Navlestreng

Det er alt for længe siden jeg har skrevet et indlæg!
Ugerne har været - og er det fortsat – optaget af en desværre fastlåst strejke. Og oveni det hele, har jeg helt personligt, knoklet med et eksamensprojekt, som heldigvis da snart er overstået! Det samme håber jeg om strejken – begge forhåbentlig med positivt resultat!

Ikke mere om strejke her … men ordet ”fastlåst” inspirerede mig lige.
Egentlig var det en gravid der for et stykke tid siden anvendte ordet, da hun fortalte om fødslen af sit første barn for 6 år siden.
Nu sidder hun foran mig og er i 12. graviditetsuge. Egentlig er hun kun blevet gravid igen, fordi hun ikke længere kunne undslå sig. Hendes mand har presset på længe – og hun vil jo også gerne selv have flere børn. Men i stedet for at glæde sig over graviditeten, er det den forestående fødsel der fylder.
Fødslen for 6 år siden havde været forfærdelig og præget af at hun i timevis havde følt sig fastlåst i en situation, som hun ikke kunne se nogen vej ud af.
Sindet er ofte nådigt og vældig hjælpsomt, så bagefter var det lykkedes hende at overbevise sig selv om, at hun bare skulle se at komme videre og glemme alt om den fødsel. Nu havde hun jo fået et sundt og raskt barn, så hun skulle da være et skarn, om hun ikke kunne finde ud af at være glad og tilfreds! Det samme kunne hun mærke at omgivelserne syntes …
Men den ubearbejdede oplevelse som hendes sind har været i stand til at fortrænge i årevis, sørger hendes krop nu for at hun husker. Og erindringen om fødslen kommer tilbage som en smertefuld boomerang.
Jeg skal kun stille ganske få spørgsmål, så er hun i gang med at fortælle. Om en lang sej fødsel, fyldt med utryghed og forvirring. Mens hun fortæller, kan jeg høre om travlhed, alt for mange jordemoderskift, forskellige udmeldinger om behandling, bekymring for barnet hele vejen igennem og da hun endelig, efter mange, mange timers arbejde er lige ved at føde, bliver barnets hjertelyd dårlig og hun får et akut kejsersnit. Bagefter har hun ondt, er overvældende træt, orker ikke barnet og amningen går i vasken.
Under indlæggelsen føler hun ikke, at hun får den hjælp hun har brug for, og hun føler sig alene med alle sine tanker og følelser. Ingen snakker med hende om hvordan hun har det – heller ikke om hvorfor fødslen gik, som den gjorde.

Det vigtigste for mig som jordemoder er at lytte. Og at anerkende hendes fortælling og oplevelse som værende ”sand”. At give hende den opmærksomhed, som hun ikke oplevede at få i løbet af fødslen. Efter et par konsultationer giver jeg hende ”lektier” for: ”Hvad er det egentlig du er bange for? Prøv at flytte din angst for dét at skulle føde, til en mere konkret frygt for enkelte ting. Det gør din uro håndterbar og gør det muligt for dig at handle. Og som det næste: omformuler din frygt til positive ønsker der forklarer hvad du har brug for denne gang, for at få en god fødsel. Og skriv det ned, punkt for punkt.”
Efterhånden ændrer hendes følelser af afmagt og fastlåsthed sig til handlekraft og tillid til ”systemet” som jeg repræsenterer – og allerbedst, tillid til sig selv.

Mit første budskab er: Værdien af en efterfødselssamtale er uvurderlig! Derfor - tal din fødsel igennem! Gerne med en jordemoder og inden du kommer hjem fra barselsafsnittet.
Mit andet budskab er: det er aldrig for sent! Hvis din fødsel efterfølgende nager dig, så kontakt dit fødested. Du vil altid kunne komme ind og få talt fødslen igennem senere. Hellere det, end at ignorere dine følelser. 
Mit tredje budskab er: Tag dig selv alvorligt! Selve fødslen står ikke til at ændre, men dét at du bliver lyttet til, får lov at sætte ord på din oplevelse, kommer af med din vrede og frustration og måske får korrigeret tidspunkter og får forklaret handlinger og beslutninger, kan være med til at din fødsel bliver håndterbar og fordøjelig. På den måde kan du møde op til næste fødsel, med et åbent sind og ikke med angst og uro.

Denne fortælling er blot et eksempel – og heldigvis er det meget sjældent jeg oplever en kvinde have det SÅ svært. Men selv de ”mindre svære” – og de gode - fødselsoplevelser skal respekteres og tales igennem. Dertil kommer de fødsler hvor det er manden, der har det svært bagefter. Også her er en efterfødselssamtale på sin plads. Og også her skal det siges, at det aldrig er for sent.