Charlotte

Mor i en storfamilie

Se mig, Mor! Se mig, Verden...

Bedømt af 1 mødre
22 April 2008 13:29
Der er nok ikke mange mødre, der ikke har hørt sætningen ’Se mig, Mor!’ før. Og de fleste mødre vil også have hørt netop den sætning langt over 1.000 gange. Sætningen der altid kommer langt oppe fra et træ, fra toppen af rutchebanen, eller når gyngen svinger ’helt op til skyerne’. Og ’Se mig, Mor!’ kræver et svar udover et fraværende ’Mmm...’ Men det behøver nu ikke at være så meget mere end ’Hvor er det flot, skat.’ Eller ’Nej, hvor er du højt oppe. Kilder det i maven?’
Hvordan du svarer, vil jeg lade være helt op til dig. Selv har jeg valgt at ignorere psykologers anbefalinger om IKKE at rose børn, og i stedet anerkende dem ved at fortælle dem, at man godt kan se dem. Men de vil mere end nøgternt bare ses – de vil jo ses for at være dygtige, modige, kloge, store...

Og det vil vi voksne også. Under min stress-sygemelding har jeg nemlig fundet ud af, at rigtig mange af os (mig selv inklusive) har rigtig svært ved at kaste sætningen ’Se mig, Mor!’ fra os. Nu lyder den bare: ’Se mig, Verden’, og vi siger den ikke højt. Men ønsket er det samme. Vi vil ses og anerkendes for at være en god og produktiv del af samfundet, og for langt de fleste af os indebærer det også at have et job udenfor hjemmet, der bredt kan anerkendes som værdifyldt. Vi vil være ’synlige’ for verden. Og det er vi egentlig kun rigtigt, når vi arbejder. Og vel at mærke får løn for det...

Min drøm om et mere roligt, mindre stresset og forhåbentlig langt mere tilfredsstillende liv på landet har jeg da også luftet mange andre steder end her på navlestreng, og reaktionerne har stort set været de samme og lydt lidt i stil med: ’Det lyder dejligt, men tør du?’

Min veninde, der selv var nede med stress, var også nervøs for at miste sin ’synlighed’, hvis hun opgav sit faste job for at gøre noget andet med sit liv. Da jeg luftede ideen om landet overfor hende, var hendes umiddelbare svar da også: ’Hvis du er parat til at lave så drastiske forandringer i dit liv, synes jeg, du skal gøre det. Dét kan jeg ikke. Ikke endnu i hvert fald. Det tør jeg ikke...’

For som alle os andre er hun ufattelig bange for at miste sin offentlige synlighed. I dag bliver vi jo i høj grad målt og vejet på netop den. I stedet for at lade os måle på hvor synlige vi har været igennem vores børns opvækst. Hvor tit har du ikke hørt sætningen: ’Det er bare gået alt for stærkt. Jeg synes næsten lige, jeg har født ham, og nu står han her og skal konfirmeres.’ Eller man hører især mænd lidt oppe i årene ærgre sig over, at de gik glip af så meget af børnenes opvækst, fordi de altid var på arbejde. Det er det da ikke værd, vel?

En anden variant af min venindes reaktion har været: ’Er du sikker på, at det er nok? Godt nok er du familiemennesket Charlotte, men der er også en del af dig, der har behov for at have succes udadtil, hvad med den?’

Ja, hvad med den – succesen udadtil? Den skulle der jo meget gerne blive plads til også, hvis jeg blev bedre i stand til selv at planlægge mit arbejdsliv. Men lykkes det ikke lige nu, så gør det forhåbentlig om nogle år, når alle børnene (selv de mindste) er blevet lidt større og har løsrevet sig lidt mere. Og hvis ikke kan jeg håbe, at jeg har været så meget til stede i deres liv, at de vigtigste mennesker i mit liv har set mig, som jeg har set dem. Så når de er voksne, vil de måske huske mere end sætningen ’Se mig, Mor!’, ikke have så stort behov for sætningen ’Se mig, Verden’ og måske tænke ’Vi så dig, Mor...’

Charlotte


Kommentarer til Se mig, Mor! Se mig, Verden...

  • Hej Victoriane!

    Til lykke med graviditeten. Og dejligt for dig, at du er afklaret og kan planlægge og forberede dig udfra nogle dybtfølte idealer. 

    Men jeg er dog ikke helt enig. Det at have et lønarbejde og være med i produktionen og ikke kun reproduktionen er ikke kun et spørgsmål om at blive set eller om at få materielle goder. Det er et grundlæggende behov som kvinder har lige så vel som mænd. For lønarbejde er vel en slags voksenleg, når det er bedst. Kollegerne er "legekammeraterne", jobbet er legen som nogle gange er lige til og sjov og andre gange udfordrer og kræver vækst og slidsomhed - lige som leg for børn. Børn kæmper også samtidig med at de leger. Det er f.eks. ikke nemt at lære at gå, ikke nemt at lære at cykle, ikke nemt at lære at sjippe, at læse osv.osv. Men det er en helt nødvendig udvikling for et barn - uden den stimulation og stress ville barnet ikke udvikle sig.

    Så selv om man godt kan se ned på lønarbejde og karriere og beklage at det kan være svært at kombinere med småbørn i vores samfund, så synes jeg faktisk det er lidt ærgerligt, du er endt som førtidspensionist og din mand har opgivet sin karriere.

    Jeg tror det er godt for et barn, at se dets forældre arbejde og trives med voksenlegen.

    Og det er godt for forældrene når den første lykkerus over miraklet har lagt sig en lillebitte smule efter nogle år måske at få lov at få et lille frirum fra børneuniverset som godt nok er bedårende , men nok også meget mere stressende end noget karrierejob. Har selv prøvet begge dele - karrierejob med maksimalt ansvar og lange, hårde arbejdsdage men man skal ikke glemme at det også er voksenleg og dermed givende - også til familielivet.

    Det bekymrer mig at du har især med din diagnose: angst og depression har valgt førtidspensionen.

    Der er noget der tyder på, at mennesker med psykiatriske lidelser har rigtig godt af at være på arbejdsmarkedet. - men på deres egne præmisser!

    Derfor må min konklusion være som så mange gange før, at det ikke må være et valg mellem at være på arbejdsmarkedet eller hjemme hele tiden men et krav om at kunne få det arbejde, der passer til en - om "problemet" så er en lidt sart psyke - der dog sikkert har godt af at blive udfordret og stimuleret af en arbejdsplads - eller "problemet" er at man har født et barn for ganske kort tid siden.

    Det er fint at gå hjemme - i nogle år - men som systemet er nu risikerer man at det bliver svært at komme tilbage. arbejdsmarkedet skal være meget mere rummeligt og fleksibelt - for det hjemmegående liv er faktisk slet ikke idyl - tro det eller lad være. Det kan være ret så hårdt arbejde og stressende og det kan føles som en ren fridag at gå på arbejde bare en lille smule - når altså barnet er parat til at undvære sin mor lidt - dvs. absolut ikke for tidligt.

    Græmmes over mødre som ikke vil afholde den hårdt tilkæmpede barsel fuldt ud men græmmes også over dem der slet ikke vil arbejde for at fastholde kvinders privilegier som arbejnde mennesker - altså ud over husarbejdet. Jeg synes ikke at nogen af delene er et godt eller værdigt liv - og heller ikke specielt godt for børnene på længere sigt.

     

     

    Rosemarie8 29 July 2008 15:22
  • Hej Charlotte!

    Problemet er jo, at det reproduktive arbejde, som vi som kvinder er de eneste, der kan udføre i hvert fald i forbindelse med graviditet, fødsel og (langtids)amning slet ikke bliver anerkendt. Det viser sig især på kr. og øre, hvor det at blive mor altid er lig med et pænt stort indtægtstab. Jeg får kun fuld løn ½ af min barsel. Derefter er det over på dagpenge, og det er da fuldstændig urimeligt og uacceptebelt, at samfundet ikke honorerer det store arbejde, det er at passe og få så lille et barn i fin trivsel. Det er jo som vi alle ved et 24 timers job, men alligevel betales vi på dagpenge måske kun hvad der svarer til  ½ af vores arbejdsindtægt før fødslen, selv om vi arbejder dobbelt så hårdt.

    Når noget ikke honoreres økonomisk mister det også næsten altid automatisk synlighed og status.

    Og moderskab er i vores samfund lig med økonomisk tab. Samtidig med at vi arbejder så hårdt som aldrig før er omgivelsernes holdning, at vi går og hygger os og tager en slapper fra "det rigtige arbejdsliv". Vi går jo bare derhjemme og det vi laver kan ikke ses. Det forventes bare, at vi gør det rigtig godt - og gør vi det er det en selvfølge. Ellers bliver vi udsat for den offentlige fordømmelse som en dårlig mor, og det er vel næsten "værre end døden".

    Men ingen tænker på hvor elendige forhold mange af os har som mødre. Den dårlige økonomi er jo en ting. Mange har svært ved at tillade sig mere end bare 1 lille års barsel. Og enhver mor ved, at det er altså ikke helt nok. Altså det er da ikke ligefrem sådan juhu nu kan jeg endelig slippe for at se min baby hele dagen og skal kun belemres med pasningen nogle få timer efter arbejde...

     Når vi selv vil passe vores børn efter barslen mødes vi af en økonomisk barriere som er ekstremt uretfærdig.

    For var det andre der skulle passe vores f.eks. 3 børn ville de få en fuldtidsindtægt, pensionsopsparing, feriepenge, feriedage, sygedagpenge og aflastning osv.

    Men intet af dette er en mor beskåret.

    Hun kan få lov at passe sine måske 3 børn helt gratis selv om hun ikke kan gå hjem eller får afhentet børn kl. ca. 16.30 men også må tage aftenvagten og nattevagten og weekendvagten. Mor får ingen penge til sine gamle dage, hun får ingen ferie - der skal hun arbejde fuld tid som altid og bliver hun syg må hun klare det alligevel - der er ingen gæstedagpleje eller pædagogvikar.

    Det at være mor er således lovgivningsmæssigt, rettighedsmæssigt og økonomisk noget helt udenfor nr.

    Det er jo lig med et kald. Og dermed er det benhårdt og gratis arbejde uden skyggen af rettigheder som det "arbejdende" folk nyder godt af.

    ja jeg synes det er helt forkert. Men vi er jo så vant til at vi som mødre er omfattet af "kald-paragraffen", så vi tænker slet ikke på, at det arbejde vi gør honoreres godt når det er pædagoger og dagplejemødre der udfører nøjagtig det samme arbejde.

    Og samtidig går vores mænd på arbejde. Min mand sidder på et kontor. jeg ved ikke så meget om hans job, men det er da primært noget med at sidde i ro og mag og tale i telefon, trykke på knapper på pc´eren og deltage i møder. Han kan med tiden komme op og tjene svimlende høje summer.

    Jeg har også en lang og godt betalt uddannelse, men jeg kan uden krumspring og omveje  få de familievenlige forhold, der gør, at jeg er rigtig glad. Jeg synes jo, at det at være mor er langt, langt det vigtigste. Men jeg får ingen løn for det.

    Og jeg har i min arbejdsdag ingen pauser, ingen aflastning. Jeg må ikke blive syg, for hvem skal så tage over.

    Af og til fristes man til at gøre det på den måde som samfundet har tilrettelagt via lovgivningen: aflevere ved institutionskasse nr.1 når barnet når "den magiske grænse?" omkring de 11 måneder, overhøre gråden og de ømme bryster der stadig er mælkeproducerende, overhøre lyden af et styk hjerte, der brister og storme ud og gøre megakarriere og få et spændende, stimulerene voksenjob, hvor der smides en masse penge i nakken af en hver måned + anerkendelse og status i spandevis.

    Alternativet er jo at gå hjemme og blive mere og mere slidt, fattig og tabe status for hver dag udenfor det "rigtige" arbejdsmarked.

    Alligevel trækker det at få mere tid med børnene mens de er så små.

    Og det er vel fordi vi som kvinder har en intuitiv fornemmelse, af at det på en måde også er det ,vi er skabt til og det vores børn har så hårdt brug for.

    Bare trist at det skal være sådan en kamp. Og egentlig går jeg mest ind for at man kan få lov at arbejde nogle timer på det "rigtige" arbejdsmarked - men man skulle selv få lov at bestemme hvor mange timer, man vil afgive af moderjobbet og ideelt set også hvornår.

    Jeg tror det giver det bedste liv når der er balance.Og det at være fuldtidshjemmegående i lang tid er ikke lig med balance - det er rigtig hårdt på mange plan.

    Men vi behøver noget mere anerkendelse for vores job som mødre - og den anerkendelse kommer nok ikke så længe vi gør det gratis. Sådan er verden vist så basalt skruet sammen.... 

     

    Rosemarie8 29 July 2008 15:24