Navlestreng

Som så mange andre har jeg ofte brugt nytårsaften til at sætte nye mål – enten for mig selv eller for familien. I år vil jeg holde op med at ryge „for good“, i år skal vi bruge mere tid sammen som familie. I skal jeg dyrke mere sport, spise sundere, se mindre tv, spille flere spil sammen med børnene, have lidt mere tid sammen uden børnene, dyrke lidt mere sex... I år, i år, i år...
Men nytårsforsætterne holder jo sjældent. Måske fordi det bare er rigtig svært at sætte denne dato på, hvornår man skal gøre noget helt bestemt. Og når det bliver hverdag og aftenens champagneeufori har lagt sig, trætheden eller tømmermændene meldt sig, kan det bare være rigtigt svært at finde viljen frem til at få gennemført alle de gode intentioner.
Og så fordi der bare også er en hverdag, der skal køre, kan det være rigtigt svært at droppe børnenes fjernsyn, hvor man lige får en halv time til at lave aftensmad, eller energien til inspirerende sex efter en lang hård arbejdsdag efterfulgt af lektielæsning, trætte krævende børn, der så ender med at ligge i midten af dobbeltsengen og gør voksenlivet endnu sværere.
Så i år var der ingen nytårsforsæt. Det var ikke med vilje – jeg tror bare min underbevidsthed fortalte mig, at det simpelthen ikke var tiden. Og dog. For dagen efter hvor vi alle otte lå spredt ud over sofaen og stuegulvet til en familiefilm på „fjerneren“, sneg jeg mig et kort øjeblik til at lukke øjnene. Ikke fordi jeg var kommet særligt sent i seng – når man står op mellem 6 og 7, uanset om det er fri- eller hverdag, går man bare heller ikke særlig sent i seng. Selv en nytårsaften har jeg svært ved at holde meget længere end til klokken 1-1.30, så jeg havde fået rigeligt søvn. Men efter en aften med både rødvin, hvidvin og champagne er jeg alligevel lidt mærket, så jeg lukkede øjnene et kort øjeblik. Og det blev kort. For knap var mine øjenlåg faldet i, før min 9-årige datter spørger: „Mor, hvorfor er du så tit så træt?“
Av, hvor den stak. Jeg lukkede ikke øjnene igen den dag. Og hendes bemærkning fik mig til at åbne øjnene i mere end en forstand. Og fik mig til at tænke og ikke mindst spørge mig selv: „Er jeg virkelig tit så træt?“
Og svaret kom vel nærmest af sig selv: „Ja, jeg er nok tit så træt...“ For der er knald på – altid. Med to fuldtidsjob, seks børn, hus og have, der skal holdes i en eller anden form og et familieliv, som også gerne skal køre og alt for mange ambitioner om hjemmebagt rugbrød, æblekager, nær- og samvær med både børn og mand. Og selvfølgelig er der heller ingen, der skal snydes for en børnefødselsdag, venner med hjemme, fritidsaktiviteter, eller hvad de ellers måtte have lyst til. Og det lykkes hver gang – næsten. Men det har en pris. Jeg må betale med min egen energi, og at mine børn åbenbart oplever mig som tit at være træt...
Så 1. januar, der startede uden nytårsforsæt, blev alligevel en dag, hvor jeg måtte spørge mig selv, om jeg nu også gør det godt nok. Er det liv, vi har med to fuldtidsjob, det virkelig værd? Eller er det i år, vi skal gøre alvor af drømmene om at flytte på landet til et billigere hus, så vi kun behøver et fuldtidsjob i en periode, mens børnene er små? Er det måske ikke i år, vi skal sætte vores egne professionelle ambitioner lidt på stand-by for at opfylde vores familie-ambitioner i stedet?
Jeg elsker de programmer, hvor man ser familier, der er „stået af ræset“ for at blive fåreavlere på Ærø eller starte deres eget lille økologiske landbrug, men mindre kan jo også gøre det, så bare en af os arbejder, mens den anden tager størstedelen af slæbet med familien. Vi er så bange for at blive glemt af omverdenen, hvis vi „dropper ud“ og ikke længere er en aktiv del af arbejdsmarkedet.
Men hånden på hjertet vil vi ikke hellere huskes af vores børn for at have været der og givet dem en tryg og kærlig opvækst, hvor vi havde overskud til både hjemmebag, lektielæsning og vild dans rundt på gulvet?
Jeg er i hvert fald gået gevaldigt i tænkeboks for ikke igen næste år at få samme spørgsmål: „Hvorfor er du så tit så træt, mor?“