Ufrivilligt barnløse
Hvordan kan noget som skulle være enkelt være så svært?
Hejsa.
Jer 29 år gammel, og har lige fået den besked at vi skal igennem et fersilitetsbehandling, da min kæreste har væsentligt nedsat sædkvalitet. Det var noget af et chok, vi har prøvet i ca. 15 mdr nu. Jeg ved godt at det ikke er så lang tid, som nogle af jer andre, men kan mærke at det biologiske ur tikker meget højt, og da alle ens veninder får børn, er det svært at se til, og når de spørger om vi ikke også snart skal have en lille, hvad skal jeg så svare?
Havde det forfærdligt den dag jeg fik det at vide, hvordan kan noget være så nemt blive så svært?
Svar til Hvordan kan noget som skulle være enkelt være så svært?
-
- QTpigen
- 24. jan. 2010, 7:40
Hej søde!
Kan sagtens følge dig. Min kæreste og jeg prøvede i næsten 7 år. De første 5 med alm. inseminering og de sidste knap 2 med kunstig befrugtning. Og i aller sidste forsøg lykkedes det.
Men det var hårde år, og jeg kan kun anbefale at man som par snakker meget om de tanker og fustrationer der går igennem en. Min kæreste og jeg har været sammen i 12 og kender derfor hinanden på godt og ondt. Vi har også været teenagekærester. Derfor er det som sagt vigtigt man åbner op og taler om det.
Jeg håber inderligt at i får et positivt resultat hurtigt.
Masser af varme tanker
fra Heidi
-
- vibssim
- 24. jan. 2010, 19:16
Tak for din besvarelse. Jeg/vi fik det at vide i onsdag så det er relativit nyt, men jeg havde måske regnet med insemination dog ikke reagensglas metode. Synes at det er meget at jeg skal gennemgå både fysisk og psykisk, ved også godt at min kæreste er med under dette forløb, men af en eller anden grund sidder det bare i mig at det er min krop der skal have alle de homoner, og hvad gør de med kroppen?
Har været inde på en masse sider på internettet for at se om der er noget der ellers kan blive gjort. Faldt over 2 ting, den ene er akupunktur mon det kan hjælp på mandens sæd, det siger de at de kan. Den anden er SPZlap en grundig gennemgang af manden sædkvalitet i forhold til arvemasse.
Er mega fortvivlet da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, da jeg/vi så inderligt gerne vil være forældre. Jeg har kendt min kæreste i 1½ år nu, og jeg ved godt at det ikke er så langt tid, men når man virkelig føler at det er det rigtige, så er det svært at vente. Jeg er glad for at vi allerede begundt at "prøve" efter 4 månder.
MHt. det du fortæller, har det så ikke været mega hårdt, og hvordan er i kommet over på den anden side?
Kærlig hilsen Vibeke