Redaktionen

Redaktørens blog

GUIDE: Har dit barn feber?

Bedømt af 0 mødre
08 March 2010 10:51

Vi kender det alle, vi vågner op midt om natten og den lille ligger med feber. Hvordan skal vi egentlig forholde os? Her kommer et uddrag af feberguiden:

Hvis et barn har over 38 grader C, kalder man det feber. Den normale kropstemperatur ligger mellem 36½ grad C og 37½ grad C. Kropstemperaturen er gerne ½ grad C højere hen mod aften, dog ikke hos spædbørn, hvor den næsten er konstant. Kropstemperaturen er lavest under søvn.

Feberen siger ikke nødvendigvis noget om, hvor alvorlig sygdommen er, men kan dog hos småbørn og ældre børn være et fingerpeg. Til gengæld er spædbørn dårlige til selv at regulere deres temperatur, og får derfor let høj feber, men afkøles også let igen. Hos spædbørn er feberen ikke så vejledende. Spædbarnet kan været meget syg af en infektionssygdom, og samtidig have normal temperatur. Barnet vil da typisk se dårligt ud, have kolde hænder og fødder, se marmoreret ud på huden og have andre symptomer som opkastninger og sløvhed.

Temperatur og symptomer
Feberen er oftest i sig selv harmløs, men kan i meget sjældne tilfælde nå en farlig højde. Ved feber over 41 grad C er der fare for hjerneskade, og over 42 grad C vil barnet være bevidstløs. Med en kropstemperatur over 45 grad C dør man.

Forud for barnets feber, vil barnet som regel få kulderystelser og skælven. Afhængig af årsagen til barnets feber, vil barnet være påvirket i forskellig grad. I langt de fleste tilfælde drejer det sig om en infektionssygdom, som skyldes enten virus eller bakterier.

Sådan måler du temperaturen
Har man prøvet det nogle gange, vil de fleste forældre kunne mærke på barnets pande, om det har feber eller ej. Barnet vil typisk være hængøret og kan have glansfulde øjne. Men kontakter man lægen eller lægevagten, vil de typisk bede om at få oplyst barnets eventuelle temperatur. Også meget gerne udvikling heri over det sidste døgn, hvis det er muligt. Man bør ALDRIG bruge et kviksølvstermometer, da kviksølv er miljøskadeligt og meget giftigt. Har husholdningen et sådan, bør det afleveres på nærmeste apotek.

1. Mål temperaturen, når barnet er i ro, da den bliver højere af fysisk aktivitet. Derfor skal barnet helst sidde eller ligge stille ½ time før.
2. Skal temperaturen måles fra dag til dag, måles den bedst om morgenen.
3. Vær sikker på, at termometret er slået ned og står på nul (hvis det skal det)
4. Bruges termometer i endetarmen, skal man lægge barnet på siden med bøjede ben, påsmøre vaseline og føre termometret forsigtigt ind, så metalknoppen er dækket. Tag termometret ud igen efter to minutter, eller når lydsignalet viser, at målingen er slut.
5. Bruges der øretermometer skal man følge instruksen og altid måle i samme øre fra gang til gang.

Gode råd ved feber:
• giv barnet rigelig med væske, da det mister meget væske. Giv barnet det, som det allerhelst vil drikke. Uanset hvad
• afklæd barnet mest muligt
• lad barnet ligge i et køligt rum, dog ikke i træk
• en klud opvredet i koldt vand og lagt på panden virker lindrende og kølende
• brug ikke is, koldt vand, vådservietter, blæsere og kolde bade til at køle barnet, da det kan føre til forfrysninger.
• hvis temperaturen er over 39 grad C, bør den måles hver anden time
• brug det samme termometer, men uden kviksølv. Bruges et elektronisk øretermoter, skal der måles i samme øre hver gang
• lad barnet få ro og hvile
• prøv at find årsagen til barnets feber
• hold øje med, hvor meget barnet drikker og tisser. Lav eventuelt et væskeregnskab

Kontakt lægen hvis:
• barnet er under seks måneder.
• feberen er over 39 grad C, og barnet er sløjt og utilpas
• barnet er sløv eller svær at komme i kontakt med
• barnet har mistet meget væske
• barnet får feberkrampe, specielt første gang
• barnet ofte har feber uden at du kender årsagen
• feberen varer mere end tre dage
• barnet får hurtig eller stødende vejrtrækning
• tilkald lægen omgående, hvis barnet får stiv nakke, eller du på anden måde har mistanke om meningitis eller bliver meget dårlig

Kilde: Apotek.dk

 


Redaktionen


Kommentarer til GUIDE: Har dit barn feber?