Stamceller fra navlestrengen – er det noget for dig og dit barn?
For nylig kunne man i radioavisen høre, at to 2-årige drenge var blevet kureret for hhv. spastisk lammelse og svær kræft med deres egne navlestrengsstamceller.
Det er blot det seneste eksempel på sygdomsbehandling med stamceller* fra navlestrengen, som er nået frem til medierne. Og er man gravid, mor eller kommende bedsteforældre, spidser man sikkert ører.
Men hvordan skal I forholde jer til det? Skal I skynde sig, at sikre jeres barns stamceller eller skal I ikke? Uanset hvad I beslutter jer for, mener jeg, det er værd at overveje, hvad der skal ske med jeres barns navlestrengsstamceller.
Flere og flere gemmer stamceller
Som det ser ud nu, vælger flere og flere vordende forældre at gemme deres kommende barns navlestrengsstamceller ved fødslen. De gør det, fordi de tror på, at det vil gavne deres barn på et tidspunkt i livet.
Indtil for få år siden var det helt utænkeligt. Navlestrengen og moderkagen var per definition ’medicinsk affald’ – det blev ganske enkelt smidt ud efter fødslen. Nu ved man godt, at der i det blod, der er tilbage i navlestrengen og moderkagen, findes millioner af stamceller og andre blodceller.
De kan i dag bruges til at behandle en række mere eller mindre sjældne sygdomme, som måske – men forhåbentlig ikke – kan ramme barnet i løbet af livet. Det er bl.a. sygdomme som leukæmi, aplastisk anæmi og lignende.
Derfor arbejder en lang række forskere verden over i øjeblikket intenst på at finde ud af stamcellernes plads i den fremtidige sygdomsbehandling. Specielt inden for livsstilssygdomme som sukkersyge og hjertelidelser og leversygdomme, producerer forskerne i øjeblikket lovende resultater.
Endnu kan der dog ikke gives nogen garantier for, at det lykkes forskerne at skabe alle de nye stamcellebehandlinger, som de ønsker sig. Men blandt de sygdomme, som allerede nu kan behandles, gør forskerne hele fremskridt og forbedrer behandlingerne.
Hvad mener I?
Som kommende forældre tænker I måske nu: Kan alle bare gemme deres barns stamceller? Hvor stor sandsynlighed er der for, at vores barn eller dets søskende får brug for dem? Og kan det overhovedet betale sig?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg i den kommende tid, vil give mit bud på.
I er meget velkomne til at dele jeres erfaring med stamceller med mig og de andre brugere på navlestreng.dk. Spørg endelig løs - jeg er meget spændt på at høre fra jer alle sammen: gravide, nye mødre, fædre, bedsteforældre – og alle jer andre, der er nogens mor.
*Hvad er stamceller? Det er umodne celler, som både kan skabe identiske kopier af sig selv og udvikle sig til mange andre typer celler, fx muskelceller, hjerteceller eller nerveceller. Sygdomsbehandling med stamceller udnytter denne evne og kan erstatte ødelagte væv eller celler i kroppen med friske.
Sten
Kommentarer til Stamceller fra navlestrengen – er det noget for dig og dit barn?
-
Vi har gemt vores søn's stamceller, og vil også gøre det for efterfølgende børn. Vi gør det fordi vi tror på udviklingen, og ikke vil stå tilbage og måske en dag ønske at vi havde gemt dem, for når alt kommer til alt, er det jo bare penge.
/SuperHemmelig
SuperHemmelig 25 June 2008 21:30
-
Hvornår skal man tage stilling til om man vil gemme sine børns stamceller, og er der nogen der ved hvad det koster?
Misse 01 July 2008 14:17
-
Hej Misse,
Sten 03 July 2008 12:00
De fleste tager stilling til opsamling af navlestrengsblod omkring uge 20-32, men er du sent på den, plejer stamcellebankerne at være behjælpelige. Du kan søge flere oplysninger på stemcare.dk og copygene.dk, hvor du også kan se priserne. Jeg mener, at det koster 7-8.000 kr. for opsamling, analyse og nedfrysning og ca. 90 kr. pr. måned for opbevaringen.
-
-
Det er rigtig spændende læsning...
Herhjemme overvejede vi det også seriøst, men jeg syntes informationerne var sparsomme. Jeg søgte på internettet, men det kan jo somme tider være en jungel at finde rundt i alle de informationer. Så jeg tog en snak med min læge og efterfølgende min jordemoder. Ingen af dem vidste særlig meget om det, men de rådede os til at lade være... Det kan jeg da godt blive rigtig bange for at jeg kommer til at fortryde...
Men jeg tænker om man måske ikke kunne gøre en indsats for at holde jordemødre mere opdateret på den slags viden, da det nok ofte vil være dem de gravide vil rådføre sig med? Bare en tænke :o)
Mange venlige hilsner
Ninette
Ninette 13 July 2008 22:32
-
Jeg har helt sikkert tænkt mig at få det gjort, når den tid kommer - har ikke fået konfereret med kæresten endnu, men er 101% sikker på at han er enig, da vi begge støtter stamcelleforskning, genteknologi og andre futuristiske foretagender;)
Well, helt seriøst...det kan ikke skade og jeg er sikker på at vi kun kender til en lille procentdel af de muligheder der ligger inden for behandling med stamceller, så jeg tror man er tosset hvis man lader være ;) (no offence!)
-Ronja
Ronja 02 August 2008 16:45
-
Vi har også fået taget navlestrengsblodet fra vores yngste dreng, det var ikke helt fremme da vi fik de 2 andre. Det er lidt en forsikring man ikke håber at få brug for, men nu er den der og kan hjælpe hvis der skulle tilstøde ham noget i hans liv. De finder ud af flere og flere ting stamcellerne kan bruges til, og det er heldigvis et område der er mere og mere fokus på og fokus fra offentligheden giver flere penge til forskning. Det kunne være fantastisk hvis Danmark i højere grad kunne bidrage til forskningen indenfor området.
- Anita
a9ta 05 April 2009 02:09