Navlestreng

En kvinde gik hver dag og så på sin mands snavsede underbukser, som han altid smed på gulvet i badeværelset og ikke i kurven, som stod lige ved siden af. Hun så på dem, når hun gik i bad, når hun gik på toilettet og når hun skulle ud at børste tænder. Hele dagen, så hun på dem, fordi hun bare ikke ville samle dem op.
Til sidst fyldte ”underbukserne” så meget i hendes liv, at hun overvejede at blive skilt. Fortvivlet gik hun til en klog tibetansk mand og spurgte: ”Hvad skal jeg gøre? Han ser mig ikke mere – han respekterer mig ikke! De underbukser fylder alt i mit liv, jeg kan ikke tænke på andet – skal jeg lade mig skille?”
Tibetaneren så på kvinden, smilede og sagde: ”Saml underbukserne op så snart du ser dem og put dem i kurven.” 
Måske ikke lige dét svar en kvinde anno 2009 forventer – set i lyset af ligestilling, moderne parforhold, respekt og alt det der! Sådan en sjuft og rodehoved af en mand! Skulle hun virkelig samle hans underbukser op??
 
Måske – måske ikke …

Måske kunne hun så bedre se det glas friskpressede juice han hver morgen lavede til hende (halvt grape og halvt appelsin, præcis som hun bedst kunne lide det) og satte på bordet foran hende. Og måske kunne hun bedre mærke den varme hånd han altid lagde rundt om hendes nakke, når han kyssede hende farvel?  Hvor meget skal et par underbukser fylde?

Jeg har absolut ikke noget guldrandet svar – men jeg kom til at tænke på denne lille historie, da jeg forleden sad sammen med et par gravide. Den ene var bare så hidsig: ”Det er bare ikke rimeligt at jeg skal vaske og ordne alt børnetøjet vi har arvet fra hans søster! Jeg er sgu ikke nogen hjemmegående husmor!” Hun havde kort forinden fortalt om hvordan manden havde brugt weekenden på, at tømme et tidligere pulterkammer, male det og skrue et puslebord sammen.
Den anden kvinde var dybt frustreret over at det altid var hende der skulle minde manden om, at, nu startede en ny graviditetsuge, så de kunne læse næste ”uge afsnit” i graviditetsbogen. De ”skiftede” i morgen og hvis ikke han huskede det der, måtte det være et tegn på at han var ligeglad med graviditeten. Sidst vi var sammen, havde hun fortalt, at han hver eneste aften lå og kyssede maven, sludrede med barnet og sang en sang ”gennem navlen” til det. Og jeg er sikker på, at han stadigvæk gjorde sådan.

Så hvad er det vi ser? Hvilken vægtning tillægger vi det – hvad vælger vi at binde vores energi op på? Jo mere næring vi giver til det negative, jo mere vokser det og skygger for det positive. Og hvornår har vi set vores egne små, sjove ”harmløse” vaner efter i krogene? Hvem klemmer tandpasta-tuben på midten – eller hvem ruller den pænt sammen fra bunden af? Hvor havner de afklippede tånegle? I vasken, på gulvet eller i spanden? Bruger vi mandens shaver til benene – og skyller vi den bagefter – eller lader hårene sidde i?

Altså, helt ærligt, så ved jeg da heller ikke om jeg gad samle et par sure underbukser op hver morgen … men historien har da alligevel fået mig til at tænke over hvad jeg vælger at binde min energi op på – og hvornår har jeg sidst sat pris på de små, gode hverdagsting – som også er der – men som jeg ikke ser mere? Som jeg har valgt ikke at se mere … for det er jo dybest set et valg, eller …?