Fødselsberetning, del 2
Da vi var færdige med undersøgelse og snakken om smertelindring blev vi vist ind på en fødestue. Jeg kom op at ligge på siden på briksen og så kan jeg egentlig ikke huske meget mere fra de næste par timer, udover at jeg havde slemme veer og at Jonas var den bedste støtte man kunne ønske sig. Jeg lå helt musestille, med lukkede øjne og koncentrerede mig hundrede procent om vejrtrækning – havde slet ikke kræfter til at pive. Mit hoved var helt tomt, udover en tilbagevendende bøn: ”Kom nuuuuu narkoselæge!” :-)
Kl. 12.30 kom narkoselægen endelig og hvilken befrielse det var at få lagt epiduralen. Omkring det tidspunkt blev jeg også undersøgt igen og jeg var nu 5 cm åben.
I løbet af ikke særlig lang tid kunne jeg bare det hele igen, helt fantastisk - jeg har ellers været lidt modstander af at en stor del af ens fødsel kan være smertefri, men det var simpelthen guld værd, også bare det stadig at have kræfter tilbage bagefter. Nu hvor jeg havde det fint igen fik jeg lidt mad – var hundesulten, havde intet kunne spise om morgenen.
Kl. 15 var jeg 8 cm åben og stadig smertefri pga. epi’en. Elin, som havde døgnvagt og ikke kunne føde med os fordi hun skulle noget andet, fortalte os at vi nu ville få en anden jordemoder. Det var vi først temmelig nedslåede over – nu havde vi lige regnet med at det ville blive hende som skulle modtage vores lille prinsesse - men da vi så hvem der dukkede op var det glemt, for udover Elin, var det den bedste jordemoder man kunne få. Det var Alice, som havde været hos os, da vi var til obs for svangerskabsforgiftning i august.
Kl. 17 blev jeg undersøgt igen og var nu helt åben, men der var en lille kant tilbage. Da min krop nu selv havde klaret det hele indtil videre, mente Alice at den også selv skulle have en chance for at klare dette. Det pressede efterhånden en del bagtil.