Navlestreng

Jeg har været jordemoder i 22 år. Det er lang tid! Men når jeg tænker over det, må jeg konstatere at jeg aldrig har oplevet kedsomhed eller stilstand i mit arbejde.
Men det er jo bare et arbejde – eller er det? Hvis jeg ikke lagde noget hjerte i det jeg lavede, skulle jeg være professionel hele tiden - og aldrig personlig. Distanceret kontra involveret. Jeg må dog konstatere at det for mit vedkommende er umuligt ikke at bruge begge sider, i mit fag. Kunsten er at finde en balance.
Og fordi begge elementer indgår, både den personlige og den professionelle, så bliver jeg også ramt på begge steder, hvis en fødsel uventet udvikler sig akut og alvorligt.

Ofte oplever jeg, at hvis jeg gennem en periode har ”fløjet højt”, og bare synes at det kører for mig det her ”føderi”, så kommer der en eller anden oplevelse der får mig ned fra det blå og til at ”flyve lavt” i en periode. Indtil jeg igen, stille og roligt finder fodfæste og stiger opad igen. Der er naturligvis forskellige grader, fra små variationer, til meget store op- og nedture. Og så er der alle de jævne perioder ind imellem.

Derfor er ordet ”ydmyg” et af de vigtigste ord i mit fag. Et ord der dukker op igen og igen. Både der hvor et sundt og raskt barn fødes ukompliceret og dér hvor der er komplikationer.

Jeg forsøger at forvalte mit fag omhyggeligt og samvittighedsfuldt. Men uanset hvor grundig jeg er, kan jeg ikke gardere nogen mod overraskelser. Det svære er at ”overraskelsen” ikke handler om fx en regnefejl, som kan rettes op senere, men om mennesker og måske deres liv. Lyder det overdramatiseret? Måske – men det er jo sådan det er, omend kun sjældent.

Jeg har oplevet – igen heldigvis kun ganske få gange - at ”Vorherre havde bagvagt”, som fx da en kvinde uventet gav sig til at bløde voldsomt lige da barnet var født. Alle på stuen arbejdede indædt, kontant og professionelt, men dybest set vidste ingen af os hun ville overleve. (Det gjorde hun). Og jeg har været med til at tage imod et barn som vi nok vidste skulle have lidt hjælp lige efter fødslen – men det der kom ud, var et barn uden hjerteslag. Helt og absolut uventet. Og hvor børnelægerne lynhurtigt overtog, og måtte arbejde længe og koncentreret, uden at kunne sige om barnet klarede det. (Også det overlevede). Plus andre lignende episoder ...

Bagefter har der ingen forklaring været, uanset alt er søgt. Det sker ”bare”. Og her kommer ydmygheden ind igen: Uanset hvor dygtige vi mennesker bliver, uanset hvor meget mekanik vi udvikler og hvor meget vi kan teste og undersøge, så bliver vi aldrig så dygtige at vi kan forudse og kontrollere alt. Livet vil altid have en grad af uforudsigelighed og være ukontrollabelt.
Der vil altid være et risiko-element involveret når vi lever: når vi går over en trafikeret vej, når vi står på trappestigen og maler, når vi tænder en cigaret, når vi spiser – og når vi føder vores børn.

Men når en fødsel udvikler sig uventet og problematisk, ja, så er det første der sætter ind, ”den professionelle”. Jeg bliver meget kontant i både ord, bevægelser og handling. Jeg tilkalder hjælp, giver ordrer og får evt. hentet medicin. Lynhurtigt er der sat et samarbejde i system, hvor vi alle kender vores roller og i fællesskab forsøger at være 2 skridt foran. Adrenalinen er fremme, jeg er på dubberne og forsøger at bevare overblikket.

Bagefter ude i vagtstuen, kommer reaktionen. Hvis situationen har været meget alvorlig, ryster knæene pludselig, vejrtrækningen som har siddet øverst i brystet kommer ned i maven – og indimellem har jeg brug for at græde. Den energi der bindes til den personlige reaktion og som har været frosset fast mens jeg handlede, får nu frit afløb.
Først herefter dukker selvransagelsen op og jeg får brug for at tale situationen igennem med lægerne og de andre jordemødre. Måske igen og igen: Hvad skete der egentlig? Kunne vi have gjort noget andet? Var vi dygtige nok? Kan vi undgå at dette sker en anden gang? Ikke fordi vi skal dunke nogen i hovedet eller ”vaske hænder”, men simpelthen fordi der er brug for at tale herom, både for at få oplevelsen ”ud”, men også for at den kan lande et fornuftigt sted, hvor jeg kan ”være” med den. Måske ringer vi også til hinanden dagen efter. Og måske er der brug for at vi aftaler et møde og taler det hele igennem én gang til, under mere formelle former.

Det jeg skriver om her, er de sjældne – absolut sjældne – oplevelser. Men jeg husker dem. Også mange år efter. Og det er de oplevelser der, når jeg kommer hjem fra fx en hård aftenvagt, får mig til at gå rundt og linde på døren til mine børns værelser og glæde mig inderligt over hvor heldig jeg er. Også nu, hvor de er hhv. 15 og 13 år.

Så glæd dig over dine børn! Og over at du er i stand til at nyde dem!