Navlestreng

Jeg er netop kommet hjem fra en løbetur, og på den sidste del af turen løb jeg forbi et par med en barnevogn.

Selv på lang afstand kunne jeg fornemme afstanden og vreden imellem dem – og gættede mig til de sårende ord, der var blevet sagt. Og de ord der ikke var blevet sagt. Luften var simpelthen højspændt …
Barnet lå og smågræd og vognen blev skubbet skrumlende og kontant af sted. Åh, hvor var det let for mig straks at tænke: ”Rolig, min ven … lad det nu ikke gå ud over den lille.”
Intet under, at den lille ikke kunne sove. Både pga. den kontanthed hvormed vognen blev skubbet, men også fordi et barn fungerer som trækpapir, i forhold til forældrenes humør og stemning, både den enkelte og forældrene indbyrdes.
Dermed ikke være sagt, at du eller I aldrig må være vrede og skændes – det er umuligt og det kan være sundt og rensende at få sagt tingene – men når vreden bliver nærmest kronisk, ubearbejdet og bare ”er” uden at blive taget hånd om, så inficerer den hele familien. Også børnene.

For ikke så længe siden oplevede jeg et par komme ind til en fødsel, hvor ingen var i tvivl om vreden imellem dem. Der kom den ene bidske bemærkning efter den anden fra kvinden mellem veerne og manden kæmpede for at holde mund, helt klart i 7 sind: han var også vred, men hun havde jo veer og han skulle tage hensyn …
Livmoderen åbnede sig ikke, på trods af at veerne var ”onde”. Kvinden var indestængt og både kvinden og manden bed kæberne hårdt sammen og strammede læberne til. Ligesom livmoderens mund. Det undrede mig ikke, at den ikke gav sig og at veerne arbejdede forgæves. Til sidst sagde jeg: ”Kære venner – I er i gang med at blive forældre. Det skal gøres ordentligt. Hanne, du skal bruge din energi på at ”slippe” og ikke ”holde”. Jeg kan mærke jeres vrede – og i den stemning kan din krop ikke føde og du kan ikke tage imod hjælp fra nogen, især ikke fra din mand. Nu går jeg ud og så forventer jeg, at I ser hinanden i øjnene og får sagt dét, som skal siges. Ring på klokken, når I er klar til at føde."
En halv time senere blev jeg kaldt tilbage. Hanne havde røde øjne, men begge trak vejret friere og kæberne var bløde og løse. Nu kunne der arbejdes, slippes, gives og tages imod. Både imod hænderne der blev rakt frem, veerne der rullede ind over hende igen - og til sidst et barn. 

Det usagte lever sit eget liv. Selv om vi tror, at vi kan skubbe følelserne til side og ”glemme”, så ligger vreden eller det sårede der og finder altid næring et sted i kroppen. Næring der kan bruges mere formålstjenstlig end at ”gro vrede” og blive til en lille orm, der bare gnaver og gnaver ...
Så få talt ud, sig det højt eller skriv et brev, græd eller råb imens, ring på døren eller tag telefonen – GØR det og mærk forløsningen i dig selv. Uvenskaber mellem kærester, mand/kone, forældre/børn, venner … uanset hvad: hvis relationen er værdifuld og væsentlig, så lyt til kroppen der fortæller dig at noget er galt, ræk ud og få sat ord på følelserne, ærligt og selvansvarligt.

Livet er for kort til ikke at tage hånd om dig selv, om ”det”, om hinanden – OG vores fødsler og børn.

Nemt at sige? Jo tak – dét kan jeg love jer for, at jeg er klar over!!
Men jeg mener det.