”De sagde, at det var en pige …”

Bedømt af 2 mødre

17 December 2007 14:27

”Ja, i uge 19 fik jeg at vide, at det var en pige – men i dag sagde hun, at der var vokset en tap ud siden sidst, og at det må være en dreng vi venter! Det er lidt underligt – nu har vi i 4 måneder snakket om pigenavne og jeg har gået og sagt ”hun” …”

Sådan sagde en af ”mine” gravide til mig forleden, da hun af anden årsag, havde fået en ekstra scanning, i uge 34. Vi fik en lille snak om det – og om hvorfor hun egentlig havde ønsket at vide kønnet fra starten af. Jamen, det havde været praktisk – og nemmere at fortælle storebror at han skulle have en lillesøster. Det skulle jo så også lige ændres nu … Men nu kom usikkerheden. Hvis de har set forkert dér, kan man så stole på at de har set rigtigt ved resten af scanningen? Og så var det altså lidt underligt at skulle ændre forestillingen om barnet i det hele taget …

Jeg har også oplevet at føde med et par, som ”vidste” fra ultralydsscanning, at de skulle have en dreng. Da barnet var født og det blev tørret af, nusset og kysset, viste det sig at det var en pige. Forældrene blev meget overraskede. ”Jamen, de sagde jo …”

Som jordemoder er jeg sikker på, at det ikke handler om at personalet som scanner, sjusker eller noget i den stil – det kan ganske enkelt være svært at se alt detaljeret – dertil kommer følsomheden af apparaturet, erfaring etc.

Gennem årene er det blevet populært – til tider meget vigtigt at kende kønnet. Jeg har sågar oplevet enkelte par som er blevet vrede på mig, fordi jeg har sagt, at der skal være anden årsag end blot at ville vide barnets køn, førend jeg kan henvise til en scanning. At ønske at vide kønnet er ikke nok …

Hvad er det for noget – det med at skulle vide om det er en dreng eller en pige? Hvorfor skal barnet ”kønnes” allerede i graviditeten – hvor det dybest set betyder mindst?

Jeg stiller mig ikke til doms over menneskers prioriteringer – jeg kender ikke hver af de kommende forældres baggrund, erfaringer og tyngden heraf og jeg respekterer både ønsker og valg fuldt ud. Men jeg bliver nysgerrig efter at vide hvad det handler om?

Nogle svarer netop ”jamen, det er da praktisk …”. Andre siger, "at det er hyggeligt at vide.” Eller, ”det er nemmere at forholde sig til barnet …” Og måske er det mig som er gammeldags og forstokket – men jeg spørger alligevel, om vi mon er blevet luksuriøse og forkælede af at leve i et rigt land, hvor mange af os kan betale os – og har råd til det – fra mangt og meget? Skal alt der er muligt at vide, vides, så vi ikke bliver for overraskede? Er vi blevet vante til at stille krav – og til at få det som vi vil have det?

Og i de spørgsmål kan der sagtens læses en ”dom” fra min side. Lad være med det … jeg er blot nysgerrig!

Så godt ord igen! J Jeg er sikker på at langt de fleste er enige med mig i, at det er et luksusproblem, om det er en dreng eller en pige, så længe barnet er velskabt og raskt ved fødslen. Men det må jo betyde et eller andet … det her køn!

Uanset hvad, så ses den ultimative ”sandhed” om ansigtstræk, hårfarve (hvis der er noget hår) - køn - og alt det andet, først når barnet er født og ligger dér – lige foran jer …

Lene

Tags: Barnets køn. Graviditet. Ultralydsscanning. Scanning. Gammeldags? Forstokket?

Kommentarer til ”De sagde, at det var en pige …”

Hej Lene,
rammende indlæg. Og sildig opvågnen til mig - jeg troede faktisk at jordemoderens dom var mere eller mindre endegyldig hvad angår kønnet....men det er altså ligeså troværdigt som formen på den gravides mave, kan jeg forstå..:-)
Det har ofte undret mig, hvorfor kommende forældre af og til insisterer på at få kønnet at vide. Hvorfor er det vigtigt? For deres egen forfængeligheds skyld? Eller fordi der skal ske noget mere spændende - skal den vordende mor have lidt gødning til fantasien?: "Hvis det bli'r en pige kan vi shoppe sammen og blive tætte som veninder.." Man kan lige se det for sig, ikke?
Anyways, selv synes jeg spændingen ved at løfte den lille runkne baby op og se...at det var en DRENG!..var fantastisk. Hele ventetiden værd.
Mona 20 December 2007 13:14
Jeg er en af dem, der gerne vil vide kønnet på forhånd.
... Og nej: det er ikke for at få lidt gødning til fantasien!!!!!!!!!! (Selvom dette er mit allerførste indlæg, bliver jeg nødt til at reagere på denne ret nedladende kommentar).
Første gang ventede vi en pige, og denne gang venter vi (siger de :-)) en dreng. Jeg vil gerne kende kønnet, både fordi det er praktisk, men også fordi det gør det nemmere at forholde sig til, at det er "lillebror" vi går og venter længselsfuldt på.
Til gengæld forstår jeg ikke helt den der modstand mod om alt der kan vides skal vides...? Taget i sin yderste konsekvens skulle man jo også lade være med at scanne for alt muligt andet så. Miraklet bliver da ikke mindre af, at man på forhånd ved, at det bliver en dreng eller en pige. Det er jo stadig et helt unikt lille væsen, der ser dagens lys, som man skal til at lære at kende - det ændres der så vidt jeg kan se ikke rigtigt på?
Venlig hilsen, Tweetie
Tweetie 31 January 2008 17:01
Jeg forstår ikke hvad at kende ens kommende barns køn har med forfængelighed at gøre? For mit vedkommende har det så heller aldrig drejet sig om at kunne glæde sig til at shoppe med min pige som veninder (jeg drømmer heller ikke om at blive bedste veninder med min datter, jeg er hendes mor...).

Jeg har 2 ekspempler på at det for mig har fået en helt særlig betydning at jeg kendte barnets køn. Det gav nemlig en stærkere knytning til mine drenge, at jeg vidste det var en dreng og at jeg ikke havde en *den* i maven.
Da jeg ventede mit andet barn fik vi halvvejs afvide at det var en dreng. Vi troede mest på det var en pige (havde en pige i forvejen) og blev overraskede over det var en dreng. Vi blev så glade, men det var vi nu blevet uanset hvad. Da så jeg føder Anders, sætter moderkagen ud under de sidste presseveer. Anders overlever ikke fødslen. Da jeg fik ham i armene havde det helt sikkert en stor betydning at jeg allerede vidste det var en dreng. Han var så smuk, så fin, så meget min dreng.
Da jeg kort efter blev gravid igen med Mads Bror, var det vigtigt for mig at kende kønnet. Det var ligemeget om det blev en dreng eller en pige, men vigtigt at kunne knytte sig til en dreng eller en pige. Det havde helt sikkert en betydning for at jeg turde tro og håbe på, at ham Mads i maven skulle med os hjem.
I øvrigt er det også spændende at få kønnet afvide ved scannigen. Det er fantastisk at kunne se en tab eller måske ingen tab.... Omvendt var jeg efter fødslen af Julie, en fødslen der endte i fuld narkose, noget væk da de vækkede mig og sagde det var en pige. Dejligt, men jeg gik ud som et lys igen med det samme.
Millea

millea 09 February 2008 00:20
Hej Lene.
Det er et rigtigt interessant indlæg du her kommer med - og ganske aktuelt fordi det netop er så forskelling hvad folk mener er det rigtige. Er det ok at kende barnets køn på forhånd eller bør man vente og se til barnet er født?
Jeg er selv gravid i 33. uge og ved at jeg venter en lille dreng. En lille supermand som hans kommende fastre så fint kalder ham. For mig har det ikke været af afgørende betydning at kende kønnet - om det bliver en dreng eller en pige er ligemeget. Men det har været med til at gøre graviditeten mere virkelig. Barnet bliver pludselig meget mere et rigtigt barn - vores barn - og ikke bare et difust begreb som nok måske også dækker over en baby, men mindst lige så meget blot refererer til et foster uden personlighed, der har det meste af sine DNA tilfældes med en gris.
For min kærestes vedkommende, tror jeg at det at kende kønnet på barnet, har hjulpet ham meget med at forstå at der rent faktisk er et barn på vej og det ikke bare er noget vi taler om for sjov, sådan som så mange gange før. Han kunne jo til at starte med ikke mærke når den bette sparkede, hans krop opførte sig ikke pludseligt anderledes og han skænkede nok ikke graviditeten de samme tanker som jeg gjorde. Men da vi kom ud fra scanningen i 19. uge, var det som om det gik op for ham - vi skal have en lille dreng. Det har betydet meget for ham og mindst lige så meget for mig, fordi han nu pludselig forholdte sig til det at skulle være forældre på en realistisk og virkelig måde.
Vi er blevet mødt med mange blandede reaktioner på at vi kender kønnet. Jeg har svært ved at forstå hvordan nogen kan mene det er "forkert" at ville vide om det bliver en lille pige eller en lille dreng. Det er jo ikke fordi kønnet i sig selv betyder noget. Jeg vil mene at man bliver mindst lige så glad og positivt overrasket når man får kønnet af vide til scanningen, som når barnet bliver lagt op på brystet efter fødslen. Så jeg kan slet ikke se problemet i det. Alle (kommende) forældre er forskellige, og får dækket deres informationsbehov omkring det kommende barn på forsellige måder og i forskellige grader. Nogle vil vide på forhånd hvis barnet er sygt, andre vil ikke. Nogle bestemmer navnet på barnet inden det kommer ud, andre vil se barnet først. Der er mange måder at gøre tingene på - og efter min mening er der ingen måde der er mere "rigtig" eller "forkert" end den anden.
Men for lige at runde af vil jeg sige at jeg synes det er en spændende diskussion. Jeg vil blot tilføje, at man skal passe på med ikke at dømme andre for deres valg. Jeg bliver selv lidt ked af det og ret irriteret, når folk kommer med deres uforbeholdne mening om, hvorvidt jeg har valgt rigtigt eller ej i min beslutning om at kende kønnet på forhånd. Det er MIN (ja faktisk er det jo vores, min kærestes og min) beslutning, og jeg blander mig heller ikke I hvad andre vælger at gøre, når det kommer til deres børn.
Hilsner fra Bonnie
Bonnie 17 February 2008 22:13
Hvor er det dejligt med alle de kommentarer, som klart berører mig! Og - ja, virkelig noget som kan sætte gang i diskussionerne, både her, i min konsultation og ved middagsbordet.
Jeg lægger mærke til at flere nævner at det er nemmere at forholde sig til barnet, når kønnet kendes. Jeg maner blot til eftertanke, fordi (som jeg nævner i mit indlæg) så er scanning ikke altid sandheden. Og det skal man have med i sine forventninger.
Og hvad så med alle dem som gennem årene ikke har kendt barnets køn? Har de så ikke kunnet knytte sig til barnet på samme måde? Det har jeg ikke oplevet som noget problem tidligere. Der er absolut ingen fordømmelse fra min side over de valg kommende forældre gør sig, blot interesant som tingene udvikler sig, gennem mine år som jordemoder!
Der er lige så mange tanker, holdninger og meninger som der er mennesker. Hvilket blot gør det endnu mere interessant at diskutere ...
Lene 21 February 2008 12:54
Jeg synes selv, det kunne have været hyggeligt, hvis man kunne se kønnet til scanningen, men det var ikke muligt, og det er ok med mig. Det ville måske nok have været praktisk at vide kønnet, men en kønsbestemmelse ved scanning er alligevel ikke helt sikker, så derfor er den reelt ubrugelig.
Jeg mener sagtens man kan forholde sig til og knytte sig til barnet uanset køn, for det er jo stadig et menneske og en unik person, og ser man sådan på det er kønnet jo kun en lille del af barnet og betyder ikke ret meget for, hvem barnet er som menneske. Der er alligevel så mange ting, man ikke kan lære om barnet, før det er kommet ud, så det betyder ikke ret meget fra eller til, om man kender kønnet.
I stedet for at fokusere så meget på, om det er en dreng eller pige, skulle man måske hellere koncentrere sig om, hvornår og hvordan den sparker og bevæger sig mens den er inde i maven og på den måde tillægge den en personlighed. Reagerer den måske, når man synger en bestemt sang for den? Føles det nogle gange, som om den "danser rumba"? Elsker den at sparke i en bestemt retning? Måske virker det som om, den bedst kan lide at sparke, når man holder en fast hånd på maven, så der er lidt modstand? Osv. osv.
Desuden er det min erfaring, at det at tale til barnet eller skrive en lille dagbog om, hvad der sker i løbet af graviditeten hjælper en rigtig meget til at forholde sig til barnet, fordi man på denne måde får barnet sat i relation til omgivelserne, begivenheder og familien. Ligeledes er det også rigtig godt at give barnet et kælenavn.
Der er altså rigtig mange måder at forholde sig til og knytte sig til sit barn uden at kende dets køn, og jeg tror på, det altid er bedst, først og fremmest at acceptere barnet som menneske. Så får man ingen "problemer" med kønnet, når barnet kommer ud.
arielblirup 10 July 2008 12:11
Jeg ville af mange grunde gerne kende kønnet på mit barn. Mange af grundene kan virke "mærkelig" på andre.
Men så jeg kunne finde et navn, og så vill ejeg gerne vide det.
Så kunne familie vide hvilken køn de skulle købe gave til. Hvorfor jeg har det sådan: Min søster fødte 1 april og ville ikke vide kønnet og havde planlagt dåb 13 maj, (fødte selv 3 aug), men hun ville ha mig til at brodere en klokkestreng, det er lidt svært at købe en når jeg ikke ved kønnet, og jeg havde ikke så lang tid til at lave den. Jeg var selv gravid og på arbejde. For mig vill edet ha været lettere at vide kønnet, og jeg vil så ikke sætte andre i samme situation
lion 24 November 2008 21:18
Hvad så med at lave nakkefold scanning, det er jo også at vide noget, som manikke vidste før og andre har født uden af vide det? Jeg valgt selv ikke at få den lavet, for så skulle jeg bare gå i hele graviditet og tænke på mit barn er syg, hvis testen viste det. Så vil jeg hellere undvære.
lion 24 November 2008 21:21
Ved min graviditet fik jeg at vide i uge 20 at jeg ventede en lille pige. Jeg valgte at få det at vide, da jeg bare ike kunne vente med at vide hvad det skulle blive. Nu havde min mand og jeg prøvet at få børn i 6-7 år før jeg blev gravid og da det så endelig lykkedes for os var det så uvirkeligt, at jeg syntes det var nødvendigt at vide hvad vi ventede os.
Vi glædede os utroligt. Jeg blev scannet igen i uge 31 fordi min lille pige var for lille, og ved denne scanning viste det sig at vores lille Angel pludselig var en dreng. Det var svært at vænde hele situationen. Vi havde dog valgt kun at købe neutrale ting, da vi jo udemærket vdste at en scanning ingenting kunne sige med sikkerhed.
Efter denne scanning blev jeg scannet 3 gange mere ingen jeg fødte, og hvorgang fik jeg bekræftet at det altså var en lille dreng. Og i graviditets uge 35+6 fødte jeg min lille bitte dreng der efterfølgende fik navnet Noah.
Når/hvis vi skal have en til (vil gerne) tror jeg ikek jeg vil have kønnet af vide, det er for usikkert og jeg vil ikke stå igen og skulle vende alt op og ned fordi kønnet pludselig "skifter". :o) Noah behøver ikke vide om det er en pige eller dreng, han behøver kun at vide at han skal være storebror når/hvis det kommer dertil. Jeg er egentlig fuldstændig græskkatolsk om det er en dreng eller pige, sålænge barnet er et sundt og raskt barn. Og dette siger jeg da jeg er avebære af fhølingssygdommen der bliver testet for når børn er 5 dage gamle.
Det skulle vi nok takle, men det er rart at kunne forberede sig på hvis ens barn muligvis har særlige behov. Er dette tilfældet vil jeg gerne kunne sætte mig grundigt ind i det før mit barn komme rtil verden så jeg da ikke står helt overrumplet og uforberedt. Men kønnet er mig underordnet næste gang i bund og grund. ved jo at det er vores lille barn. :o)
Annmariestrand 24 November 2008 22:15
Jeg vil også meeget gerne allerede nu vide hvilket køn lille Tib har, og for mig er der flere årsager, nogen af dem er blevet nævnt:
for det første HADER jeg at have en "den" i maven; jeg kan simpelthen ikke få mig til at sige det uden at få ubehag over det, jeg synes det er nedladende og respektløst, og selv ved hundehvalpe er det kun de der "professionelle-kyniske-overhovedetingenforholdtilhvalpene-avlere" der siger "den" om deres hunde eller hvalpe. Så selvom vi til scanning nr 2 kun med 60 procent sikkerhed kunne få at vide at det mere lignede en dreng, siger vi "han". Og er så forberedte på overraskelsen.
For det andet (og det er en lidt egoistisk grund, ja) så er ventetiden så LANG, og der sker jo faktisk i mange måneder ikke særlig meget. Mens til fødslen er der i forvejen SÅ mange overraskelser og følelser og drama på, at jeg simpelthen synes det er fint at vi idag kan sprede de glædelige budskaber lidt ud over flere gange :)
For det tredje, og det er måske lidt et tabu-tema, så tror jeg at der findes forældre der ønsker sig noget bestemt. Måske har man tre piger i forvejen, eller måske har man selv kun haft brødre og ønsker dig derfor en datter, måske er man af den religiøse eller kulturelle overbevisning at en dreng er bedre, osv. Det er rigtigt at det burde være ligemeget, men jeg tror bare ikke altid det er sådan, desværre. Og hvis sådanne forældre kan få nogle måneder til at vænne sig til tanken om at det altså alligevel ikke bliver den lille prinsesse eller den lille arving, jamen kan det så muligvis mindske eller endda forhindre en fødselsdepression?! Hvis forældrene har brug for nogle måneder til at acceptere deres barns køn, og lære at elske deres barn på de nye præmisser, så synes jeg det er helt vildt relevant om denne proces foregår i graviditeten eller når den stakkels baby ligger på puslebordet...
Jeg skal lige sige at jeg selv gudskelov ikke har problemet med at jeg ønker mig noget bestemt :)
Ginger 22 January 2009 11:59
Jeg kan overhovedet heller ikke forstå behovet for at vide sit barns køn før ved fødslen - heller ikke selvom jeg har siddet og læst alle ovenstående forklaringer.
Netop fordi, som du siger, at man kønsliggør sit barn. det er et BARN, så sig barnet istedet for den, hvis det udelukkende er derfor. jeg kan simpelthen ikke forstå det der med pigefarver og drengefarver og pigetøj og drengetøj og endnu værre pigelegetøj og drengelegetøj.
Jeg har lagt mærke til at rigtig rigtig mange går rundt og siger "prinsessen" om deres små piger (ufødte og fødte) og jeg kan ikke lade være med at tænke: hvad nu hvis det IKKE er en prinsesse, altså en af dem der rigtig godt kan lide lyserøde tylkjoler, diademer, slangekrøller, dukkevogne, at sidde stille og være yndig? hvad nu hvis det er en pige der har det bedst i smækbukser og på vej op i et træ? hvad nu hvis det er en pige der er allerfinest med muddeklatter på kinderne istedet for kinderød? jeg syntes der er en tendens til at sige at piger er sådan og sådan og drenge er sådan og sådan og det gir skismer ikke ungerne ret meget plads til udfoldelse!
Jeg har prøvet at miste og jeg syntes at dem der får deres dejlige nyfødte børn i armene burde være TAKNEMMELIGE for at de får et sundt og raskt BARN.
Ja, jeg føler ret stærkt for det her, nok fordi jeg er så fandens feministisk ;)
11885 18 May 2009 13:49
ps. jeg har tre yngre søskende fra en tid hvor man ikke blev scannet overhovedet (det var udelukkende trørøret der regerede) og det var altid utrolig spændende om man nu fik en lillesøster eller lillebror, når far ringede hjem fra hospitalet efter fødslen! jeg fik fx lovning på en lillebror af min mor ved hendes sidste graviditet hvis bare jeg ville hente hende et glas vand, og sandelig om det ikke var en lille dreng der kom den sidste gang - på trods af at vi alle troede det var en pige og havde kaldt ham Sisse gennem hele graviditeten ;) ingen skade sket, og lillebror er HØJT elsket!
11885 18 May 2009 13:52