Navlestreng

Jeg lagde virkelig mærke til det forleden … jeg var lige mødt ind og sad i vagtstuen og kikkede på vores tavle, hvor vi har en oversigt over alle fødestuerne. Jeg kunne se, at der var rigtig mange kvinder i gang og at de var langt i fødslen. Så gik jeg ud på gangen og stod og lyttede lidt … ikke en lyd! Og senere fik vi, mine kollegaer og jeg, en god diskussion i vagtstuen – om fødsler med og uden lyde, om lugte, sved, tis og det der er værre, om bevægelser, grimasser og trampen i gulvet – om fødsler stående ved siden af sengen eller liggende ”bundet” til diverse apparatur … og hvad ved jeg.

Men lydene var der ikke. De lyde jeg har hørt gennem årene og som ofte hører med til at føde. Stønnen, pusten, regelmæssigt eller ujævnt. Stigende eller ensartet. Stille jamren eller råb og skrig. Til tider store brøl ”… fordi, det føles bare SÅ godt, når jeg råber!!!”  Der er kvinder der bliver overraskede over sig selv: ”Tænk, jeg vidste bare ikke, at jeg havde sådan nogle og så mange lyde i mig! Jeg plejer at være så stille! Men jeg må vel godt, ikke?”

Andre bliver dybt koncentrerede, lukker øjnene og samler energien. Og det eneste der høres inde på fødestuen er lange, sivende udåndingerne, rytmisk og ensartet. Og til sidst et dybt suk, hvor veen slipper. Derefter total stilhed, indtil næste ve … time efter time.

Og jo – man kan godt høre forskel på lydende. Der er de skrig eller nødråb, hvor jeg som jordemoder bare véd, at, ”okay – hér skal der mere hjælp til. Det her er ikke godt for hende!” Og så er der de skrig eller føde-lyde, hvor kvinden, som beskrevet før, måske nok er overrasket, men bare synes, at det er SÅ godt at give los!

Men netop denne dag var der rigtig mange kvinder der havde fået en rygbedøvelse – en epidural. En epidural-bedøvelse er kort sagt en god form for smertelindring, som dæmper de smerter der føles fra brystkassen og nedad. Det vil sige at ve-smerten dæmpes kraftigt. Den optimale virkning er når veerne nok kan fornemmes, men ikke gør ondt. Den kan også virke anderledes – men det hører hjemme i en anden artikel. En epidural dæmper smerten – og dermed også behovet for at give lyd fra sig.

Jeg siger ikke, hvad der er rigtigt eller forkert, om det er til det bedre eller værre at fødslerne ikke høres så meget mere – men jeg går da og tænker over hvad det mon gør ved os, at vi føder meget mere stille, kontrollerede og klart afdæmpede end før?  Lyde tilkalder hjælp og støtte, lyde er en måde hvorpå kroppen fortæller hvordan den har det. Om det stadig føles okay og overkommeligt at føde eller om der skal mere hjælp til. Og at sætte lyd på, kan omvendt netop være det, som gør at fødslen bliver til at klare, fordi det er et led i at ”slippe” og bare lade tingene ske og udvikle sig. Og så er lyde med til, at jeg som jordemoder kan høre hvordan fødslen udvikler sig og hvor langt kvinden er i fødslen. Når lydene er fjernet skal jeg ”læse” kvinden og hendes fødsel på andre måder. Hvilket jeg så gør.

Jeg diskuterer nok med mine kollegaer - men taler også med kvinderne om det, når jeg fx har dem samlet i en flok til gruppekonsultation. Også om hvordan mændene har det med, måske at skulle høre deres kæreste råbe og skælde ud … Det afstedkommer som regel et par vittigheder, men sandelig også mere alvorlig snak om hvordan det bliver at se – og høre – hinanden i en hel ny situation.

Nu skal jeg på vagt om lidt – så må vi se hvor mange ”føde-lyde” jeg hører i aften …