Navlestreng

Ja, sådan føler jeg mig ind imellem.......

 Min mand har en datter, som aldersmæssigt ligger midt mellem mine piger, og det er ikke altid nemt skulle jeg hilse at sige.

 Men hvorfor er det tit så svært at være stedmor, papmor, bonusmor eller hvad det nu hedder ? Det lader ikke til at papfædrene lider de samme kvaler - ihvertfald ikke så tit.

Der findes nok ikke noget endegyldigt svar, men for mit eget vedkommende handler det nok dels om mine forventninger til mig selv, dels omgivelsernes forventninger om den altomfavnende kvinde og så endelig dét faktum at min papdatter har en mor, som allerede har opdragerrollen for hende. Min eksmand ser f.eks. kun vores piger 2 dage hveranden uge, så han har ingen decideret opdragerrolle og er ikke en del af deres hverdag. Derfor, tror jeg, det er nemmere for min mand at træde i faderrollen overfor dem. Min papdatter accepterer ikke ubetinget mine regler, for hun er her kun 5 dage hveranden uge - resten af tiden har hun jo sin mor.

Det er heller ikke fordi, jeg vil være hendes mor. Jeg ønsker kun at blive respekteret og accepteret i mit eget hjem. Jeg havde også engang en lyserød drøm om, at vi skulle være fortrolige og bedste venner, og hun, jeg og mine piger skulle være "tøser" sammen, men den drøm måtte jeg ret hurtigt opgive.

Dels har hun nogle vanskeligeheder rent socialt og adfærdsmæssigt og dels har jeg lært, at man ikke bare sådan lige kan lukke "andre folks børn" ind i sit hjerte ubetinget. Det kan være langt sværere end det lyder - det må man bare ikke sige som kvinde. Vi skal helst kunne favne, rumme og elske alle børn. Det forventer vi selv, og det forventer samfundet. Alle steder får jeg ørerne tudet fulde om, hvor fantastisk min mand er, at han sådan har taget mig og mine børn til sig. Og det er han skam også ;) Men der er ingen, der fortæller mig, hvor fantastisk jeg er, fordi jeg tager mig af hans datter samtidig med mine egne børn. Det er lissom givet, at man gør det som kvinde.

Men hvorfor er det sådan ? Forventer vi virkelig, at en mor automatisk skal kunne elske, favne og rumme uden problemer ? Og hvad nu, hvis hun ikke gør det/kan det ?