Er man en 'rigtig familie' uden far?

Bedømt af 4 mødre

11 March 2008 10:00

”Man kan klare dobbelt så meget, som man selv tror – og 10 gange så meget som ens mor tror”
Sådan siger min far altid. Og jeg har mere end én gang i mit liv måttet sande, at det er rigtigt.

Den første gang var kort før bruddet med mine døtres far. Jeg fik en abort og fik fjernet vores 3. barn. Graviditeten var bestemt ikke planlagt og bruddet snart forestående.
Dén oplevelse gav mig den allerførste spæde indsigt i min egen styrke – en styrke som jeg siden har haft brug for gentagne gange. Det har af og til føltes som om, min styrke har svigtet mig, men i sidste ende har jeg altid kunnet grave den frem fra mit inderste et sted, når der var allermest brug for den.

Livet som enlig mor er bestemt ikke nogen dans på roser, men som i alle livets andre forhold er der både positive og negative sider. De to gange i mit liv, hvor er seriøst forhold er endt for mig, har det primært været min beslutning – og det gør unægtelig bruddet nemmere. Men stadig er det ingen rosenrød fortælling, for især hensynet til og bekymringen for mine børn, har fyldt rigtigt meget begge gange. Hensynet til mine piger har også gjort, at jeg begge gange har trukket beslutningen alt for længe. Og jeg er overbevist om, at det er en vigtig årsag til at samarbejdet med deres far først i dag er nogenlunde tåleligt – der har simpelthen været alt for mange bitre og sårede følelser, der skulle bearbejdes, før vi kunne tale nogenlunde sammen.

Det sværeste brud rent mentalt var, da pigernes far og jeg gik fra hinanden. Godt nok var kærligheden død, men drømmen om kernefamilien, det tætte familieliv og en tryg og sikker opvækst for mine børn, levede jo i bedste velgående. Selvom det mest var mig, der ønskede separation, havde jeg meget svært ved at forlige mig med tanken om at skulle være nogens ”ekskone”. Jeg er vokset op omgivet af traditionelle kernefamilier, har aldrig rigtig kendt skilsmissebørn eller kendt til nogen, der gik fra hinanden. Så jeg følte slet ikke, at det passede til mig og mine børn – bare tanken om ”fars nye kæreste”, ”mors nye mand”, ”stedsøskende”, ”halvsøskende” osv osv. Jamen du godeste, det kunne jo kun blive noget værre rod. Jeg havde så ondt af mine piger, at det gjorde ondt helt ind i sjælen – og hvad ville min familie dog sige ?? Ville de dømme mig ?? Udstøde mig ?? Ville jeg blive familiens sorte får nu ?? Dybest set var jeg ikke i tvivl om min families kærlighed og støtte, men samtidig var det valg, jeg tog, så langt væk fra alle værdier, jeg var vokset op med, at jeg alligevel ikke var helt sikker.

Der gik lang tid før jeg følte, at pigerne og jeg var en familie, for der manglede jo en far, og så er man da ikke en rigtig familie ?

Gennem årene har jeg dog heldigvis lært, at en ”rigtig familie” ikke defineres af, hvor mange personer der er, men af det sammenhold man har samt de følelser, der binder én sammen. Jeg har jo så også efterhånden prøvet alle former: traditionel kernefamilie, alene med børn, alene med børn men med kæreste og sammenbragt familie. Alle er faringer, jeg har haft, har lært mig utroligt meget om mig selv og mine omgivelser, og i dag føler jeg mig langt bedre rustet til at få en familie og et parforhold til at køre, end da jeg ung og naiv giftede mig som 20-årig.

Oplever du som enlig mor, at du og dine børn tilsammen udgør 'en rigtig familie'?

Jeg glæder mig til at høre om alle jeres erfaringer.
Alt det bedste fra

Bianca

Elisabeth_og_Bianca

Tags: enlig mor sammenbragt familie skilsmisse rigtig familie

Kommentarer til Er man en 'rigtig familie' uden far?

Jeg er godt nok ikke enlig mor, da jeg er registreret med en anden kvinde, men vi har heller ingen "far" her i vores lille familie.
Jeg er vokset op med, at en familie består af mor og far...og så børn. Den "ide" har jeg haft HELE mit liv, og har den stadig inderst inde, men....hvad er en far egentlig?!
En far, er den mand, der er der for børnene...om han er i huset, eller et andet hus - han er jo stadig far. Far kan jo også defineres på 2 måder, der er genetisk, og følelsesmæssigt.
Den genetiske er ikke altid den vindende far.
Så, jeg tror på sin vis, at hvis mor og far ikke kan sammen - går det ud over børnene. I starten er brudet hårdt, men når de mærker, at både mor og far hver især er hyggeligere at være sammen med, er det hele nok ikke så hårdt.
Mine forældre er sammen idag, men da jeg var højgravid, gik de fra hinanden. Jeg er stadig ikke helt sikker på, at det var godt de fandt sammen igen - for deres egen skyld. Min egoisme er dog glad....for mine forældre er jo sammen igen.
Somme tider må man være egoist - andre gange lade tingene gå deres gang.
Jeg er sikker på dine børn elsker Jer lige højt, om I er sammen eller ej.......bare de aldrig bliver beskyldt, eller tror at det er deres skyld I gik fra hinanden.
Dejligt indlæg, der får én til at tænke.
Cheers,
Henriette
CaHeLA 12 March 2008 07:38
Hej Henriette,
Jeg er da heller ikke i tvivl om, at det mest perfekte for et barn er, at det bor med begge forældre.....hvis de vel og mærke er glade for hinanden. Ellers tror jeg bestemt ikke det er sundt. Det var vist Dr. Phil der engang sagde, at børn hellere vil komme fra et splittet hjem end at bo i ét ;) Og det tror jeg er meget rigtigt.
Jeg har sluppet den dårlige samvittighed og er idag ikke i tvivl om, at jeg har valgt den bedste løsning for mine børn.
Men du må ind imellem tumle med nogle af de samme tanker, da det familieliv du lever, jo heller ikke passer ind i en fin lille kasse ;)
Knus fra Bianca
Elisabeth_og_Bianca 12 March 2008 15:54
Vi er en rigtig familie..mine to skønne drenge og jeg. Under begge mine graviditeter er jeg blevet forladt kort før fødslen!!! Den lader vi bare stå lidt :-)
Min store dreng, Daniel, på snart 8 har jeg med en fantastisk mand - der ikke ligefrem lagde heldigt ud som far. I dag...mange år senere er han en skøn far og hans kæreste er en dejlig Præmie-Pia. Min dreng har en halvlillesøster, tre stedsøstre og en halvlillebror - og alle børnene er skønne - også de to eks-stedbrødre fra hans fars tidligere forhold. Nu tænker i måske puha, men helt ærligt så har vi det godt. Daniel sagde en dag til min mor: "Ved du hvad mormor, jeg har bare verdens bedste familie...begge to. Jeg synes jeg er så heldig." Nu ved jeg hvad det heldige er - det heldige er at vi som forældre har turde indrømme vores fejl. Og Præmie-Pia hviler så meget i sig selv, at hun accepterer og respekterer mig. Vi besøger hinanden indimellem og da vores dreng har et fysisk handicap er kommunikation jo vigtig.
Vi er en familie os tre og sammen med alle de andre - fordi vi vil hinanden det godt og prøver at se det bedste i hinanden også når det er svært og vores behov kommer i konflikt.
Knus fra Tina.

DanielLuca 16 March 2008 11:31
Det er måske nok hårdt at være enlig mor, men det giver til gengæld også en en masse frihed og man slipper for at skulle gå på kompromis hele tiden.

JumpingFrog 22 March 2008 07:58
Her kommer en lille hilsen fra en med-singlemom. ;-)
Jeg har med interesse læst din blog, Bianca. Det er rigtigt godt beskrevet. Jeg kan i høj grad genkende dine følelser omkring det at være en "amputeret familie", som jeg vælger at beskrive det. Vi kan godt fungere og fungere godt, men der vil ligesom altid mangle en væsentlig del. Heldigvis lykkes det for mange af os, at finde grundlaget for at få samarbejdet med den anden forælder til at fungere, til gode for børnene og én selv.
Jeg har ofte ønsket, at der havde været et Singlemom.dk da jeg brød med mine børns far. Jeg stod alene, uden erfaringer og viden at trække på. Jeg kendte ingen i samme situation og jeg følte, at enlig mor lugtede af social nedvurdering. I dag ved jeg heldigvis bedre og jeg er stolt af at være singlemom og en god (alene)mor. Dengang kunne jeg finde støtte hos familie og venner, men det er svært at sætte sig helt ind i hvilke følelser der er og især hvilken sorg det kan være, at måtte byde sine børn at blive skilsmissebørn. Sådan tænkte jeg dengang. Jeg savnede meget at tale med et menneske, der kunne sige: Jeg VED præcist hvad du taler om.
Det har jeg fundet nu på Singlemom.dk. Uden at få det til at lyde som ren reklame, men dog som et modspil til en kommentar længere oppe, kan jeg sige, at jeg ikke andre steder i cyberspace har fundet så meget varme og forståelse. Der er støtte og opmuntring, når hverdagen bliver lidt for barsk, men bestemt også konstruktiv modspil.
Oven i hatten er der fornøjelsen af at være del af et fællesskab, et netværk de aftner, hvor børnene sover. Vi kender ikke alle hinanden ude i virkeligheden, men i cyberspace gør vi. Det føles trygt og godt.
Carla :-)
Carla 25 March 2008 20:00
Det ser ud til, at jeg desværre bliver nødt til at melde mig på banen i forlængelse af en kommentar skrevet ovenfor af brugeren "powermom".

Jeg vil gerne gøre det klart én gang for alle, at vi under ingen omstændigheder accepterer personangreb som det ovenstående her på Navlestreng.dk. Kommentaren fra "powermom" er både underlødig og usaglig og det er ikke én som andre mødre har noget som helst ud af eller som åbner for dialog med Singlemoms repræsentanter. Derfor hører den ikke hjemme her på siden.

Hvis "powermom" virkelig er af den opfattelse, at det er sårende og upassende at svine andre til som det synes at fremgå i forhold til Singlemom.dk kan det undre, at det er selvsamme fremgangsmåde der benyttes af vedkommende her...

Uanset hvad er det i hvert fald ikke én, som vi benytter på Navlestreng.dk, hvor vi arbejder på at skabe et mødested kendetegnet ved en behagelig tone og plads til alle - og også til forskellige holdninger af den saglige slags!

Derfor vil jeg gerne bede "powermom" om øjeblikkeligt at slette kommentaren eller alternativt moderere sproget så det sømmer sig bedre for siden. Ellers er Navlestreng.dk måske ikke det rette netværk for "powermom".

Hilsen
Mona
Mona 26 March 2008 11:42