Navlestreng

Som tvillingegravid og forældre til tvillinger oplever man ofte, at man ikke rigtig har den store gavn af den almindelige fødselsforberedelse eller de almindelige mødregrupper. De erfaringer man gør sig med tvillinger er for anderledes til, at man føler sig forstået, når man taler med ikke-tvillingeforældre.  

Når jeg taler taler med 2.gangsgravide, der venter tvillinger, har jeg ofte spekuleret på, om de  måske føler sig tabt midt imellem flerbørnsfamilier med enkeltfødte og de mange førstegangsfødende tvillingefamilier. I løbet af svangerskabet er det ofte slet ikke er svangerskabet, der bekymrer og fylder, men derimod tanker omkring hvordan, der skal blive tid til storebror eller lilllesøster, når de tvillingerne kommer. 

Mon 2.gangsgravide oplever sig tabt midt imellem tvillingefamilier og enkeltfødte tvillingefamilier, når de føler behov for at udveksle erfaringer og har behov for at føle sig hørt og forstået?

Ville det optimale være mødregrupper specifikt for 2.gangsfødende tvillingemødre, også selvom man

Hvis et tvillingebarn/-par får vanskeligheder med f.eks. venskaber (de sociale færdigheder) eller andre ting for den sags skyld, så ligger det ofte lige for, at problematisere tvillingeskabet: "Det er fordi, de er tvilinger og  ...har nok i hinanden / ...er socialt hæmmet" eller lignende, lyder årsagsforklaringer.

Desværre glemmer man, at spørge sig selv, om der er belæg for, at der skulle være en årsagsammenhæng mellem tvillingeskabet og den pågældende vanskelighed, f.eks. sociale problemer. Og man glemmer at overveje, hvordan en sådan årsagssammenhæng i givet fald kan tænkes at fungere - hvad er mekanismen, der kobler de to ting sammen?  

For mig at se, er det alt for snævertsynet og simpelt, blot at sætte lighedstegn mellem dét, som træder tydeligst frem (tvillingeskabet) og dét, som er den aktuelle vanskelighed. Man må ikke - bare fordi der er tale om tvillinger - glemme at tage de "store briller" på og se på barnets samlede livsverden. Ingen vanskeligheder kan forklares alene på baggrund af ét socialt for

Forleden tabte min søn en af sine mælketænder og han viste stolt det tomme hul frem til gud og hver mand.

Hans tvillingebror havde tabt den samme mælketand for nogle uger siden og havde fået stor opmærsomhed og begejstring fra alle - men desværre var begejstringen slet ikke så stor denne gang. For mange i vores omgivelser var nyhedsværdien ikke tilstede denne gang - brormand havde jo været der! En enkelt svarede direkte, "ja, du har sørme tabt en tand, og hvor er det sjov, at de bror har tabt den samme tand", hvorefter hun begyndte at studere brormands tænder!

Det er ikke altid lige let, at få opmærksomhed i kraft af sig selv, når omgivelserne lægge mere mærke til tvillingeskabet! Det må være træls nogen gange.

Kan man forestille sig, at tvillingeskabet for nogle tvillinger er mere end hæmsko end en ressource?

Blandt forældre og fagfolk går diskussionerne højt, når det kommer til tvillinger og adskillelse. Nogle mener, at det fremmer tvillingers individuelle selvstændighed, at de ikke følges ad i institution og skole og søger altså med adskillelse at styrke det enkelte barns udvikling. Der er dog ikke nogen entydige undersøgelser, som kan bekræfte at adskillelse fremmer tvillingers selvstændighed og teoretisk er der heller ikke utvetydige argumenter, som taler for adskillelse som fremmende for selvstændighedsudviklingen.

Til gengæld er der enkelte undersøgelser, som antyder at fysisk adskillelse kan virke forstærkende på den eventuelle følelsesmæssige afhængighed tvillinger imellem.

Hvis adskillelse ikke er fremmende for selvstændighedsudviklingen, hvilke fordele har da adskillelse for tvillinger generelt?

Lad mig provokerende spørge:
Er  der nogle fordele ved at adskille tvillinger - set med tvillingernes øjne? Hvad

Her er en begivenhed fra det virkelige liv, som desværre er ret typisk for mange tvillinger.

Et enægget tvillingepar starter i skole i samme klasse. Skolen har egentlig været modstander af, at have tvillinger i samme klasse, men har bøjet sig for forældrenes ønske.

Desværre går der ikke længe før lærerne begynder at problematisere, at tvillingerne går i samme klasse. De opfatter børnenes indbyrdes venskab som problematisk, bekymrer sig om at børnene foretrækker at lege med hinanden og være på samme hold, når der skal laves grupper. Børnene leger også gerne med andre børn, men er hinandens bedste venner og giver også hinanden tryghed i de nye omgivelser, som skolestart er. Forældrene har netop ønsket, at børnene skulle i samme klasse, for at nyde godt af trygheden ved hinanden i indskolingsforløbet.

Desværre problematiserer skolen nu, at de har brug for, at opleve børnene hver for sig, for at kunne lære deres individuelle personligheder at kende....

Det er da tankevækkende og trist, at adskillelse af tvillinge

læs resten»

Før eller siden begynder børn at ville have legekammerater med hjem. Hvordan forholder man sig som forældre til tvillinger? Nogle tvillinger (især af samme køn) er ofte hinandens bedste venner, og kan opleve dét, at den ene får en kammerat med hjem, som en voldsom tilsidesættelse af deres særlige venskab og måske endnu værre, hvis den ene skal hjem til en anden bedste ven og brormand ikke er inviteret.  

I nogle tvillingefamilier skelnes skarpt mellem dine og mine venner og i andre familier fungerer delevenner blandt tvillingebørn uproblematisk. Forskningsmæssigt er der ikke fundet nogen grund til at problematisere, at tvillinger har hver sine eller primært deler deres venner - tvillinger lader til at få lige mange gode sociale relationer uanset.

Fordelene ved delevenner er, at børnene lærer at inkluderer andre i deres leg fremfor at ekskluderer, f.eks. "nu må brormand ikke være med, nu er det kun dig og mig". Inklusion (det at alle må være med) er netop én af de kvaliteter, som mange tvillinger kan bringe ind

Jeg har aldrig mødt tvilllingeforældre, som har haft samarbejdsvanskeligheder med deres børns skole, fordi forældrene ønskede at sætte tvillinger i hver sin klasse, mens skolen ønskede det modsatte. Til gengæld møder jeg ofte den modsatte problematik.

Heldigvis er mange skoler fleksible i forhold til at imødekomme tvillingeforældres ønsker i forhold til hhv. hver sin eller samme klasse. Desværre er mange fagfolk ikke forberedt på, hvad det indebærer, at have jævnaldrende søskende som ofte også er hinandens bedste venner i den samme klasse.

Der er både fordele og ulemper ved at have tvillinger i samme klasse - både i forhold til tvillingerne selv, klassen som sådan og lærerne. Ofte er det dog ikke fordelene, der skaber vanskeligheder, men derimod ulemperne, og disse kommer ofte bag på fagfolk. 

Først og fremmest oplever jeg, at fagfolk ikke er forberedt på, at tvillinger fylder for 3.

Jeg oplever fra frustrerede forældre, at det kommer bag på fagfolk, at tvillinger har indbyrdes søskendekonflikter. Tvillinger har

Fra både fagfolk og politikere har jeg mødt den holdning, at flerlingefamilier ikke er anderledes end andre familier, der har fået flere børn, og at de derfor ikke skal have hverken forlænget barsel (som de får i vores nabolande) eller praktisk støtte og hjælp i den første tid.

Argumenterne tager ofte udgangspunkt i forældrene, og overser fuldstændig, at det ultimativt er børnene det går ud over. På denne baggrund mener jeg, at tvillinger og trillinger i dag diskrimineres i forhold til deres ret til barsel. Ultimativt er barselsperioden i årenes løb vel ikke blevet udviddet aht. moderen eller faderens behov, men aht. børnenes!

Får man to børn med 1 års mellemrum, vil man få én barsel per barn og det største barn vil typisk være i pasning i nogle af dagtimerne, mens mor går hjemme med én lille baby. Det giver en almindelig mor mange flere muligheder for at have tid til sig selv og overskud til baby! Og denne baby får i et helt år flere timers daglig en-til-en kontakt med min. én af sine forældre.

Når en kvinde f

De fleste gravide kvinder, har en forventing om, at ville amme deres børn, alligevel er der mange (især tvillingemødre), som det ikke lykkes for.

Når jeg taler med tvillingemødre på vores fødsels- og forældreforberedelseskurser, hører jeg mange historier om, hvordan amningen i den første tid opleves som noget af det mest stressende ved livet som nybagt tvillingemor. Problemerne handler både om, at man ammer hele tiden (op mod 10 timer i døgnet) og om vanskelighederne ved på egen hånd at lægge to til brysterne. 

Men mange af historierne fra de nybagte familier handler desværre også om, dårlig og modsætningsfyldt vejledning omkring amning fra hospitalespersonalet under barselsopholdet. Kerneproblematikken lader til at handle om hospitalpersonalets opfordring til introduktion af flaske og/eller deres mere eller mindre udtrykte holdning til, at tvillingemødre ikke kan amme.

Har du selv oplevet, at få dårlig vejledning eller manglende støtte fra sundhedspersonale eller bare fra familier og venner? Og hvordan føler

En af de egenskaber, som forældre allermest ønsker, at deres børn skal udvikle, er "selvstændighed" og som tvillingeforældre møder man blandt omgivelser og fagfolk et stort pres i forhold til at adskille tvillingerne i deres hverdag, f.eks. på hver sin stue i børnehaven eller i hver sin skoleklasse.

Nogle gange tænker jeg på, om en del af dette store ønske om adskillelse mon bunder i, at samhørighed forveksles med afhængighed?

Er det mon sådan, at tvillingers indbyrdes nære forhold provokerer vores traditionelle opfattelse af selvstændighed?

Eller er det virkeligt sandsynligt, at nærhed til et andet menneske er hæmmende for udviklingen af selvstændighed?

Jeg tror, at selvstændighed og nærhed komplimenterer hinanden, som en slags yin og yan - fremfor at være hinandens modsætninger.

Hvad siger du? Kommer nærhed i vejen for tvillingers selvstændighed?

Jeg hørte fornyeligt om en oplevelse, hvor en tvillingemor skulle hente sine børn i skolen (de går i samme klasse). Da moderen kommer, står det ene barn i garderoben og taler med sin ene lærere. Medtvillingen er der slet ikke, alligevel tiltaler læreren det ene barn med begge børns navne, altså siger fx. "Mette og Sofie, I skal huske at rydder Jeres ting op, inden I går hjem"!

Moderen svarer, at det her er Mette og at Sofie ikke er her. Hvorefter læreren igen siger, "Ja, I skal huske, at rydde op". Moderen gentager, og nu siger læreren "Sofie, I skal huske at rydde op". Temmelig irriteret og sikkert med en noget skarp tone, siger moderen, at det her altså ikke er Sofie, at Sofie slet ikke er her, og at hun gerne vil have, at læreren bruger de rigtige personlige stedord, når hun taler til børnene og ikke siger "I", når der kun er ét barn til stede. Læreren begynder herefter lettere rød i hoved, at forklare hvor svært det er, at kende forskel på de to børn - mens Mette står og hører på det!

Det er desværre ikke

læs resten»

Du kender det sikkert allerede, alle os, der har tvillinger, flerlinger, pseudotvillinger eller bare søskende med få år imellem, kan genkende beskrivelsen af hjemmet, der til tider bliver forvandlet til en krigszone. En krigszone hvor konfliktniveauet kan være opslidende, at man bare har lyst til at tage den ene og tæve den anden med!

Undersøgelser tyder på, at konfliktniveauet især er højt i familier med tvillinger, måske fordi tvillinger oftere har de samme behov på samme tidspunkt. Men undersøgelser peger også på, at tvillinger har en forhøjet sans for retfærdighed, og måske derfor i højere grad lader sig påvirke af millimeterdemokratiske forskelle, forskelle som jo ikke kan retfærdiggøres med alder. Og selvom man gør sit bedste for at forklare, at hver især får efter behov, så kan det nogle gange virke som om, at den enes behov ikke er motiveret af barnet selv, men af hvad bror/søster får eller ikke får!

Det kan blive så opslidende at høre på, at vi som forældre føler os nødsaget til at være dommer i vo