Dit bedste år nogensinde
Sveden drypper, dine muskler er topspændte, du kan ikke mere...alligevel tager du en til...mavebøjning forstås. Lige den sidste, for så kan du mærke det. Mærke hvad?
Udviklingen i dine muskler, som kun sker, når du presser dig selv og går igennem den smerte der skal til for at vedligeholde den form, du er i – eller gøre den endnu bedre.
Det samme gælder livet med dine børn og din familie. Hvis ikke du udvikler dine relationer, og ind imellem (og stadig) sveder for at forbedre din måde at fx sige ting på, så bliver dine forhold hurtigt ufleksible, resignerede eller konfliktfyldte.
Jeg har bare savnet dig
En af mine veninder fortalte forleden, at hun var taget ned til sin far for at tilgive ham for, at han aldrig havde været i hendes liv, da hun var lille. Faren syntes, det var overdrevet, at hans datter ligefrem skulle tilgive ham, og skyndte sig at fortælle, hvor meget hun havde skuffet ham tilbage som teenager og voksen.
I stedet for at blive sur og skuffet over hans kritik, fandt hun modet til at vise sin sårbarhed og gamle sorg. Tårene trillede ned ad hendes kinder, mens hun gentog at det ikke var et angreb, men at hun jo bare havde savnet ham, da hun som lille pige slet ikke vidste at han fandtes.
Når det du siger, ændrer alt
Pludselig hørte han efter som aldrig før, og deres forhold er for evigt forandret. For første gang hørte de efter hvad hinanden sagde, og undlod at føle sig svigtet i hinandens nærvær. De vil selvfølgelig stadig kunne have konflikter, men grundlaget for deres forhold blev transformeret for altid i den samtale.
Min veninde var modig, at hun turde give slip på sin vrede, vise sin sorg og sige de ord, der skulle til for, at han hørte efter. Det kunne hun jo ikke vide på forhånd, og derfor var det udfordrende og følelsesmæssigt krævende at køre ned til hendes far.
Vi kan altid være ansvarlige for de fortolkninger vi tillægger en situation. Min veninde havde fået hendes fars fravær til at betyde, at han ikke elskede hende. At han svigtede hende som barn. Men hun kendte ikke hele historien. Sådan er det altid.
Se 5 nemme udviklingstips under billede.
Dette foto af min søster og jeg anno '74 siger meget om vores forhold dengang. Som 20 årig brød jeg kontakten til hende helt. Heldigvis valgte vi for ti år siden, at kæmpe for at få et ordentligt forhold til hinanden. I dag elsker jeg hende højt, og jeg har for længst tilgivet hende for at være en strid storesøster, da vi var små. (hun havde jo sine grunde).
God og gratis personlig udvikling
Vi kan træne vores kommunikation hver eneste dag i familien. Det er både god og gratis træning. Bare det at sige: Hvad er det, jeg ikke hører? i en konflikt, eller: Hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen? er begge to kæmpe konfliktstoppere, hvis de bliver sagt fra hjertet.
Det er så vigtigt, at vi udvikler vores familieliv. At vi tør svede og risikere at se dumme ud, og sige undskyld – også til vores børn. Livet er aldrig status quo. Enten udvikler vi det, ellers afvikler vi det, har en klog kone engang sagt. Det samme gælder vores relationer.
Og når Thomas Helmig også siger det, så må der være noget om det. Hør bare sangen ”Op og ned” hvor han synger: Alle ved det går op og ned, sådan er det jo. Kom nu. Livet venter. Nu i dag og igen i morgen, sådan er det jo. Kom nu. Livet venter.
Og husk: En god parmiddag i ny og næ efterfulgt af svedig sex i kanen er IKKE udvikling. Det er snarere motion ;-) Og det kan dit forhold ikke leve på alene. Vi skal både have motion og udvikling.
Udviklingstips, der kan gøre 2008 til dit og familiens bedste år nogensinde
(børn sagtens kan være med til):
- Sig JEG i stedet for DU (især i konflikter). Sig fx: Jeg bliver ked af det, når du snerrer. Sig ikke: Hvor er du streng, når du siger sådan. Det ødelægger min dag. Det kan du ikke være bekendt.
- Beslut jer for at gøre en lille sjov ting hver dag. Lav fx et gruppekram hver morgen eller inden I går i seng. Det kan hurtigt blive til en sjov vane, der spreder glæde og sjov.
- Giv dine børn lov til at lave mad sammen med dig. Det tager tid, og du vil udvikle evner såsom planlægning og tålmodighed. Men det er godt givet ud, for lærer dine børn det, mens de har lyst, så er der større chance for, at de også bliver ved med at hjælpe til. De fleste børn gider godt, på nær hvis de ingenting får lov at bestemme. Så lad dem bestemme også.
- Gå en tur i skoven eller rundt i kvarteret hvor I bor hver søndag. Og aftal fx at alle er ansvarlige for selv at komme i overtøjet. Det kan bare være en lille runde I går, men det at lave noget fælles, skaber teamspirit og udvikler jeres evner til at være et lille hold sammen.
- Spørg dine børn, hvad kunne du tænke dig, at jeg blev bedre til i år? Og drop forklaringer og forsvar. Hvis du spørger, så lyt efter hvad der bliver sagt. Og gør dernæst noget ved det, hvis du har lyst.
Rigtig god fornøjelse og godt nytår!
Jeg håber, det bliver dit bedste år nogensinde.
Kh Pernille
Pernille
Kommentarer til Dit bedste år nogensinde
-
Hej Pernille. Tak for dine forrygende gode udviklingstips netop her efter juletiden, som for de flestes vedkommende er forbundet med traditioner, der har dybe rødder i personlige følelser. Julen er som bekendt hjerternes fest - der i blandt også knuste hjerter, som helt klart kunne undgås, hvis generationerne kunne tilgive hinanden, sige jeg og på den måde udtrykke dybe og længe gemte følelser naturligt og ærligt.
Jeg vil straks spørge mine børn, svigerbørn og børnebørn, hvad de synes, jeg skal blive bedre i 2008. Det er en strålende ide - men - jeg må ærligt tilstå, at jeg nu lige skal mobilisere en god portion mod til at høre svarene.
KH Astrid
Efterfoedselsguiden 02 January 2008 13:10
-
Hej.
Dit indlæg satte tanker igang. Jeg burde nok selv tage ud til min far og sige de ord.... men modet skal findes.
Derudover er det nogle rigtig fine tips som alle burde lære.
Tak for et godt indlæg.
TbCp 02 January 2008 21:32
-
Ja, det kræver stort mod at give slip på vreden eller skuffelsen over sine forældre. Det hjælper at huske på, at det giver frihed at slippe de dårlige følelser, selvom det kræver en stor portion mod.
Det er en god muskel at træne. At tilgive, give slip og komme videre. Held og lykke med at prøve det af.
Jeg skriver gerne mere om, hvordan man kan gøre det.
kh Pernille
Pernille 03 January 2008 11:22
-
Kære Pernille
Tak for de 5 spændende udviklingstips.
Jeg forsøger, at bruge det med at sige JEG i stedet for DU. Både overfor mine børn og min mand. Og jeg synes faktisk allerede det virker. Det er som om, de hører efter på en anden måde.
I søndags tog vi alle sammen (selv) overtøj på og gik en tur i parken. Det var så livsbekræftende, både med sol og travetur i frisk luft - og så var de første vintergækker dukket frem. Det vil vi helt klart gøre til en søndagstradition. Vi var sammen på en helt anden måde, end når vi bare hænger ud derhjemme om søndagen.
Jeg har endnu ikke spurgt min familie, hvad de synes, jeg skal blive bedre til i 2008, men det vil jeg gøre næste søndag efter gå-turen.
Så endnu en gang tak for inspirationen til at bryde nogle små mønstre i hverdagen.
Kh Supermom
supermom 31 January 2008 12:23
-
Kære Pernille
Tak for de 5 spændende udviklingstips.
Jeg forsøger, at bruge det med at sige JEG i stedet for DU. Både overfor mine børn og min mand. Og jeg synes faktisk allerede det virker. Det er som om, de hører efter på en anden måde.
I søndags tog vi alle sammen (selv) overtøj på og gik en tur i parken. Det var så livsbekræftende, både med sol og travetur i frisk luft - og så var de første vintergækker dukket frem. Det vil vi helt klart gøre til en søndagstradition. Vi var sammen på en helt anden måde, end når vi bare hænger ud derhjemme om søndagen.
Jeg har endnu ikke spurgt min familie, hvad de synes, jeg skal blive bedre til i 2008, men det vil jeg gøre næste søndag efter gå-turen.
Så endnu en gang tak for inspirationen til at bryde nogle små mønstre i hverdagen.
Kh Supermom
supermom 31 January 2008 12:23