Navlestreng

Kommentarer til Myten om den perfekte mor

• 

  Tja, jeg er ret sikker på at grunden til at vi enlige mødre i så høj grad går op i at så meget som muligt og helst lidt mere skal være perfekt er fordi systemet allerede har stemplet os som problemforældre fordi vi er enlige forældre. Jeg mærkede skiftet ret grundigt da jeg blev enlig. Sundhedsplejersken havde indtil da kun haft positive ting at sige, men nu var det pludselig nødvendigt med besøg selv efter den slags normalt holdt op (og hun allerede inden jeg blev alene havde sagt at besøg sådan set ikke var nødvendige mere). Det mest skøre er at hun hver gang ikke havde noget at sætte fingeren på. Der var intet i vejen, hvilket hun også selv skrev i barnets bog men alligevel var det nødvendigt at komme igen fordi jeg jo stod alene med min datter. Til sidst sagde jeg simpelthen stop. Sagde at der ikke var nogen som helst grund til at hun skulle komme mere. Så truede hun med en masse rigtig ubehagelige ting, men heldigvis kender vi en der er god ven med byens borgmester og en kort henvendelse fra ham fik hende til at klappe helt i og indrømme at der aldrig havde været noget at komme efter hos os. Så det er efter min mening i høj grad systemet der gør os enlige nervøse og bange for at begå fejl. Og så er der jo også nogle enlige mødre som har problemer med barnets far og det giver også en ekstra hovedpine.

  JumpingFrog 20 April 2008 15:32
  
• 

  Hej enlige mor!

  Sikken en forfærdelig sundhedsplejerske. Har selv prøvet noget lignende. Jeg var/er godt nok ikke enlig mor, men jeg boede og bor lidt endnu i socialt boligbyggeri, fordi min mand og jeg fik børn mens vi stadig var studerende. Her kan vi bo i rækkehus med have, men bliver så tilsyneladende også nemt stemplede som "problemforældre" alene p.g.a. postnummeret. 

  Egentlig har jeg en meget længere uddannelse end sundhedsplejersken og ville være hendes overordnede, hvis ellers jeg havde valgt at gøre karriere i stedet for at gå hjemme i nogle år mens mine børn er små.

  Jeg kunne bare mærke, at hun så ned på os, og det var ligesom "find 5 fejl", for der måtte jo være noget galt med os som forældre og med vores barn/børn siden vi boede i sådan et område. Hver gang hun kom fik hun gjort mig usikker og angst selv om jeg op til besøget var helt afslappet, lykkelig og vild med at være mor og have tid til mit barn. Jeg tror også noget, af det var misundelse, fordi der er mange kvinder, der tilsyneladende har styr på det med villa, vovse og volvo og en fin stilling men de har så ikke haft ret meget tid til deres egne børn. Jeg tror, det - ubevidst? - pissede hende af, at vi turde vælge anderledes. Vi ramte måske  et sted i hende, der gjorde ondt? - et sted hun havde fortrængt. Hver gang hun kom prædikede hun, at nu skulle jeg holde op med at amme! -Ja det er sgu ikke løgn! Jeg forklarede, at jeg havde det rigtig godt med at amme et barn på dengang ca.1½ år, og jeg havde besluttet at det var op til ham, hvornår vi skulle holde op. Jeg kunne bare blive så rasende på hende. Det var noget med hele hendes udstråling og kropssprog. hvor hun bare kunne side og observere og jeg kunne mærke, at hun ledte efter noget, der var "galt".

  Jeg kan blive så rasende på de kvinder der i deres stillinger uanset om de så er sundhedsplejersker, socialrådgivere, læger, pædagoger eller whatever får udlevet noget af deres eget gamle "lort" via deres stilling. Hvor de ikke er professionelle eller objektive, men kommer til at blande deres egne problemer og issues ind i det. Det med at jeg ikke"måtte" amme handler jo sikkert om, at den sundhedsplejerske ikke selv har kunnet amme sit eget barn særlig længe. Og så kunne hun ikke bære, at jeg kunne og det gik så godt.Jeg har i hvert fald fået et kernesundt barn ud af det. Han er 7 år nu, og jeg kan næsten tælle på en hånd de gange han har været syg og da kun 1 enkelt dag ad gangen som oftest. Jeg er sikker på, at det er langtidsamningen, der har gjort ham så robust. Heldigvis har jeg selv en lang uddannelse og havde læst en hel masse om amning, så da den dumme sundhedspl. kørte sin "stop.-amningen" -terror så vidste, jeg at det var hende, der ikke kunne sit fag, ikke havde sat sig ind i den seneste forskning og viden omkring emnet. Jeg tror også hun blev lidt sat på plads af at jeg er langt bedre uddannet end hende selv om jeg "kun" er hjemmegående p.t. Jeg tør slet ikke tænke på hvad der kunne være sket, hvis jeg rent faktisk havde været f.eks. både en ung, enlig og uuddannet mor. Så havde hun vel truet med tvangsfjernelse?.....

  Så ja I enlige mødre fat mod!

  Men vid at I langt fra er de eneste, der bliver udsat for uanstændig opførsel fra sundhedsplejersker og andet "godtfolk" - som ikke kan finde ud af at være professionelle nok. 

   

  Rosemarie8 20 April 2008 20:17
  
• 

  For mit vedkommende er det også mine egne fordomme der spiller ind. Jeg tror at andre tænker, at jeg er sådan eller sådan fordi jeg er alenemor. Jeg tror de tænker, at alenemor lugter af et socialt tilfælde.

  Da jeg blev skilt var jeg den eneste i omgangskredsen og familie det nogensinde var overgået. Jeg kendte ikke andre alenemødre, havde aldrig talt med en og det varede også et godt stykke tid inden jeg fik kontakt med andre. For mig var alenemødre dem oppe i blok-komplekset med grønsnottede unger og ingen uddannelse. Ja, sådan kan man jo tage fejl.

  Nu, adskillige år senere, er jeg langt mere afslappet omkring det. Jeg har ikke på samme måde behov for at signalere udadtil gennem mine børn. Jeg kæmper dog stadig med behovet for at vise, at jeg kan det hele og min modvilje mod at søge hjælp hos andre. 

  Faktisk rejser jeg børster, når jeg fornemmer at andre vil tage særlige hensyn til mig alene på baggrund af min sociale status. Jeg kan ikke ha' det! Jeg ved at det er for at være venlige, men jeg har svært ved at kapere det. Når det er familie og venner betyder det intet, for de kender mig jo og jeg behøver ikke "bevise" noget. De få gang jeg har mødt "omsorgen" fra mindre nære eller fra skole-daginst. regi fx. har jeg følt mig nedgjort, og det er ikke en rar følelse at sidde med.

  Carla 30 April 2008 11:58
  
• 

  Jeg har oplevet op til flere gange - og hørt fra andre mødre - at det er svært at trænge igennem i forhold til kommune, læge, institution osv.. Derfor bruger jeg ofte min ældste søns far når jeg vil opnå noget på min søns vegne. Han bliver altid modtaget langt mere positivt end jeg og vi har tit talt om det med at han som enlig far har langt større opbakning og får meget mere anerkendelse :-) Det er jo til at grine af, men også lidt trist. Vores dreng har et handicap og uden hans far var jeg nok aldrig kommet igennem til kommunens handicapafsnit og hjælpemiddelcentralen...suk suk. Men heldigvis har min søn den dejligste far i verden og han er ikke bange for at give en hånd....også til mig :-)))

  DanielLuca 02 May 2008 22:52
  
• 

  Ja det er noget mærkeligt noget, at man på en måde både får en større status og mister enormt meget status, når man bliver (enlig)mor. Mænd har status, fordi de har nemt ved at gøre karriere og tjene gode penge uanset, om de bliver fædre eller ej. Hvorimod det at blive mor altid er lig med en eller anden form for indtægtstab. Jeg får kun fuld løn ½ af min barsel og der er vel ingen mødre, der sparer op til pension, når de er på barsel. På den måde sender samfundet jo et kraftigt signal om, at det at være mor ikke er lige så meget værd i kr. og øre som f.eks. at være ude på arbejdsmarkedet som ingeniør eller et andet fag, som traditionelt er godt betalt også fordi det traditionelt er et mandefag.

  Dertil kommer så, at mange mødre egentlig forståeligt nok føler sig pressede til at skrue ned for karriereambitionerne efter barslen. Og så kommer der endnu et indtægtstab. Og igen lavere status.

  Samtidig tror jeg, vi alle føler, at det at blive mor og være "en god mor", der er respekteret er lig med højstatus i et kvindeunivers. Man bliver desværre bare økonomisk fattig af det, fordi vores samfund jo på mange måder stadig er styret af mænd og de værdier, mænd traditionelt set sætter højt.

  Da mænd jo hverken kan være gravide, føde eller amme og derfor ofte ikke har helt den samme plads i de helt små børns liv, har det vel betydet, at det ikke er der de store penge ligger. Havde det været mændene der stod for det meste af det reproduktive arbejde ville det sikkert være rigtig godt betalt.

  Jeg synes, det er så uretfærdigt, at det at skabe et nyt liv - og give det de bedste betingelser i starten af livet -noget der vil påvirke postivit eller negativt resten af det barns liv - honoreres så elendigt økonomisk set.

  På den måde er lavstatus og nedvurdering noget, der rammer os alle som mødre - for økonomisk set kan vi bare ikke følge med, hvis vi også vil tage fri fra arbejdsmarkedet og være der for vores børn. Er man enlig mor bliver man så ramt endnu hårdere i "den offentlige mening".

  Men min pointe er, at som det sidste indlæg viste, så er det jo egentlig kønnet og ikke ens status som enlig forælder, der er afgørende.

  En enlig far forventer man ikke det samme af med omsorg osv. Bare han kan klare de mest basale ting får han toppoint af omgivelserne. Han kan i mange tilfælde langt bedre tjene penge og dermed bevare sin status.

  Men det er jo himmelråbende uretfærdigt, at det at skabe et nyt liv og bruge tid på f.eks. at amme det længe ikke betales efter værdi i kr. og øre.  Hvorfor finder vi som kvinder os i, at det store arbejde vi gør regnes for så lidt økonomisk set. Hvorfor finder vi os i, at det er en selvfølge, at vi gider, når det er så dårligt betalt. Jo fordi vi elsker vores børn og de er det vigtigste for os - vigtigere end status og penge.

  Men jeg ville alligevel ønske, der kom et oprør, en revolution, så det at føde børn ikke automatisk skulle være lig med et kæmpe indtægtstab alene i forbindelse med barlsen.

  Jeg er sikker på, at det er de ovennævnte faktorer - der er meget medvirkende til, at det er lig med at blive set ned på at være ikke enlig forælder men udelukkende ENLIG MOR.

  Hvornår får vi ligeløn i forbindelse med fødsler? 

   

   

  Rosemarie8 04 May 2008 11:02
  
• 

  Helt enig i at man som enlig far har langt større status end man har som enlig mor. En enlig far ofrer sig jo! Det hænger mig ud af halsen denne forskel for efter min mening er der ingen forskel.

  JumpingFrog 22 May 2008 08:46