Navlestreng

Med mellemrum offentliggøres der undersøgelser over, hvornår i livet vi arbejder mest. Og ret skræmmende viser de altid, at der ikke er nogen aldersgrupper, der arbejder så meget som småbørnsfamilierne.

Samtidig bombarderes vi i dag med lange lister over alle de ting, vi skal gøre for og sammen med vores børn, for at de nu også bliver helstøbte mennesker med en god portion selvværd.

Vi skal ikke længere rose, men i stedet anerkende deres proces, læse bøger og synge sange for dem hver dag for at styrke deres sprog osv., osv. Og alt det er godt nok. Men det kræver både overskud og ikke mindst tid.

Og lige netop tid er i dag vores største mangelvare. For hvor skal den komme fra, når vi bruger langt de fleste af vores vågne timer på et arbejde? Et arbejde som vi måske nok er glade for. Men måske også et arbejde, hvor man nogle dage også kan have lange pauser og pludselig sidder og tænker: ’Denne her tid kunne jeg bruge langt bedre derhjemme...’

Derfor har jeg i mange år godt kunne tænke mig at være projekt- eller resultatansat. Så skulle jeg ikke møde på et arbejde fra 9-16, men i stedet have et resultatmål. Det kunne fx. i mit tidligere job have været, at jeg skulle aflevere x antal interviews, x-antal ’Stjerner og stil’ (kendte og deres tøj), og have x antal aften- og weekendvagter om måneden.

Pga. sæsonudsving, ferier, sygdom mm. ville det ikke være muligt at lave lige meget hver eneste måned, men det ville nu være ret nemt at komme udover, hvis man havde en kontrolfunktion, der fx. var en 2 eller 3 måneders norm, så det var til at kontrollere,  om man levede op til sine mål.

Hvis jeg kunne arbejde på den måde, kunne jeg selv tilrettelægge mit arbejde, så det lå, hvor det passede mig og kilderne bedst. Jeg og min mand kunne bedre planlægge, hvem der hentede, købte ind og sørgede for det praktiske omkring børnene, fordi i hvert fald en af os ikke var bundet op på faste arbejdstider. Jeg ville kunne arbejde hjemmefra, og hvis man er en smule effektiv (hvilket gælder langt de fleste småbørnsforældre), ville jeg kunne lave mit arbejde på et godt stykke under de 37 timer.

Men netop det sidste er nok det, der gør det til et problem for rigtig mange arbejdsgivere, da de, som vores arbejdsmarked er skruet sammen i dag, betaler for vores tid – ikke vores resultater. Men hvorfor har de en fordel ud af det? I mit sidste job havde jeg ingen resultatkrav, og jeg kunne have flere dage, hvor der virkelig ikke kom ret meget fra min hånd, fordi de kommende blade var fyldt op, mine ideer blev skudt ned, eller der bare ikke var nogle premierer at gå til...

Og det var sjovt nok stressende. At sidde og kigge ud af vinduet eller surfe på nettet  og føle, at der faktisk slet ikke var behov for en, når man så samtidig vidste, at der var en enorm bunke vasketøj, der lå derhjemme og godt kunne trænge til at blive lagt sammen, eller en have der kunne trænge til en omgang.

Derfor kunne jeg også godt i mit nye job tænke mig at få lavet nogle af dagene om til hjemmearbejdsdage, hvilket måske også er en mulighed, men det er ikke undersøgt endnu…

Jeg ved godt, at denne arbejdsform ikke vil passe ind i alle jobs eller til alle mennesker. Mange vil savne den daglige omgang med kolleger og vil have brug for den disciplin, der ligger i at skulle møde et fast sted til et fast tidspunkt hver dag.

For mit eget vedkommende ville et ugentligt redaktionsmøde være alt rigeligt (et om måneden ville også kunne gøre det), og jeg vil langt hellere arbejde hjemme, så jeg ikke har transporttid hver dag og kan bruge mine pauser på fx. vasketøjet, dyrene eller lidt lugning i haven (man tænker godt og stresser rigtigt meget af, når man går i haven...).

Men selvfølgelig er der steder, hvor der skal være faste arbejdstider, og hvor man er nødt til at møde op. Sygeplejersker, Sosu’er og skolelærer kan jo ikke klare det hele hjemmefra. Men i mange andre jobs er det en mulighed. Og det er der heldigvis også en del arbejdsgivere, der er ved at få øjnene op for.

Arbejdsgivere, der godt ved, at de får langt mere ud af deres medarbejdere ved at give dem en hverdag, der fungerer, og hvor de har mulighed for at være både familie- og karrieremenneske.

Jeg har intet ønske om at gå derhjemme med hele flokken i ’skørterne’, for jeg vil stadig gerne arbejde. Men da helst med noget jeg virkelig har lyst til, noget som virkelig tænder mig, og ikke mindst med noget jeg selv er fuldstændig herre over, og hvor jeg selv styrer og planlægger min tid...

Om det er karriere, ved jeg ikke. Men det vil være et arbejdsliv, jeg kunne være rigtig  glad for, og hvor jeg både kan være en aktiv spiller på arbejdsmarkedet og en mor, der er til stede med både tid og overskud. Men chef bliver jeg nok kun i min egen lille virksomhed. Det er nok ikke i Parken Sport og Entertainment, jeg kommer til at få en cheftitel på mit visitkort med de planer… ;-)

God arbejdslyst Charlotte