde: ’Hvor er det vigtigt bare en gang im
læs resten»

Hold op, hvor er det længe siden, jeg har været herinde sidst og givet mit besyv med. Der har bare været så meget andet. Selvfølgelig med børnene – børnefødselsdage og konfirmation – men nu nok allermest med mig selv.
Efter min anden stress-sygemelding er jeg nu nødt til at finde ud af, hvad jeg skal gøre med mit liv. Mit arbejdsliv i hvert fald. For det kan bare ikke fortsætte. Journalistikken kan simpelthen ikke længere fungere med mig og mit liv, så jeg må gøre noget andet. Det store spørgsmål er så bare: Hvad?
Skal jeg læse igen? Eller starte egen virksomhed ud fra nogen eller nogle af de tusind idéer, jeg går rundt med? Og har jeg i virkeligheden lysten og energien til at starte forfra med et nyt studie i en alder af snart 42 år? Jeg ved det ikke helt endnu og forsøger derfor virkelig at ’mærke efter’ allerinderst inde, men hold K... hvor kan man også bare blive træt i sit hoved af alt det ’føleri’. I bund og grund er jeg jo bare snot-forvirret og kan ikke finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på – nu og o
læs resten»

Som barn og yngre havde jeg meget lidt forståelse for det, når min mor eller mormor altid lod en tåre trille, når de var til bryllup, barnedåb og konfirmationer. Det var jo glædelige begivenheder, så hvorfor græde. Som ældre forstod jeg selvfølgelig godt, at de ikke var kede af det, men at tårerne kom, fordi de blev så rørte over situationen. Alligevel havde jeg meget svært ved at leve mig ind i det – jeg kunne ikke en gang græde til en begravelse...
Men som årene er gået, er der godt nok også sket noget med mig på det punkt. Jeg græder stadig ikke (nødvendigvis), når jeg er til bryllup eller barnedåb, men når det er mine egne børn, det handler om, skal der godt nok ikke meget til.
Når de optræder med en julesang i ’vuggehaven’, går Lucia-optog eller opfører et teaterstykke på skolen eller viser mig en stil, de har skrevet om deres (vores) familie, kommer tårerne så hurtigt, at jeg bliver helt pinlig over mig selv. For selvfølgelig er jeg, lige som min mor og mormor heller ikke var det, ked af det, men hold op,
læs resten»

Nej, hvor har jeg hørt den sætning mange gange fra mine forældres og  bedsteforældres generation. Især min mormor er ofte kommet med den kommentar i forbindelse med samtaler om ungerne. Og jeg må jo give hende ret. Og desværre også sige, at låneperioden er ganske kort.
Siden jeg blev skilt for godt syv år siden, har jeg haft delebørn. De tre store skal jeg ’dele’ med deres far, hvilket jo ikke kun har betydning i hverdagen, men også i alle ferier og altså også i julen, som vi står overfor om ganske få dage. Hvert andet år fejrer har jeg så juleaften med kun halvdelen af mine børn hjemme. Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at jeg har dem alle sammen det meste af juleferien og nytårsaften.
Men for to dage siden, kom min ældste, Sebastian på snart 15 år, og spurgte:
– Mor, når nu vi skal være her hele juleferien, kunne jeg så måske holde nytårsaften hos Jonathan?
Jonathan er hans bedste ven fra København, og en rigtig dejlig dreng, der netop har tilbragt en hel weekend sammen med os på landet. Men indrømmet så v

læs resten»

Med mellemrum offentliggøres der undersøgelser over, hvornår i livet vi arbejder mest. Og ret skræmmende viser de altid, at der ikke er nogen aldersgrupper, der arbejder så meget som småbørnsfamilierne.

 

Samtidig bombarderes vi i dag med lange lister over alle de ting, vi skal gøre for og sammen med vores børn, for at de nu også bliver helstøbte mennesker med en god portion selvværd.

 

Vi skal ikke længere rose, men i stedet anerkende deres proces, læse bøger og synge sange for dem hver dag for at styrke deres sprog osv., osv. Og alt det er godt nok. Men det kræver både overskud og ikke mindst tid.

 

Og lige netop tid er i dag vores største mangelvare. For hvor skal den komme fra, når vi bruger langt de fleste af vores vågne timer på et arbejde? Et arbejde som vi måske nok er glade for. Men måske også et arbejde, hvor man nogle dage også kan have lange pauser og pludselig sidder og tænker: ’Denne her tid kunne jeg bruge langt bedre derhjemme...’

 

Derfor har jeg i mange år godt kunne tænke mig at være projekt- eller

læs resten»

For godt en måned siden læste jeg en artikel i Jyllandsposten, der refererede en undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden Home. De havde spurgt deres potentielle købere, hvad deres ideelle bolig ville være, hvis de kunne se bort fra alle andre hensyn som fx. afstand til skole, job og indkøbsmuligheder.

Et overraskende stort flertal (små 25%) svarede, at så ville de vælge en bolig på landet – gerne et nedlagt landbrug. Herefter kom patriciervillaen, murermesterhuset og sidst med kun 1% kom parcelhuset. Sjovt nok også den hustype, som langt de fleste af os bor i.
Og hvorfor er det så sådan? Ja, nok fordi parcelhuset har mange fordele. Det er for det meste nemt at bygge om, ligger i områder med andre børnefamilier, tæt på institutioner og indkøb og så er det billigt.

Men er det virkelig så svært at flytte på landet? Ja, det er det nok. Vi har selv været flere år om at tage beslutningen og så også virkeliggøre den. Og den har også betydet kompromisser. Det blev ikke Fejø med juletræsproduktion og fåreavl, men i stedet e

læs resten»

…er der ikke noget bedre end at have børn.

 

Det har været et hårdt år. Eller det startede i hvert fald hårdt. Og som ordsproget siger: ’En ulykke kommer sjældent alene…’ Så det gik fra hårdt til værre. Først en sygemelding, så en fyring, og en sag igennem forbundet, der løb ud i sandet osv., osv.

 

Men når der er sådanne perioder i mit liv, priser jeg mig virkelig lykkelig for, at jeg har børn. At der er nogen, som jeg SKAL tage mig – uanset hvordan jeg selv måtte have det. Og at det, at de er der, tvinger mig til at holde mig oppe og ikke grave mig ned i et stort, sort hul. Det kan man bare ikke, når man har børn, og det tror jeg faktisk redder mange mødre fra at gå fuldstændig i hundene. For vi har ansvar for et eller flere liv, der er større end vores eget. Og det er godt nok – tror jeg.

 

Tingene her ser absolut lysere ud nu, men det tog sin tid. Nu er vi flyttet ud på det nedlagte landbrug, som vi virkelig håbede på. Der er kommet en ekstra hund i familien, et par kaniner, fem geder, ni høns og en hane. Snart

læs resten»

Der er nok ikke mange mødre, der ikke har hørt sætningen ’Se mig, Mor!’ før. Og de fleste mødre vil også have hørt netop den sætning langt over 1.000 gange. Sætningen der altid kommer langt oppe fra et træ, fra toppen af rutchebanen, eller når gyngen svinger ’helt op til skyerne’. Og ’Se mig, Mor!’ kræver et svar udover et fraværende ’Mmm...’ Men det behøver nu ikke at være så meget mere end ’Hvor er det flot, skat.’ Eller ’Nej, hvor er du højt oppe. Kilder det i maven?’
Hvordan du svarer, vil jeg lade være helt op til dig. Selv har jeg valgt at ignorere psykologers anbefalinger om IKKE at rose børn, og i stedet anerkende dem ved at fortælle dem, at man godt kan se dem. Men de vil mere end nøgternt bare ses – de vil jo ses for at være dygtige, modige, kloge, store...

Og det vil vi voksne også. Under min stress-sygemelding har jeg nemlig fundet ud af, at rigtig mange af os (mig selv inklusive) har rigtig svært ved at kaste sætningen ’Se mig, Mor!’ fra os. Nu lyder den bare: ’Se mig, Verden’, og vi siger den ikke

læs resten»

Det var en sætning, min mand sagde til mig, da jeg efter jul og nytår måtte kaste håndklædet i ringen og erkende, at jeg simpelthen ikke kunne gå på arbejde lige nu. Og at jeg ikke kunne skrive – på trods af at det er det, jeg gør – som journalist, blogger og forhåbentlig snart forfatter.

Så her er også forklaringen på, hvorfor jeg har været væk fra Navlestreng så længe. Siden nytår har jeg været sygemeldt med stress og er det stadig. Men det begynder endelig at lysne lidt i horisonten. Stress er et enormt fortærsket ord, og vi slynger ofte sætninger ud som: ’Jeg er lidt stresset for tiden...’ eller ’Hvor er det stressende med alt det, jeg skal i øjeblikket...’
Men ’rigtig’ stress, hvor man er nødt til at hive stikket ud i kortere eller længere perioder, er noget helt andet. Og nok enormt svært at sætte sig ind i, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg føler mig da også overbevist om, at flere af mine kolleger vil sidde og spørge sig selv: ’Hvorfor er Charlotte stresset? Hun havde da ikke nødvendigvis vanvittig

læs resten»

Som så mange andre har jeg ofte brugt nytårsaften til at sætte nye mål – enten for mig selv eller for familien. I år vil jeg holde op med at ryge „for good“, i år skal vi bruge mere tid sammen som familie. I skal jeg dyrke mere sport, spise sundere, se mindre tv, spille flere spil sammen med børnene, have lidt mere tid sammen uden børnene, dyrke lidt mere sex... I år, i år, i år...
Men nytårsforsætterne holder jo sjældent. Måske fordi det bare er rigtig svært at sætte denne dato på, hvornår man skal gøre noget helt bestemt. Og når det bliver hverdag og aftenens champagneeufori har lagt sig, trætheden eller tømmermændene meldt sig, kan det bare være rigtigt svært at finde viljen frem til at få gennemført alle de gode intentioner.
Og så fordi der bare også er en hverdag, der skal køre, kan det være rigtigt svært at droppe børnenes fjernsyn, hvor man lige får en halv time til at lave aftensmad, eller energien til inspirerende sex efter en lang hård arbejdsdag efterfulgt af lektielæsning, trætte krævende børn, der
læs resten»

Så nåede vi det igen – næsten...

For i dag mindede min mand mig om, at jeg slet ikke er færdig med julegaveindkøbet. Det troede jeg ellers, jeg blev efter at have styrtet rundt hele sidste torsdag og det meste af fredagen. To fridage, som jeg virkelig havde set frem til efter en travl uge efterfulgt af en weekendvagt, var væk efter en hel dag i Københavns nok værste stormagasin, Fields. Men så var det da overstået – troede jeg.

Men nej, for familien i Jylland er for flere år siden holdt op med selv at købe gaver. I stedet overføres der penge, og så køber vi selv gaver til ungerne fra 'bedsterne'. Ordningen giver masser af mening, fordi det selvfølgelig er både dyrt og besværligt at sende især legetøj (læs: store pakker) med posten fra den ene ende af landet til den anden, og at vi undgår for mange dubletter, som de små har lidt svært ved at forstå, at de ikke skal pakke ud, hvis de gerne vil have det byttet til noget andet.

Men det er også en ordentlig ekstra-opgave at lægge oven på en i forvejen fortravlet fami

læs resten»

Nogle år kommer julen før andre. For børnefamilierne herhjemme kom den allerede i november – lige efter valget blev udskrevet. Ikke at børnefamilierne ellers fyldte ret meget i den netop overståede valgkamp, men én ting blev vi lovet: Børnechecken ville, hvis vi igen valgte en VK-regering, stige med 2.000 kroner om året til familier med børn under 3 år fra 1. januar 2008.

Valget endte, som alle efterhånden ved, med, at VK-regeringen fortsatte, men den ekstra hjælp til børnefamilierne udeblev. Tirsdag i denne uge trak de nemlig løftet om de ekstra penge til børnefamilierne tilbage. Og det er endda ikke første gang. Faktisk blev vi jo også lovet denne stigning i 2005 – uden at det blev til noget.

Men nu skulle det så være – eller skulle det? Nej, det skulle det ikke. For pludselig valgte regeringen at lytte til de økonomiske vismænd, der mener, at en forhøjelse af børnechecken til småbørnsfamilier vil give en overophedning af økonomien. Men helt ærligt, hvad er det egentlig vi ville få? 2.000 kroner om året er ik

læs resten»

Uanset om du er mor til et enkelt eller flere børn, har du formentlig, som jeg, for længe siden erfaret, at der er kommet en tendens til, at julen skal fejres alle andre steder end i familiens skød. Der er julehygge og klippe-klistre i vuggestue, børnehave, sfo og klub. For ikke at tale om klassernes, korets, sport- og fritidsklubbernes egne arrangementer, som børnene også gerne så, at man kom til, for 'alle de andres forældre kommer jo, mor!'

Men det er ok at vælge fra. Især hvis man har flere børn, bliver det nemlig meget hurtigt for meget - måske endda så meget, at det bliver næsten umuligt at finde tid til at sidde med ungerne derhjemme og lære dem at flette julehjerter og stjerner eller hive en hel weekend ud af kalenderen til julebag og knas. For i sidste ende er det vel det, de fleste af os helst vil. At være sammen med vores nærmeste. Og selv om børnenes kammeraters mødre og fædre sagtens kan være søde, dejlige og givende mennesker, er det ikke nødvendigvis mennesker, som vi deler en hel masse andet m

læs resten»

Der er nok få af os, der ikke kan være enige i i hvert fald den ene af disse to påstande, nemlig at julen koster mange penge. Jeg kan umuligt være den eneste, der knalder størstedelen af mit privatforbrug af ved juletid?

Og især gaver til børnene er en af de ting, der godt kan tynge familie-budgettet. Men når man har så stor en flok som min, lærer man også at økonomisere lidt med det. Børnene bliver jo ikke gladere, fordi gaven (eller gaverne) har kostet et par tusinde kroner i stedet for et par hundrede. Og principielt mener jeg også, at vores privatforbrug direkte relateret til børn er eksploderet i en så voldsom grad, at der godt kan skæres lidt ned på tingene, uden at nogen nødvendigvis bliver drillet af den grund eller føler, at der har været en dårlig jul.

Men det andet udsagn, at julen varer længe, er jeg ikke længere enig i. Julen varer hjemme hos os ikke meget udover de 24 dage op til juleaften, og med sammenbragte børn er det faktisk ikke så lang tid. I år har vi to weekender til at få lavet 'alt det

læs resten»

Så er sommeren slut – næsten før den startede. Og som om det ikke var nok til at gøre de fleste af os i dårligt humør, er det også blevet tid til de årlige finanslovsforhandlinger.

Og som så mange andre år før dette, byder finanslovsforhandlingerne også på endnu et velplaceret spark til børnefamilierne, leveret på nydeligste vis af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.

Jeg kan i og for sig være fuldstændig ligeglad med, hvad Pia og hendes meningsfæller siger og mener, men det undrer mig gang på gang, at der ikke er flere journalister og/eller avislæsere, der reagerer lidt mere på, hvad der på groveste vis bliver sagt fra den side.

Igen skal der flere penge til pensionisterne, hvilket jo er sympatisk nok, men de skal betales af børnefamilierne – særligt os med „mange“ børn. Og hos DF tæller man åbenbart „en-to-mange“, for står det til dem, skal børnechecken fjernes for alt over to børn.

Så jeg kan med mine seks godt se langt hårdere tider i møde, hvis det skulle blive en realitet, hvilket jeg dog tvivler stærkt på.

læs resten»