Debat: Må børn græde sig i søvn?
Hvad pokker skal man som forælder gøre? Er det ok at bruge den benhårde lad-barnet-græde-sig-i-søvn, når far og mor har sorte rander under øjnene og er lige ved at give op.
Nej, siger sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen. Gennem flere år har hun vejledt trætte forældre, der har kæmpet med natteroderi. Og nu har hun samlet sine bedste råd i bogen 'Sådan får du dit barn til at sove'.
Den benhårde metode dur ikke
Rigtigt mange forældre kender bogen 'Godnat og sov godt', der er baseret på en metode, hvor barnet får lov til at græde sig i søvn, mens forældrene kigger ind til det med faste intervaller, der bliver større og større for hver aften.
- Det er ikke en metode, jeg bryder mig. Børn skal ikke græde sig i søvn, siger Helen Lyng Hansen.
Hun sammenligner med dyreunger, der også græder, når deres forældre skal ud og finde føde. På et tidspunkt holder ungerne op med at græde, men det gør de primært for at passe på sig selv, så rovdyrene ikke kan finde dem.
- På samme måde fungerer det med menneskebørn. De græder også, når de føler sig forladt, og de holder også op igen, men ikke fordi de lærer, at de trygt kan lægge sig til sove, men fordi de oplever, at det ikke nytter noget, og at de ikke bliver lyttet til. Det er katastrofalt i forhold til, at børn skal vide, at deres forældre er der for dem og lytter til dem, siger Helen Lyng Hansen.
Mor stryger - godnat
Hvis dit barn har svært ved at falde i søvn uden mor ved sin side, så kan du prøve for eksempel at lave noget tæt på barnets værelse, når det skal sove.
- Prøv at være i nærheden af dit barn, hvis det har brug for at se, at du er der. Stil dig i nærheden og stryg tøj eller læg tøj sammen. Lav noget praktisk og vis, at der ikke sker noget spændende, så barnet lige så godt kan lægge sig til at sove. Du kan svare dit barn, hvis det kalder, så det ved, at du er der, siger Helen Lyng Hansen.
Kilde: TV2.dk
Hvad mener du? Er det ok at lade sit barn græde sig i søvne under kontrollerede former - eller er du enig med Helen Lyng hansen? Skriv din mening eller erfaringer i kommentarfeltet.
Redaktionen
Kommentarer til Debat: Må børn græde sig i søvn?
-
Jeg vil her anbefale bogen 'Sov igennem uden gråd' som en erstatning for den anden bog.
Det er jo en barsk indgang til livet at lære, at man ikke får sine behov opfyldt, selv om man beder om det - med det sprog, man nu har. Og gråd er jo en babys sprog, der bruges til at fortælle, at noget ikke er, som det helst skal være.
Barselscoachen
Barselscoachen 16 April 2010 10:17
-
jeg syntes personligt ikke at man skal lade sit barn græde sig i søvn. men det er oz svært at udtale sig om, hvis man ikke har stået i sitautionen hvor et barn græder helt vildt fordi den ikke vil sove.. men jeg syntes at hvis der er nogle der lader sit barn græde sig i søvn og det virker er det vel okay.
nyllemor87 20 April 2010 07:36
-
Jeg er 100% enig med Sundhedspl. Helen L.H. Jeg fik metoden anbefalet fra min sundhpl og iøvrigt alle mulige steder fra, venner kolleger osv. Da jeg er intuitiv mor var jeg skeptisk, men samtidig desperat efter at få nattesøvn, så jeg gjorde et ultrakort forsøg. Wauw så kan du tro min indre intuitive mor kom på banen. Alt i mig strittede imod metoden-og min baby fortalte mig at du gør overgreb på mig..så ja jeg er modstander på bagrund af egen erfaring..
lillea 22 April 2010 17:41
-
ja, det er helt sikkert rigtigt at man ikke skal afvise det lille barns behov. Men jeg er tit i vildrede med mig selv om hvordan dælen jeg kan hjælpe min søn til at sove, og tit er han komplet ligeglad med om jeg står og synger og putter og aer ham, han ænser mig ikke. Så vælger jeg altså somme tider at gå ud i fem minutter.
Ginger 17 May 2010 10:30