Navlestreng

Må man male sig med øllebrød?
Må man kaste rundt med sutter?
Må man tegne på tapetet?
Må man slå en masse prutter?
Må man hænge i gardinet og hælde mælk i stolen?
Må man spise alle blomsterne og vælte bogreolen?
Næ, næ, næ, næ, næ det må vi ikke
fy fy skamme skamme
ah ah slemme slemme
fy fy næ næ nix nix slut forbudt!
Men hva´ må vi så?

Ja, hvem kender ikke Tom McEwan og Jess Ingerslevs sang om alle de FORBUDTE ting? Det er i hvert fald ofte omkvædet herfra, jeg tænker på, når jeg taler med en frustreret gravid der oplever, at hun, i det øjeblik hun blev konstateret gravid, trådte ind i et ”FORBUDT-land”!
Pludselig er de hyggelige lørdage med rødvin ikke ”tilladte” længere. Smøgerne der hører sammen med rødvinen, heller ikke! Vægten er måske også lidt i overkanten – så den gode flødechokolade og det herligt knasende rundstykke med smør til formiddagskaffen … øv! Og kaffen! Max 3 kopper dagligt … helt ærligt!
Jeg kan faktisk godt forstå, at det kan virke som lidt af en jungle og at det kan være svært at finde rundt i!

Ryg

En kvinde gik hver dag og så på sin mands snavsede underbukser, som han altid smed på gulvet i badeværelset og ikke i kurven, som stod lige ved siden af. Hun så på dem, når hun gik i bad, når hun gik på toilettet og når hun skulle ud at børste tænder. Hele dagen, så hun på dem, fordi hun bare ikke ville samle dem op.
Til sidst fyldte ”underbukserne” så meget i hendes liv, at hun overvejede at blive skilt. Fortvivlet gik hun til en klog tibetansk mand og spurgte: ”Hvad skal jeg gøre? Han ser mig ikke mere – han respekterer mig ikke! De underbukser fylder alt i mit liv, jeg kan ikke tænke på andet – skal jeg lade mig skille?”
Tibetaneren så på kvinden, smilede og sagde: ”Saml underbukserne op så snart du ser dem og put dem i kurven.” 
Måske ikke lige dét svar en kvinde anno 2009 forventer – set i lyset af ligestilling, moderne parforhold, respekt og alt det der! Sådan en sjuft og rodehoved af en mand! Skulle hun virkelig samle hans underbukser op??
 
Måske – måske ikke …

Måske kunne hun så bedre se det glas friskp

Denne sætning holder jeg meget af. Ganske enkelt fordi den er så sand. Jeg har tidligere skrevet om vrede, som både er hæmmende og skræmmende i et forhold. Og om vigtigheden af at få snakket fødslen igennem bagefter.  I det hele taget er det vigtigt at være åben og ærlig omkring sine følelser og oplevelser - når man føler sig klar til det.

At jeg tager ”det usagte” op igen, skyldes samtaler jeg har haft i min konsultation indenfor den sidste tid.

En dag kommer en gravid med et ønske om at få et planlagt kejsersnit, efter at hun havde en meget hård fødsel første gang. Kvinden har talt med en læge og det er egentlig besluttet – kejsersnittet – da hun kommer til mig. Hun er meget lettet over at kunne ”springe fødslen over” denne gang, hvilket jeg har fuld forståelse for, efter at have læst fødselsberetningen igennem.  ”Vælger du så også at springe den første fødsel over?” Spørger jeg. Kvinden kikker på mig og svarer ikke, førend jeg fortsætter og siger, at jeg skam godt forstår hendes valg – og lettelse – og sig

Hvor er det forvirrende og svært at finde ud af! Hvad er normalt og hvad er ikke normalt?  

- Må man have 2 eller tyve plukkeveer om dagen?
- Kan det passe, at det er umuligt at gå mere end 100 meter, så skal der helst være en bænk – og et toilet - mens andre gravide kan løbe 10 kilometer dagligt, til dagen før de føder?

I vores effektive hverdag anno 2008 er vi vant til at kunne analysere tingene og putte dem i kasser mærket ”normal” eller ”unormal” - og ”så er det på plads”!
Som gravid er du gået ind i et uforudsigeligt, svært afgrænseligt og ukendt ”land” – som også er svært gennemskueligt og derfor svært at putte i bokse.
Noget andet er at usikkerhed overfor hvad der er normalt/unormalt ofte fodres solidt af andres, især medsøstres, bemærkninger: ”Sådan har jeg aldrig haft det - er du sikker på at det er okay? ”Du ser nu også lidt lille/stor ud …” Osv. osv. Jeg er sikker på, at I har mange andre eksempler!
Og når du så sidder foran jordemoderen og forventer et klart svar, så skal du ofte igennem adskillige sp

Jeg er netop kommet hjem fra en løbetur, og på den sidste del af turen løb jeg forbi et par med en barnevogn.

Selv på lang afstand kunne jeg fornemme afstanden og vreden imellem dem – og gættede mig til de sårende ord, der var blevet sagt. Og de ord der ikke var blevet sagt. Luften var simpelthen højspændt …
Barnet lå og smågræd og vognen blev skubbet skrumlende og kontant af sted. Åh, hvor var det let for mig straks at tænke: ”Rolig, min ven … lad det nu ikke gå ud over den lille.”
Intet under, at den lille ikke kunne sove. Både pga. den kontanthed hvormed vognen blev skubbet, men også fordi et barn fungerer som trækpapir, i forhold til forældrenes humør og stemning, både den enkelte og forældrene indbyrdes.
Dermed ikke være sagt, at du eller I aldrig må være vrede og skændes – det er umuligt og det kan være sundt og rensende at få sagt tingene – men når vreden bliver nærmest kronisk, ubearbejdet og bare ”er” uden at blive taget hånd om, så inficerer den hele familien. Også børnene.

For ikke så længe siden opl

Vores hud er fantastisk! Den sladrer og meddeler hjernen rigtig mange ting! Tænk på hvordan det er at blive strøget over kinden, at få et klem på overarmen, en hånd i nakken, et kys. Alt sammen er berøring og allerstærkest netop når det er direkte hud-mod-hud.
Huden er vores største organ. Overalt er der nerve-ender der sanser fx kulde eller varme, når noget gør ondt – og når noget gør ”godt”, som netop en nænsom og kærlig berøring.
Før i tiden var det rutine på fødeafdelingen at barnet hurtigst muligt skulle vejes, måles og have tøj på. Det blev gjort i bedste mening og ud fra tanken at barnet ellers blev koldt. Jeg ser billeder for mig af den nybagte moder i sin seng, med hænderne over dynen og barnet pakket forsvarligt ind med en god dyne rundt om sig som en puppe, liggende ved siden af moderen eller i vuggen.

I dag er vi blevet klogere. Når barnet bliver født kommer det i langt de fleste tilfælde direkte op på din mave. Hvis du ønsker og har overskud til det. Her tørrer vi det forsigtigt af og kommer så e

Jeg har været jordemoder i 22 år. Det er lang tid! Men når jeg tænker over det, må jeg konstatere at jeg aldrig har oplevet kedsomhed eller stilstand i mit arbejde.
Men det er jo bare et arbejde – eller er det? Hvis jeg ikke lagde noget hjerte i det jeg lavede, skulle jeg være professionel hele tiden - og aldrig personlig. Distanceret kontra involveret. Jeg må dog konstatere at det for mit vedkommende er umuligt ikke at bruge begge sider, i mit fag. Kunsten er at finde en balance.
Og fordi begge elementer indgår, både den personlige og den professionelle, så bliver jeg også ramt på begge steder, hvis en fødsel uventet udvikler sig akut og alvorligt.

Ofte oplever jeg, at hvis jeg gennem en periode har ”fløjet højt”, og bare synes at det kører for mig det her ”føderi”, så kommer der en eller anden oplevelse der får mig ned fra det blå og til at ”flyve lavt” i en periode. Indtil jeg igen, stille og roligt finder fodfæste og stiger opad igen. Der er naturligvis forskellige grader, fra små variationer, til meget s

Det er alt for længe siden jeg har skrevet et indlæg!
Ugerne har været - og er det fortsat – optaget af en desværre fastlåst strejke. Og oveni det hele, har jeg helt personligt, knoklet med et eksamensprojekt, som heldigvis da snart er overstået! Det samme håber jeg om strejken – begge forhåbentlig med positivt resultat!

Ikke mere om strejke her … men ordet ”fastlåst” inspirerede mig lige.
Egentlig var det en gravid der for et stykke tid siden anvendte ordet, da hun fortalte om fødslen af sit første barn for 6 år siden.
Nu sidder hun foran mig og er i 12. graviditetsuge. Egentlig er hun kun blevet gravid igen, fordi hun ikke længere kunne undslå sig. Hendes mand har presset på længe – og hun vil jo også gerne selv have flere børn. Men i stedet for at glæde sig over graviditeten, er det den forestående fødsel der fylder.
Fødslen for 6 år siden havde været forfærdelig og præget af at hun i timevis havde følt sig fastlåst i en situation, som hun ikke kunne se nogen vej ud af.
Sindet er ofte nådigt og vældig hjælps

Jeg holder aldrig op med at nyde synet og duften af en nyfødt.

Det er – hver gang – en ufattelig proces, at se et nyfødt barn ”folde sig ud”.Lige når barnet glider frem, fuldstændig våd, sammenkrøllet, måske lidt bleg eller blå og med lukkede øjne og rynket ansigt, for - bare ét minut senere – at folde lungerne ud med sit første åndedrag, begynder at røre på sig, misser måske med det ene øje og grimasserer lidt, åbner og lukker hånden, sparker med fødderne, ændrer farve og bliver lyserød og kommer – måske/måske ikke - med lyde. 

Det lyder totalt over-idyllisk det her! Men jeg ER vild med det øjeblik! Lige der hvor barnet lander, på mors mave, dykker ud af livmoderen og ind i livet udenfor.  Det er da fantastisk!  Og nok er menneskebarnet et af de mest forsvarsløse pattedyrsunger – det kan hverken stå eller gå – men det kan til gengæld så meget andet. Det er dybt engageret, udadvendt og vældig socialt – fra det øjeblik det bliver født.

Med øjnene binder barnet sig til dig – eller binder dig til sig. Banet reager

Efterfødselsreaktion, depression … mig?

”Hej hej skat!”
Du siger farvel til din mand, som er på vej på arbejde. Det er bare så vigtigt, at du udadtil virker som om du har fint. Men så snart døren er lukket begynder hjertet at banke – og tankerne overvælder dig. Tankerne om hvordan du skal klare de næste 8 timer. Bare den lille nu ikke skriger for længe … og hvordan skal du komme ned af trapperne og ud at handle – tænk, hvis du nu ”kom til” at tabe barnet ud af barnevognen? Tænk, hvis du kunne blive fri for det vanvittige, overvældende ansvar, og alle de følelser? Og trætheden, ikke mindst! Bare komme væk fra alt – også barnet! Som du elsker, men som du lige nu nærmest hader – en tanke der gør så ondt og skærer sig ind i dit sind.
”Men bare det at tænke sådan – er det så ikke bevis for, at jeg ER en forfærdelig mor?”

Nej! Det eneste det beviser, er at du er en kvinde, der har brug for hjælp! Og at du lige nu står overfor den allerstørste udfordring af alle: At række ud og bede om denne hjælp!
Noget af det største

Dette spørgsmål får jeg jævnligt, når jeg fx sidder i et selskab senere på aftenen og de hører at jeg er jordemoder. Og mange bliver forbavsede når jeg siger, at det faktisk er et par dage siden jeg har taget imod nogen, men at jeg altså har lavet så meget andet!

Så her er en dagbog over en af mine dage på fødegangen …

Jeg møder ind kl. 7 og får mig en kop kaffe, mens mine kollegaer og jeg får rapport over hvem der ligger på fødestuerne og hvem der venter på at blive set på.

Denne morgen starter jeg med at gå ind til et par som lige har født for en times tid siden. De ligger og putter på en stor hvilebriks, alle 3. Trætte og fortumlede.  Barnet ligger ved brystet og er netop begyndt at snuse lidt og søge let med sine læber. Jeg hjælper med at pakke barnet lidt mere ud og komme helt ind, hud-mod-hud med sin mor. De skal have noget morgenmad og fred for mig lidt endnu!

Imens går jeg ud og går i gang med at registrere barnet via computor, ”hente” et cpr-nummer, skrive en fødselsanmeldelse som skal sendes til diver

Scene 1: ”Jeg har besluttet mig for, at jeg vil have ALT! Det vil sige ALT det smertelindring jeg kan få! Simpelthen det hele! Lige fra jeg kommer ind, til jeg har født. Jeg vil have morfin, epidural, akupunktur, pudendusblokade, lattergas … ALT! Ellers bliver min fødsel forfærdelig!”

Scene 2: ”For at få en god fødsel er det vigtigt for mig, at kunne følge med i veerne. Og hvis jeg får bedøvelse har jeg læst, at jeg slet ikke kan mærke noget, eller at det vil forvirre min krop. Derfor vil jeg klare veerne med vejrtrækning og massage. Min kæreste og jeg har aftalt, at vi har elsket barnet ind sammen, derfor skal vi også elske barnet ud sammen, så vi begge kan føle at vi føder. Ellers bliver min fødsel ikke god. ”

Scene 3. ”Jeg har lavet en ønskeseddel over hvordan jeg gerne vil have min fødsel skal være. Jeg har listet ønskerne op i prioriteret rækkefølge og vil rigtig gerne gennemgå dem, så jeg ved at de er forståelige. Det er utrolig vigtigt for mig, at især de første 5 ting bliver opfyldt. Ellers får jeg en

Jeg lagde virkelig mærke til det forleden … jeg var lige mødt ind og sad i vagtstuen og kikkede på vores tavle, hvor vi har en oversigt over alle fødestuerne. Jeg kunne se, at der var rigtig mange kvinder i gang og at de var langt i fødslen. Så gik jeg ud på gangen og stod og lyttede lidt … ikke en lyd! Og senere fik vi, mine kollegaer og jeg, en god diskussion i vagtstuen – om fødsler med og uden lyde, om lugte, sved, tis og det der er værre, om bevægelser, grimasser og trampen i gulvet – om fødsler stående ved siden af sengen eller liggende ”bundet” til diverse apparatur … og hvad ved jeg.

Men lydene var der ikke. De lyde jeg har hørt gennem årene og som ofte hører med til at føde. Stønnen, pusten, regelmæssigt eller ujævnt. Stigende eller ensartet. Stille jamren eller råb og skrig. Til tider store brøl ”… fordi, det føles bare SÅ godt, når jeg råber!!!”  Der er kvinder der bliver overraskede over sig selv: ”Tænk, jeg vidste bare ikke, at jeg havde sådan nogle og så mange lyde i mig! Jeg plejer at være så s

"Bliver det aldrig rutine at være jordemoder?" Blev jeg spurgt i dag, efter endnu en fødsel ... og til det kan jeg kun svare: "Nej! Aldrig!" Der er selvfølgelig den form for "rutine", som kommer af at have gjort ting mange gange og hvor der kommer en "gentagelsens ro og tryghed". Men dét at tage imod et barn ... rutine?! Endnu engang: "Nej! Aldrig!"

Der er ikke to kvinder der er ens, heller ikke to familier, livsomstændigheder, ønsker, valg eller prioriteringer. Og hver gang jeg går på en fødestue, er det en hel ny "sammensætning" jeg møder. Jeg véd jo også, at parret på stuen er spændte på hvem der mon kommer ind til dem ... de er midt i noget som er SÅ stort, SÅ nyt og SÅ fremmed, at hvis de skal føle sig trygge, så skal den berømte kemi og en hel basal følelse af tillid bare være til stede ...

Jeg har oplevet adskillige gange gennem årene, at hvis jeg hviler lidt for meget, hvis jeg begynder at få en snert af den stive rutine, eller bliver lidt for blasert og på forhånd tænker, "ja ja, den fødsel ender såd

”Ja, i uge 19 fik jeg at vide, at det var en pige – men i dag sagde hun, at der var vokset en tap ud siden sidst, og at det må være en dreng vi venter! Det er lidt underligt – nu har vi i 4 måneder snakket om pigenavne og jeg har gået og sagt ”hun” …” 

Sådan sagde en af ”mine” gravide til  mig forleden, da hun af anden årsag, havde fået en ekstra scanning, i uge 34. Vi fik en lille snak om det – og om hvorfor hun egentlig havde ønsket at vide kønnet fra starten af. Jamen, det havde været praktisk – og nemmere at fortælle storebror at han skulle have en lillesøster. Det skulle jo så også lige ændres nu … Men nu kom usikkerheden. Hvis de har set forkert dér, kan man så stole på at de har set rigtigt ved resten af scanningen? Og så var det altså lidt underligt at skulle ændre forestillingen om barnet i det hele taget … 

Jeg har også oplevet at føde med et par, som ”vidste” fra ultralydsscanning, at de skulle have en dreng. Da barnet var født og det blev tørret af, nusset og kysset, viste det sig at det var en pige

I morgen venter endnu en arbejdsdag. En dag hvor jeg har konsultation og skal se på omkring 20 gravide.
Jeg glæder mig faktisk lidt. Jeg kan rigtig godt lide at følge ”mine” kvinder og mænd i en fase, som for manges vedkommende er fuldstændig forandrende for hele deres liv. Jeg synes også, at det er skønt, når ”mine kvinder” kommer igen, og skal have deres andet eller tredje barn – og endnu engang følges af mig i deres graviditet. Så føler jeg mig som en rigtig gammel jordemoder!

Men jeg ved også, at når jeg går hjem i morgen eftermiddag er jeg fuldstændig flad! Fordi jeg har 20 minutter til hver kvinde eller hvert par. Måske lidt mere hvis der er en på listen som har født – måske lidt mindre, fordi jeg lige har klemt en ekstra ind, som har brug for flere besøg.
På de 20 minutter skal kvinden undersøges og ofte er der tanker som skal vendes.

Et par har fået et svar på nakkefoldsscanningen i 12. graviditetsuge, som ikke var så positivt som forventet – og nu skal kvinden have lavet en fostervandsprøve. Ventetide