Navlestreng

Dette spørgsmål får jeg jævnligt, når jeg fx sidder i et selskab senere på aftenen og de hører at jeg er jordemoder. Og mange bliver forbavsede når jeg siger, at det faktisk er et par dage siden jeg har taget imod nogen, men at jeg altså har lavet så meget andet!

Så her er en dagbog over en af mine dage på fødegangen …

Jeg møder ind kl. 7 og får mig en kop kaffe, mens mine kollegaer og jeg får rapport over hvem der ligger på fødestuerne og hvem der venter på at blive set på.

Denne morgen starter jeg med at gå ind til et par som lige har født for en times tid siden. De ligger og putter på en stor hvilebriks, alle 3. Trætte og fortumlede.  Barnet ligger ved brystet og er netop begyndt at snuse lidt og søge let med sine læber. Jeg hjælper med at pakke barnet lidt mere ud og komme helt ind, hud-mod-hud med sin mor. De skal have noget morgenmad og fred for mig lidt endnu!

Imens går jeg ud og går i gang med at registrere barnet via computor, ”hente” et cpr-nummer, skrive en fødselsanmeldelse som skal sendes til diverse instanser og lavet dét som vi kalder EPM, dvs. elektronisk registrering af al medicin som mor og barn har fået. At sidde ved en computor er blevet en pæn del af mit arbejde. Også når jeg er på arbejde som jordemoder.

I mellemtiden er der kommet en kvinde som er væltet på cykel. Jeg lader computoren være og går ned til hende med det samme. Hun græder og er meget forskrækket. Hun har ondt i maven og er bange for at hun har skadet barnet. Jeg undersøger hende og får hende til at falde til ro. Nok har hun ondt, men barnet har det fint. Nu skal jeg have fat i hendes journal, tilkaldt en læge og være med til en nærmere undersøgelse.

En anden kvinde er kommet ind – hun kan ikke mærke sit barn sparke. Hun er påtaget rolig og velformuleret – jeg henter straks en doptone (lille maskine vi bruger til at lytte hjertelyd med) og sætter den på maven: barnet har det fint! Og SÅ græder hun … Hun skal selvfølgelig også lige kikkes lidt mere på, så jeg finder et andet rum til hende og sætter en CTG (en måde hvorpå barnets hjertelyd kan registreres over længere tid) på – og hun kommer ind i køen af kvinder der venter på en læge.

Nu smutter jeg lige tilbage til parret på fødestuen. Alt er fred og idyl. Jeg vejer, måler og undersøger deres lille pige. Hun er bare så lækker! Jeg snuser lige et øjeblik dybt ind: Kun nyfødte har denne helt særlige duft!

Videre! Papirarbejdet skal være færdigt …

Telefonen ringer. En kvinde er urolig over at hun er begyndt at klø så meget. Og nu har hun læst på internettet at det kan være farligt. Jeg beroliger hende, men kan alligevel høre på hendes fortælling at hun har brug for at blve checket ekstra, så jeg inviterer hende ind.

Og så er der yderligere én kvinde som kommer direkte fra egen læge, fordi han ikke kunne finde hjertelyden på barnet. Kvinden er kun i 16. uge, så jeg ved, at det kan være svært. Også her sætter jeg en doptone på maven og efter lidt søgen finder jeg den gode lyd: ”duk-duk-duk-duk”. Kvinden lader skuldrene falde ned – og går glad hjem!

Samtidig kommer der en førstegangsfødende med småveer. Jeg kikker på hende og hun er med på at gå hjem igen et par timer. Jeg tænker, at jeg nok når at hilse på hende igen inden jeg har fri.

Parret der har født er nu klar til at komme på barselsafdelingen. Jeg følger dem over og siger, at de er velkomne om et par år igen … det skal de lige overveje – men da jeg går, griner de og siger ”vi ses!”

Lægen er endelig kommet for at se på de to andre kvinder, men nu står der et par ambulancemænd ude i gangen med en båre. En kvinde er overflyttet fra et mindre sygehus og skal indlægges her, fordi hun kun er i 26. graviditetsuge – men i risiko for at føde, for tidligt. Hun kommer ind på en fødestue – ikke fordi hun skal føde – men fordi jeg skal have et overblik over hele situationen, hvor mange sammentrækninger hun har, hvilken medicin hun får osv. Efter et par timer, er det hele så roligt, at hun kan flyttes til vores svangreafdeling, afdelingen for indlagte gravide.

Og så får vi set på de to kvinder som venter ...

Kvinden med kløe er kommet. Jeg undersøger hende, tager blodprøver og siger at vi ringer til hende, hvis blodprøverne viser at hun skal checkes ekstra.

Så kommer der en kvinde hjemmefra med let blødning i 33. Uge. Hun og manden er meget bange. De har jo læst at der ikke må være nogen blødning i løbet af graviditeten. Maven føles blød og fin og der er god hjertelyd. Jeg fanger lægen førend hun går. Det viser sig, at kvinden har en lille ufarlig afskrabning på livmoderhalsen.  Da jeg spørger ind til det, fortæller parret at de har haft samleje aftenen før. Jeg bruger god tid på at forklare, at det her altså ikke skal afholde dem fra at have samleje igen! Ellers kan det blive en meget lang graviditet!

Og så er der en kvinde som skal ikke rigtigt ved om fostervandet er gået …

En anden kvinde er henvist fra jordemoderen i konsultation, fordi hun skønner at barnet er lidt lille. Lægen kommer og skal scanne …

En tredje kvinde vil så gerne se en fødestue – spørger om jeg har tid! Det har jeg ikke – men det tager jeg!

Og så kommer kvinden fra før nu igen og er blevet 4 cm. åben. Veerne er hårde, men hun er lettet! Endelig er der skred i fødslen. Hun kommer ind på en fødestue.
De sidste par timer bruger jeg her. Kvinden får et lavement – jeg fylder badekarret og hjælper hende med vejrtrækningen.

Og så er klokken blevet 15 og jeg skal ud på kontoret og give ”min fødende” videre til næste jordemoder.
Og HUN kommer helt sikkert til at tage imod et barn i sin vagt!