Den dårlige samvittighed
"Mor, det ville altså være meget nemmere, hvis far boede lidt tættere på"
Sådan siger begge mine piger med jævne mellemrum, når vi tager turen på en time op til deres far.
Og hver gang prikker det lidt til samvittigheden.....
Det er efterhånden 6 år siden, vi gik fra hinanden. Vores yngste datter på 8 år kan ikke engang huske, at vi har boet sammen. Men det betyder bestemt ikke, at de ikke stadig mangler ham. Problemet er, at i takt med at de bliver ældre og ældre, er det mere veninder, ridning, svømning osv, der trækker i dem. Det er sjovere end at sidde hos deres far i en lille by uden muligheder og uden venner. Men samtidig elsker de jo deres far, og vil bestemt ikke undvære ham.
Og det ville da være helt fantastisk, hvis de kunne se ham, når de ville. Hvis han kunne hente dem i skolen. Hvis han kunne møde deres venner og deltage aktivt i deres liv og hverdag. Men sådan er virkeligheden bare ikke.....
Og jeg forsøger virkelig at lade være med, at lade den dårlige samvittighed tage over. Det er så nemt som enlig forælder at komme til at ynke sine børn. At se dem som "stakkels skilsmissebørn" og forsøge at kompensere for tabet af den anden forælder i hverdagen.
Men jeg synes ikke, at mine børn er nogle stakler, og jeg har ikke ondt af dem. Naturligvis ville det være dejligt, hvis de havde nemmere adgang til deres far. Men jeg er ikke spor i tvivl om, at vi traf det rigtige valg i sin tid, og jeg ville ikke gøre det om....men derfor prikker samvittigheden stadig af og til. Jeg tror bare ikke på, at det er gavnligt for børnene, at man synes, det er frygteligt synd for dem. Mine børn skal ikke vokse op og synes, de er "stakkels"....
Hvordan takler I den dårlige samvittighed ? Og er skilsmissebørn "stakkels" ?
Mange tanker fra Bianca
Elisabeth_og_Bianca
Kommentarer til Den dårlige samvittighed
-
Åh den samvittighed.....
Jeg blev enlig mor i oktober, og den ældste er kun lidt over 2 år nu.
I starten forstod han jo slet ikke hvad der skete, og han kaldte på sin far hele tiden, og spurgte mig hele tiden "hvor er far?".
Jeg havde konstant dårlig samvittighed!! For han savnede jo sin far, men der var intet jeg kunne gøre...
Nu, et halvt år efter, har han heldigvis bare accepteret situationen som den er, og spørger stort set aldrig til ham, gider ikke ringe til ham, nej han vil faktisk hellere ringe til min veninde :)
Og opstod der bare en ny form for dårlig samvittighed.... For får de nu et ordentligt forhold sammen? Er han ved at "droppe" sin far?... Har han glemt ham?...
Den dårlige samvittighed vil vist altid være der, tror jeg. For hvis det ikke er det ene, ja så er det det andet.
Det bedste man kan gøre er nok bare at gøre som børnene, og acceptere situationen som den er, hvis man alligevel ikke kan ændre på det...
Stinne90 05 April 2008 13:24
-
Om skilsmissebørn er stakkels kommer vel mest af alt an på hvordan deres situation er specifikt og hvordan de selv og deres forældre takler situationen.
Det er let at forestille sig et stakkels skilsmissebarn; sporadisk kontakt til den ene forælder, forældre der skændes over småting eller værre - slet ikke taler sammen. Børn hvis forældre ikke vil ses, så barnet hentes/bringes i daginstitutionen. Eller hvor den ene forælder ikke magter forældreopgaven. osv.
Men for rigtig mange skilsmissebørn er den svære tid kun en periode. Så falder tingene på plads på en ny måde og de får et nyt familieliv - som delebørn eller med bonus-søskende og -forældre.
Dårlige forældre er desværre dårlige uanset om de er skilt eller ej. Så for nogle børn kan skilsmissen være en lille fordel.
På trods af at jeg har en god veninde hvis skilsmisse har været både rar og lykkelig og givet bonus, så er jeg ikke fortaler for skilsmisser. Jeg er selv skilsmissebarn og ville ønske at mine forældre havde valgt at arbejde med deres forhold (begge to) i stedet for at vælge skilsmissen. Det er ikke et valg jeg nogen sinde vil tage. Vi har været der hvor det var til diskussion, men vi valgte at forandre os i stedet for. Og det virker rigtig godt for os.
rotemutter 11 August 2008 08:37
