Der er sket meget - men ikke nok
Kære allesammen
For 3/4 år siden prøvede I at hjælpe, da jeg løb ind i en fødselsdepression med et brag.
Jeg har bestemt haft brug for jer den seneste tid, men har ikke haft overskud til at række hånden ud og bede om lidt support. Men nu skal I ha' en update...
I forgårs fyldte den lille trold et år. Og jeg forstår det ikke. Hele tiden siden fødslen står i en tåge for mig; men nu kan hun gå, spise med gaffel, drikke af kop, genkende sine bedsteforældre og give udtryk for, præcis hvad hun vil og hvornår. Hun er holdt op med at være en baby.
Men inde i mig har tingene ikke ændret sig meget. Det er forfærdeligt. Hun bliver større og mere selvstændig for hver dag. Selvfølgelig er hun stadig et lille barn og har brug for mig ... men den første tid, hvor hun var fuldstændig afhængig af mig, er væk for altid - og jeg kan ikke huske den.
Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at få det bedre - psykolog, psykoterapeut, lægen, antideprssiv medicin, sovepiller (selvfølgelig kun, når hun sover hos morfar og mormor en gang om ugen) og alt, hvad der er menneskeligt muligt - men det flytter sig ikke.
Min eneste trøst er, at alle (lægen, sundhedsplejersken, pædagogerne i vuggestuen) siger, at hun trives storslået, er knyttet til mig og absolut ikke bagud på nogen måde, snarere tværtimod.
Men det er bare ikke nok... Jeg ønsker mig desperat en tilknytning til datter
Kommentarer til Der er sket meget - men ikke nok
-
- lion
- 19. feb. 2009, 16:03
Hvor er det godt at du har det bedre og at du har gjort at det du kunen for at får hjælp.
Nej det må ikk være sjovt ikke at kunne huske særlig meget af hendes første år. Men du fik hjælp da du havde brug for det og tænkte på din datters bedste, så vær glad for dette. Din datter er også godt med.
Havd laver du sammen med hende. Det kan jo være at du hver dag skal lave noget sammen med hende som kun er for dig og hende.
-
- mortiltvillinger
- 19. feb. 2009, 17:06
Det er flot du har fået hjælp hvilket jo også viser sig på din datter:) ellers ville hun jo ikke være som hun er. tænk på det og tænk at du gør det bedste for din datter. har ikke selv prøvet det så det er svært at sige hvad man skal. håber du får det rigtig god snarest:)
-
- Babymus
- 19. feb. 2009, 19:29
Allerførst synes jeg at det er rigtig flot at du er kommet så langt og at din datter trives.
Du må ikke være for hård ved dig selv- At du stadig "hænger sammen" og ønsker en tilknytning, er enormt positivt og et skridt i den rigtige retning. Og det betyder at du er en helt almindelig, god mor, der vil det bedste for sit barn, men (som så mange andre) har nogen problemer, som hun skal overkomme.
Tag det stille og roligt, lad være med at presse dig selv og prøv at nyd en lille ting hver eller hveranden dag eller bare en gang om ugen, hvis det andet er for svært. Det kan være et smil, en god snak, et skøn kop the, en påskelilje eller andre småting der gør hverdagen lettere.
Man kan ikke skynde på en depression, men man kan lære ikke at være for hård ved sig selv og sørge for at nyde de små gode ting, der alligevel dukker op ind imellem. En fødselsdeppression forvinder ikke bare, men mindskes langsomt med tiden. Et mikroskridt af gangen, men det skal nok rykke!
Når du kigger tilbage er alt så tåget eller kan du huske få ting? Et enkelt glimt af glæde, smil eller håb i løbet af det sidste år?
Er der nogen tilknyningsoplevelser du kan trække på fra før fødslen eller omkring fødslen- De følelser du havde for barnet inden i maven? Hvad du tænkte da du mærkede din datter sparke..?
Jeg tænker ikke at du skal svare her- Det var bare lidt stof til eftertanke;)
Du skal nok komme igennem det og blive dig selv igen. Og få et langt, dejligt og helt almindeligt liv med din familie!
Bliv ved med at skrive:)
-
- Ka-ri-na
- 19. feb. 2009, 20:11
du har gjort alt hvad der stod i din magt for at være den bedste mor du kan! og du har været en fantastisk mor! nu er du nødt til at være sød ved dig selv.... tænk på alt det du har været igennem... og du har klaret det flot! og alle de der negative tanker hjælper ingen steder, du er snart "ude" på den anden side og som babymus skriver skal du tænke på de ting du kan huske og ikke på det du ikke kan huske...
-
- Anna-Jonas
- 19. feb. 2009, 21:11
Jeg ved lige præcis hvad det er for en tåge du har befundet dig i.................og det føles så svært at være tilstede i sit eget liv, og egentligt bare at være i sin egen krop. Jeg har været svært syg af depression 2 gange i mit liv. Senest for et års tid siden, hvor jeg var tæt på at gøre en ende på det hele. Det er svært at acceptere at depression er en SYGDOM, som man ikke selv er herre over. Den har sit helt eget liv, og nogle gange er man helt overmandet af de forfærdentlige tanker man har om sig selv. Man føler at man mister sig selv, og det billede man har af sig selv. Jeg oplevede at jeg var frygtelig flov over at jeg var blevet syg, på den måde. For følte nok, at folk tænkte dårligt om det.
Jeg fik behandling via en dygtig psykiater, og skal p.g.a sværhedsgraden have medicin resten af mit liv. Jeg har prøvet lidt forskellige præparater, før jeg fik det der hjalp bedst. Jeg er nu på den anden side af depressionen, men den vil altid sidde i mig, og risikoen for at blive syg igen, er allestedsnærværende, kan jeg betro dig.
Jeg beskrev det som "helvede på jorden", da jeg var mest syg...............og meget af min hverdag fortabte sig også i tåger. Heldigvis har jeg en super god mand, der har elsket mig gennem det hele, og som har taget over med alt herhjemme, indtil jeg selv begyndte at kunne lidt igen.
Mit råd er, at søge proffesionel hjælp, og få noget medicin der kan hjælpe.
Du er velkommen til at skrive til mig privat herinde.........hvis du har brug for det.
Mange knus Mette ( der i dag er "rask").