"...men størst af alt er kærligheden"
...hvilket man først rigtig opdager, så snart man er blevet mor.
Jeg måtte klage til en af mine venner kort tid efter jeg havde født. Som jeg sagde til ham: "Du ku' sgu godt have fortalt mig, at det var det her det hele handler om" - og hans meget indlysende svar: "Marie-Luise, du ville jo alligevel ikke have troet på mig".
Og det har han jo ret i. Før vi bliver forældre, går vi rundt og tror vi har svaret på livet, universet og alt det der - især når man er kommet op i min alder (hvis nogle skulle spørge, er jeg 36 år), for så har vi jo levet et halvt liv allerede - men jeg skal da lige love for, at jeg absolut ingen ide har haft om noget som helst.
Da jeg stillede det samme spørgsmål til en veninde var hendes svar næsten som Rasmus' og sagde iøvrigt, at nu var jeg så blevet medlem af en global sammensværgelse mod singlerne og de, som ikke har børn.
De her to eksempler nævner jeg, fordi jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, at min verden kunne ændre sig så radikalt, som da jeg blev mor - og ydermere har jeg fået tvillinger, så der kan man tale om at få vendt op og ned på sit liv. Forstå mig ret, jeg ville for alt i verden ikke undvære det, jeg er snarere ked af, at jeg ikke har fået børn før nu. For det er nok det mest rigtige i hele verden.
Der er ikke noget der betyder så meget, som de to små væsner, der ligger så fredfyldt og småsnorker (de slægter deres mor på), og det vildeste er, at jeg har ansvaret for dem. I det øjeblik de forlod min livmoder, blev jeg for alvor voksen - og Marie-Luise. Det lyder måske lidt mærkeligt, men de er den sidste brik i det puslespil som er mig. Alting faldt i hak, og mit liv gav så meget mere mening.
/Marie-Luise
Kommentarer til "...men størst af alt er kærligheden"
-
- Fibula
- 9. feb. 2008, 10:03
Det er bare SÅ rigtigt det du skriver :-)
-
- muca
- 9. feb. 2008, 14:32
Jeps. Du har ret. Jeg tænker tit på hvor meget, dem der har valgt ikke at få børn, går glip af. Når fx min datter kravler rundt og siger hun går som Mowgli.. når man ikke anede hun kunne sige hans navn. Eller når hun kalder sin lillebrors gylp for sovs!
Mvh C
-
- anette
- 9. feb. 2008, 19:08
ja der er mange glæder ved at blive mor.. blev det første gang i ¨99 og har glemt mange ting fra dengang... bare at se på min store pige og tænke " hun er jo slet ikke min "lille" pige mere men en der har lektier, veninder og andre idoler end sin gamle mor"
-
- Mamilicious
- 11. feb. 2008, 10:07
Enig
-
- Ninette
- 18. feb. 2008, 0:01
Hvor er det dog et dejligt og hjertevarmt indlæg du har skrevet ;o)
På trods af at jeg "kun" er 23 kan jeg med rette sige at vi har meget til fælles på trods af aldersforskellen. Vi tilhører en lukket klub. Det er på en lidt ligesom at være sejler, forestiller jeg mig.
Når man sejler rundt derude på det åbne hav vinker passagerne altid til hinanden, på trods af at de ikke har det fjerneste kendskab til hinanden. På sammen måde har jeg det når jeg går stolt igennem parken med min barnvogn. Når jeg møder en anden stolt mor smiler jeg altid, og tænker ved mig selv, vi er medlem af samme club, du og jeg ved så meget som ikke-medlemmerne aldrig for del i med mindre de får deres eget medlemsskab...
...men ja, "størst af alt er kærligheden". Hvor var det også mærkeligt at gå og vide man gik rundt med et(eller to) lille menneske indeni maven, uden at have mødt ham vidste jeg allerede at jeg elskede ham, men det var først da vi lå der, efter den længste og hårdeste nat i mit liv, at det gik op for mig præcist hvor meget...
...og så alligevel ikke, for hver dag elsker jeg ham mere og mere. Nu ligger han og sover, og jeg kan næsten ikke vente med at se hans smil igen imorgen... Det er den største kærlighed af alle. Og det bedste er at man ved den aldrig ender.
-
- lauriestrode
- 18. feb. 2008, 10:50
Hej alle. Tusind tak for jeres søde kommentarer!!
/Marie-Luise