Navlestreng

Denne sætning holder jeg meget af. Ganske enkelt fordi den er så sand. Jeg har tidligere skrevet om vrede, som både er hæmmende og skræmmende i et forhold. Og om vigtigheden af at få snakket fødslen igennem bagefter.  I det hele taget er det vigtigt at være åben og ærlig omkring sine følelser og oplevelser - når man føler sig klar til det.

At jeg tager ”det usagte” op igen, skyldes samtaler jeg har haft i min konsultation indenfor den sidste tid.

En dag kommer en gravid med et ønske om at få et planlagt kejsersnit, efter at hun havde en meget hård fødsel første gang. Kvinden har talt med en læge og det er egentlig besluttet – kejsersnittet – da hun kommer til mig. Hun er meget lettet over at kunne ”springe fødslen over” denne gang, hvilket jeg har fuld forståelse for, efter at have læst fødselsberetningen igennem.  ”Vælger du så også at springe den første fødsel over?” Spørger jeg. Kvinden kikker på mig og svarer ikke, førend jeg fortsætter og siger, at jeg skam godt forstår hendes valg – og lettelse – og siger at hun skal gøre det der er bedst for hende, men at den første fødsel er en oplevelse hun altid vil bære med sig. Og at hun kan vælge at ”springe over” eller forholde sig til den – uden at det vil have indflydelse på hendes ønske om kejsersnit denne gang.  Kvinden bliver tydeligt irriteret, sidder uroligt på stolen, sætter sig med armene overkors og lukker øjnene. Efter et par minutters stilhed siger hun, ”jeg ved det godt. Jeg har prøvet at lægge det fra mig, men jeg kan godt mærke at jeg er så vred, så vred og at det ikke går over …” Herefter går vi ”ind i” den første fødsel og det bliver til mange forløsende ord, mange tårer og megen eftertanke.

Det, der ikke tages hånd om, lever sit eget liv.

Den næste kvinde som skal have sit andet barn, sidder foran mig. Hun skal have barn med en ny kæreste. Han er med, det er hans første barn. Han glæder sig, er omsorgsfuld og opmærksom. Men kvinden! Hun bitcher! Hun snerrer og klemmer bemærkninger ud mellem sidebenene, som sjældent hørt. Første gang tænker jeg, at der vist lige er noget de to skal have afklaret, men da hun så gør det samme 2. og 3 gang, ja, så forstår jeg ikke noget mere. Den nye barnefar forstår tilsyneladende endnu mindre – han bevæger sig rundt i et minefelt og ligegyldig hvad han gør, så snerrer hun. Til sidst tager jeg det op og fortæller direkte og ærligt hvad jeg har set, hørt og fornemmet de gange de har været der. Hun stirrer bare på mig og jeg forventer egentlig en verbal lussing for at være gået for langt.
Så siger hun endelig, mens hun ser lige ud i luften: ”Ja, jeg har jo erfaring for at mænd er nogle idioter der ikke kan klare mosten, så jeg tester ham og hvis han vil skride, så hellere nu end senere!!”  Sådan! Jeg spørger lidt ind til den ”erfaring” hun har, hvorefter hun fortæller - efter mange omsvøb og mange dybe vejrtrækninger - at hun første gang oplevede, at barnets far ikke kunne håndtere tilværelsen som hverken kæreste eller far og smuttede efter 3 uger. Herefter stod hun dybt chokeret og alene med et kolikbarn og ”var desperat af kærestesorg og træthed.”
Brikkerne faldt på plads: hun var ”vant til” at blive forladt og kunne ikke bære at tænke på - måske - at skulle opleve dette igen. Så hellere gøre sig så umulig, at manden ”skrider”, og hun kan sige: ”Se selv! Mænd er nogle idioter!”
Måske en lidt anderledes logik, men absolut almindelig, i et forsøg på at undgå at blive såret noget så forfærdeligt igen. Den nye kæreste sad bare og så på hende og tog hende til sidst i hånden og fik sagt noget utroligt dejligt, om at han jo altså ikke var eks-kæresten, at han elskede hende, og bare gerne ville have hende … i hvert fald noget der gjorde, at hun krakelerede og slet ikke kunne lade være med at vise hvor meget hun gerne ville ham.
Bagefter fik vi en god snak om hvordan vi som mennesker beskytter os selv, hvordan et ”såret hjerte” kan reagere og hvor svært det er at overgive sig og bare ”tro”, på et andet menneske, på sin egen dømmekraft og på kærligheden.

Det, der ikke tages hånd om, lever sit eget liv.

En tredje gravid kommer til hyppige undersøgelser hos mig, fordi hun har tiltagende bækkensmerter.  Ikke karakteristiske for bækkenløsning, men underlige, udefinerbare spændinger og – ja, smerter.  Og hver gang hun ser mig, begynder hun at græde, uden at kunne formulere hvorfor. En dag humper hun ind, trækker vejret dybt og siger, at nu har hun besluttet sig for kun at se fremad, selvom hun har mere ondt end nogensinde! Og at i dag, vil hun IKKE græde. Så smiler hun stramt til mig. Jeg kikker på hende og siger, at det er helt i orden, men at hun skal vide, at hvis hun har lyst til at tale, så går jeg ikke, men bliver.
Så kommer det endelig: incesten. Smerten, vreden, sorgen, og ikke mindst, skylden og skammen. Som hun har båret på i så mange år. Forældrenes svigt. Barnets oplevelser der nu alt sammen samler sig i underlivet og ”råber” om at blive taget hånd om. Vi taler i lang, lang tid og vi får lavet nogle gode aftaler om hvordan og hvor hun kan få hjælp.

Se, nu skal jeg jo IKKE vælge hvad den gravide skal tale med mig om. Men jeg skal sikre mig, at jeg har TILBUDT kvinden at tale med mig. Om ligegyldig hvad. Og at hun skal vide, at hun vil blive mødt og rummet uanset hvad hun fortæller mig. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke vil kunne blive overrasket, forskrækket eller i tvivl om hvad jeg skal gøre. Men jeg bliver og jeg lytter – og hvis ikke jeg kan håndtere det jeg hører, sikrer jeg mig, at jeg finder én der kan. Jeg understreger, at det er et tilbud – at hun kan sige nej tak eller ja tak. Og hvis hun takker nej, så fint med mig. Det er et valg. Men jeg er der - også hvis hun senere fortryder …

Det, der ikke tages hånd om lever sit eget liv … igen og igen og igen. Indtil vi lytter - hvis vi vil og tør lytte …