Navlestreng

I morgen venter endnu en arbejdsdag. En dag hvor jeg har konsultation og skal se på omkring 20 gravide.
Jeg glæder mig faktisk lidt. Jeg kan rigtig godt lide at følge ”mine” kvinder og mænd i en fase, som for manges vedkommende er fuldstændig forandrende for hele deres liv. Jeg synes også, at det er skønt, når ”mine kvinder” kommer igen, og skal have deres andet eller tredje barn – og endnu engang følges af mig i deres graviditet. Så føler jeg mig som en rigtig gammel jordemoder!

Men jeg ved også, at når jeg går hjem i morgen eftermiddag er jeg fuldstændig flad! Fordi jeg har 20 minutter til hver kvinde eller hvert par. Måske lidt mere hvis der er en på listen som har født – måske lidt mindre, fordi jeg lige har klemt en ekstra ind, som har brug for flere besøg.
På de 20 minutter skal kvinden undersøges og ofte er der tanker som skal vendes.

Et par har fået et svar på nakkefoldsscanningen i 12. graviditetsuge, som ikke var så positivt som forventet – og nu skal kvinden have lavet en fostervandsprøve. Ventetiden er svær. ”Hvad nu hvis …?”
Hos et andet par fornemmer jeg afstand mellem dem – og spørger ind til det. Det udløser en lang snak om deres samliv, deres manglende seksualliv og deres angst for om de mon er ved at miste hinanden?

En anden kommende far er meget stille og holder sig i baggrunden hele tiden. Først da de er lige ved at skulle gå, fortæller han endelig om hvor svært han har det med at skulle være far. Hans bekymring over at han ikke rigtigt føler noget for barnet. Hans uro for om han kan finde ud af det. Og kvinden nævner sin længsel efter at dele glæden med ham – en længsel han har svært ved at imødekomme.

En fjerde kvinde sidder med sin endnu flade mave og siger at hun er bange for at føde – og ”slet ikke kan se sig selv i den situation! Jeg vil gerne have et kejsersnit!”
En femte kvinden begynder at græde, i det øjeblik jeg ser på hende. Hun er træt, stresset, har mange plukkeveer, synes det er svært at overkomme arbejdet og de 2 større børn derhjemme. Hun føler slet ikke at hun slår til.

En sjette kvinde er urolig – alle kommenterer hendes mave, som ikke er så stor. ”Er du nu sikker på at barnet vokser som det skal?” ”Hold da op – det kan da ikke passe at der kun er 2 måneder til!?” Rummet fyldes med hendes frustration over andre, tilfældige menneskers indblanding – og hendes bekymring.
Indimellem disse - og mange andre fortællinger - er der så alle de gravide og kommende fædre, som bare har det godt! Som trives, er trygge og glade og hvor barnet vokser som det skal.

Uanset hvad, skal alle ”ses”, høres og imødekommes. Og det, uanset om de har det godt eller svært, om det handler om ”småting”, eller mere alvorlige ting.

Jeg tænker dog ofte på, om du som gravid og kommende mor – og du som kommende far – mon føler, at du fik det du havde brug for, ved besøget hos jordemoder? Hvordan har du det, når du går? Hvad taler I mon om bagefter – og føler du dig ”set, hørt og mødt?”

Jeg ved, at jeg som jordemoder gør mit bedste.
Men er det mon altid godt nok?