At nå alt og mine forældreambitioner
Det er skønt at komme ud i sin have, sidde på terrassen og mærke solens varme i en vindbeskyttet solkrog, mens man tænker over livet. De sidste mange uger har der ikke været meget andet i min kalender end ordene ’skrivedag, skrivedag, skrivedag’ og ’børn, børn, børn’. Det har været og er stadig fedt. At skrive og være sammen med sine børn. Jeg er pt. i gang med at skrive min anden bog, der også denne gang handler om det gode familieliv. Og tre dage om ugen står den så på børn og børneaktiviteter fra kl. 12.30. Det har seriøst intensiveret min arbejdsdag, men også fået mig til at tænke endnu mere over arbejds- og familielivsbalance. Hvor svært det kan være at skabe sådan en balance, når vi i Danmark ofte har brug for to hele indtægter for at kunne betale vores huse, biler, maden, tøjet, udstyret til babyer og børn i alle aldre. Det gør det udfordrende, fordi alt som man gerne vil være god til, alt hvad man har ambitioner om at gøre super godt tager tid! En eller anden sagde engang til mig, at for at blive rigtig god til noget, skal man minimum bruge 10.000 timer på det i nogenlunde sammenhæng. Og det vil jeg også sige, at jeg har fundet ud af gælder dét at skabe et godt familieliv – dét, der efter mine standarder er godt vel at mærke. For den sag er jo også individuel.
Men med en datter, der er af den sarte type, der nemt finder livet udfordrende, så er hverdagen ofte alt andet end en ’smooth ride’. Det kræver tid og energi, kreativitet og drive at finde løsninger, skabe positiv situationsbestemt kommunikation og give hende redskaber til at tackle hverdagen, så hun kan vokse, blive tryg og få et godt selvværd.
Men det er dét, jeg har sagt ja til ved at få børn. Jeg har sagt ja til et job, hvis jobbeskrivelse meget matcher en jobbeskrivelse for et lederjob, hvor jeg som moderne med-leder har ansvaret for at alle trives, motiveres, får brugt deres evner og udvikler dem samt hele tiden sørger for at give dem, jeg er leder for, bevidstheden om, at jeg høre dem, respektere deres følelser, men stadig er den der bestemmer, fordi jeg pt. ved bedst.
Og i det job synes jeg, må jeg blankt erkende, at jeg ikke når at skrive særlig mange blogs, gøre særlig meget reklame eller flashe mig selv på Facebook og andre steder. Jeg er sgu bare ikke en af dem, der kan arbejde efter kl. 21. Måske se en serie, der vare max en time eller læse en enkelt artikel – eller nyde aftensolen med en kop te og min mand.