Navlestreng

• PiaPoulsen
• 26. jan. 2008, 0:33

• 8 kommentarer
• Set 283 gange

Kærligheden er det vigtigste, ligemeget hvad. Bare kig på hvordan store navne i verden voksede op. Var Martin Luther King barn af en rig familie me masser af goder? Gandi? Nelson Mandela? Mother Theresa?

Om du har masser af goder, gamle eller unge forældre er faktisk taget ligegyldigt når der er kærlighed,  tid, forstålelse, tålmodighed, omsorg, stabilitet osv.

Jeg er selv 33, var 31 da jeg fik min datter. Jeg havde ingen uddannelse, var afhængig (og er stadig til dels) af hendes far for at leve. Kom fra et dårligt ægteskab med en voldelig mand som har mærket mig meget.

Ærligt talt synes jeg at jeg er for gammel til at få børn. Jeg havde altid sagt at jeg ville ha min første some 25-årig, det er den perfekte alder, eller sådan så jeg på tingenen. Jeg havde opgivet tanken, accepteret at det skulle bare ikke ske, havde ingen planer om det eller noget. Så møder jeg denner søde franske fyr som er 5 år yngre end migselv, jeg ser en perfekt mulighed for at rende væk fra dumme Danmark og en ex som blev ved med at kontakte mig, gæld pga ham osv. Og da jeg flytter ind her, opdager jeg at jeg er gravid.

 Lang fra nogen ideel situation, man man må jo gro med opgaven.

Efter 8-9 mdr med at lille barn i en lille lejlighed, ingen familie eller noget, var glasset ved at løbe over, mine problemer blevet så store at jeg tog mig selv i at være lige ved at slå min datter mange gange. Jeg tabte tålmodigheden, skreg af hende, og var ved at give op. Fuldstændigt. En masse stress, problemer, ting fra fortiden osv smækkede mig i ansigtet. Det enested jeg kunne gøre var at stoppe op og ændre migselv og mit liv, eller gi op og flygte fra det hele igen.

Heldigvis har jeg en rigtig god ven som begyndte at coache mig, og jeg fik started en uddannelse (og har lige gennemført den), fik styr over mit liv, mit selvværd, mine evner som more, min manglende tålmodighed osv.

At gro som et menneske kan gøres lige meget hvilken alder vi har, eller hvilken baggrund. Det er fuldstændigt ligegyldigt om  vi er rige eller fattige, alene eller sammen, ung eller gammel. Faktisk tror jeg unge har det nemmere ved at gro end ældre.

Så længe vi gør alt vi kan og hvad vi føler er rigtigt, så kan ingen be os om mere.

 Jeg tror at jeg ville ha' været lige så usikker på det hele og det første år med min datter om jeg havde været 20. 25 eller 30. Det er en erfarring du kun får ved at stå igennem situationerne. Ikke med alder. Og når jeg nu tænker på det, så er det biologisk bevist at unge mødre, under 25, faktisk er bedre udstyrret med psyke, styrke og alt det der til at være mødre end os gamle. Biologisk set er det slet ikke meningen at vi skal begynde at få børn på den anden side af de 30 :P Bare tænk på det, bår min datter en gang får sin studenter eksamen vil jeg være 49-50 år gammel, rynket, træt, umoderne og hva ved jeg ;)

Så, unge mødre - go :P Det betyder intet om I har villa, volvo og vovhund, eller stadig er studerende. Ungerne i den alder er da ligeglade så længe de får bryst, kærlighed og varme ;)

 Pia

• Print
• Stødende indhold?