Navlestreng

Som barn og yngre havde jeg meget lidt forståelse for det, når min mor eller mormor altid lod en tåre trille, når de var til bryllup, barnedåb og konfirmationer. Det var jo glædelige begivenheder, så hvorfor græde. Som ældre forstod jeg selvfølgelig godt, at de ikke var kede af det, men at tårerne kom, fordi de blev så rørte over situationen. Alligevel havde jeg meget svært ved at leve mig ind i det – jeg kunne ikke en gang græde til en begravelse...
Men som årene er gået, er der godt nok også sket noget med mig på det punkt. Jeg græder stadig ikke (nødvendigvis), når jeg er til bryllup eller barnedåb, men når det er mine egne børn, det handler om, skal der godt nok ikke meget til.
Når de optræder med en julesang i ’vuggehaven’, går Lucia-optog eller opfører et teaterstykke på skolen eller viser mig en stil, de har skrevet om deres (vores) familie, kommer tårerne så hurtigt, at jeg bliver helt pinlig over mig selv. For selvfølgelig er jeg, lige som min mor og mormor heller ikke var det, ked af det, men hold op, hvor bliver jeg hurtigt rørt, og det kræver åbenbart også en umiddelbar reaktion fra min krop.
Og noget, der stort set altid kan fremkalde denne reaktion, er sjovt nok tidens gang. Eller mere det, at tiden simpelthen går alt for hurtigt. Som mor til seks børn skulle man måske tro, at jeg måtte have vænnet mig til det, men det har jeg ikke. Med hvert eneste barn kommer det fuldstændig bag på mig, at tiden går – og at den går så hurtigt.
Op til jul og nytår var det min ældste søn, der fik taget mig med ’bukserne nede’, da hun pludselig fravalgte familiehyggen for at tage til fest med vennerne langt fra mit opsyn. Og selv efter at han er kommet hjem i god behold, uden fyrværkeri-uheld eller hospitalsindlæggelser på grund af for meget sprut, er det temmelig sparsomt, hvor meget jeg har fået lov at vide om aftenens begivenheder... Han er på vej, og det må jeg jo bare vænne mig til og finde en accept af – på den ene eller anden måde. Men nu er han altså også 15 om mindre end en uge.
Men at det i denne uge skulle være min yngste, Luna på godt to et halvt, der skulle give mig et ’wake-up-call’, havde jeg simpelthen ikke set komme. Næppe er julen overstået og alle tilbage i hverdagen igen, før jeg skal præsenteres for TIDEN. Mandag afleverer Jonas de to yngste, Luna og Sophus, i ’vuggehaven’ (integreret institution) om morgenen, og da vi nogle timer senere taler sammen over telefonen, fortæller han, at en af pædagogerne har spurgt, om ikke vi synes, at Luna er ved at være klar til børnehave.
- Skal hun i børnehave? Nu? spørger jeg fuldstændig uforstående.
Jonas forklarer, at de synes, hun er klar, og at hvis det er ok med os, vil vi snart få besked om, at hun bliver flyttet fra vuggestuen til børnehave.
Jeg siger ikke ret meget, udover:
- Nå, ok, men hun er selvfølgelig også 2 år og 7 måneder, så det kan da godt være...
For sandheden er, at tårerne lige så stille trillede ned ad mine kinder, mens vi talte sammen. Min lille ’baby’ (hun er jo i hvert fald den yngste) skal allerede i børnehave. Jeg har jo lige født hende, og så skal hun i børnehave...? Jeg kan slet ikke forstå det. I min verden er det bare alt for tidligt – selv om jeg godt VED, at det ikke er. Men dér var jeg bare slet ikke nået til endnu. Nået til at min lille pige faktisk allerede er ved at blive stor.
Jeg kommer nok aldrig til at vænne mig til, at tiden går så alt for stærkt, og at uanset hvad jeg gør for at være der for dem alle og virkelig være til stede i deres liv, vil der alligevel hele tiden være ting, der smutter for mig. Og at tiden går hurtigere i den virkelige verden end i mit følelsesliv...
Jeg hverken kan eller skal forsøge at udskyde tiden. Men for mig vil den nok altid gå for stærkt, og det trækker gerne en tåre eller to (og en hel del flere...) ned ad mine kinder gang på gang...